SIEGFRIED • OPÉRA BASTILLE PARIS
★★★★★☆
Foto: Herwig Prammer
ANMELDELSE SIEGFRIED PÅ OPÉRA BASTILLE: FORSPIL TIL ET WAGNER BRAG
Calixto Bieito har siden starten af sin Ring‑cyklus på Opéra Bastille forsøgt at skabe et technounivers, der omskriver Wagners mytologi til en moderne fortælling om teknologi og menneskets kontroltab. Det begyndte lovende. Siegfried, som er aktuel på Bastille lige nu, balancerer AI‑visionen lidt anderledes – men det er for tidligt at sige, om den er ved at miste sin retning, eller om den blot varmer op til et ordentligt Wagner‑brag, når Götterdämmerung får premiere senere på året.
Rhinguldet var en konceptuelt dristig opsætning, der gav loyale Wagnerianere noget at tænke over. Her udfoldede den omdiskuterede spanske instruktør en idé, der stadig står knivskarpt: at Ringen ikke er en fysisk skat, men en form for data, kode eller energi – en proto‑AI, der kan manipuleres og misbruges. En opdateret læsning, der gav værket uventet aktualitet.
Valkyrien fortsatte som en intens udbygning af konceptet med mørk psykologisk tyngde og et væld af syrede visuelle effekter. Fokus gled mere over på Wotans begyndende magttab, Siegmund/Sieglindes umulige kærlighed og Brünnhildes oprør. Den dystopiske æstetik blev fastholdt som en understrøm i fortællingen om et system, der er ved at bryde sammen indefra.
Foto: Herwig Prammer
I Siegfried møder vi Mime mellem træerne i en mørk skov, der hænger på hovedet. Han bakser forgæves med at samle stumperne af Sigmunds sværd, som blev knust i Valkyrien. Det umulige job har gjort ham til stiknarkoman der konstant må skyde nye doser i årerne eller hælde piller i sig fra en stor kuffert for at finde fornyet styrke.
Foto: Herwig Prammer
Billedet af Mime som en afhængig, udmattet taber er vellykket og et gør ham mindre til en komisk trickster og mere til et menneske, der er blevet knust af systemet.
Alt handler om at få rekonstrueret sværdet, så ‘hittebarnet’ Siegfried, der ikke kender til frygt, kan dræbe dragen Fafner og dermed give Mime adgang til Nibelungens Ring og verdensherredømmet.
Foto: Herwig Prammer
De store, omvendte træer, der dominerer scenebilledet, bevæger sig op og ned som en symbolsk kulisse, forstærket af syrede videoprojektioner, der hallucinerer et totalt økologisk kollaps.
Et billede på en verden, der er ved at falde fra hinanden. Gennem en løbsk teknologi har mennesket forstyrret verdens grundlæggende strukturer – inklusive tyngdeloven.
Foto: Herwig Prammer
Siegfried bæres af en fabelagtig sangerpræstation af Andreas Schager, der synger titelpartiet med en blanding af rå energi og vokal autoritet til vild publikumsjubel, indrammet af fuldblods orkesterspil under Pablo Heras‑Casados roste direktion.
Foto: Herwig Prammer
Musikalsk står denne Siegfried stærkt – flere mener ligefrem, at den musikalske side overstråler iscenesættelsen.
Skovmotiverne, hvor Siegfrieds mor viser sig som fugl og leder sønnen mod Brünnhilde på klippetoppen, er sjældent hørt smukkere. Sikken poesi, sikken komposition.
I en afsluttende nøglescene hugger Siegfried Brünnhilde ud af en isblok i en original fortolkning med mælkede plastpresenninger og et brag af orkestral power.
Calixto Bieitos Ring er smedet som en modig og moderne idé, hvor Wagners værk læses som en fortælling om teknologiens magt og menneskets tab af kontrol.
De omvendte træer er et af forestillingens stærkeste billeder. De fungerer som en slags visuel advarsel: naturens orden er vendt på hovedet. Når teknologien løber løbsk, mister verden sin retning.
Denne Siegfried letter en smule på gaspedalen i forfølgelsen af det overordnede koncept.
Man mærker at idéen stadig er der, men at den ikke længere er helt så stramt forankret i scenebilledet. Iscenesættelsen virker til tider som en skitse til noget større.
Det Sku’ Du Se belønner modet til nyskabelse med fem stjerner og glæder sig til finalen i november.
