WERTHER • PARIS
★★★★★☆

Foto: Jean‑Louis Fernandez
ANMELDELSE WERTHER: TOPSOLISTER BRILLERER PÅ OPÉRA COMIQUE
Usædvanlig flot symfonisk operamusik folder sig ud i Opéra Comiques pragtfulde akustik, hvor fremragende solister løfter Ted Huffmans produktion af Massenets tåreperser Werther til en femstjernet oplevelse – trods en scenografi, der til tider virker en anelse blodfattig i forhold til Goethes glødende lovestory.
Den samoanskfødte new zealænder Pene Pati har på få år markeret sig som en af de mest strålende lyriske tenorer på den internationale scene. Hans stemme har et strejf af Pavarotti – en oldschool italiensk glans kombineret med naturlighed og vokalt overskud.
I titelrollen lykkes han med en sjælden blanding af ungdommelig lidenskab og poetisk sårbarhed. Det er ikke uden grund, at netop denne rolle omtales som et højdepunkt i hans franske repertoire. Med sin solrige klang lægger han afstand til den mørke, martrede neurotiker, som andre fortolkninger har dyrket.

Foto: Jean‑Louis Fernandez
Historien, baseret på Goethes roman, kredser om den unge Werthers altopslugende kærlighed til Charlotte, der efter moderens død er blevet en slags husholderske og må passe hjemmet og de mange mindre søskende.
Charlotte repræsenterer en ungdom, der er blevet kvalt i pligt – lige så stramt som det korset, hun må bære i det småborgerlige regime.

Foto: Jean‑Louis Fernandez
Adèle Charvet har etableret sig som en af de mest talentfulde franske mezzosopraner i sin generation og er fremragende som den unge kvinde, der er fanget i en uløselig konflikt mellem passion og pligt. Hvad gør man, når man har lovet sin afdøde mor at gifte sig med Albert – men i mellemtiden er faldet pladask for Werther? Og husk: Det var en anden tid.

Foto: Jean‑Louis Fernandez
Massenets partitur er fyldt med højdepunkter og varme orkestrale farver, der spejler sjælens uro. Musikken følger konstant hovedpersonens følelsesmæssige stormvejr – ualmindeligt fint forløst af dirigent Raphaël Pichon og Orchestre Pygmalion.
Ted Huffman iscenesætter i en hverdagsagtig spisestue med fokus på psykologien og et bevidst fravær af spektakulære setstykker fraset et væltet juletræ som billede på en en drøm, der er gået i vasken.
Huffman er udnævnt som Pierre Audis efterfølger som leder af Aix‑en‑Provence‑festivalen og står desuden bag en ny produktion af Tosca på Glyndebourne til sommer, som bestemt er værd at holde øje med.

Foto: Jean‑Louis Fernandez
Finalen løber ud i en blodpøl på en næsten nøgen scene, da Werther knust af forbudt lidenskab vælger døden ved skære sine årer over og det følelsesmæssige sammenbrud får sin tragiske konsekvens.
At opleve Werther på Opéra‑Comique i Paris giver forestillingen en særlig historisk tyngde. Det var netop her, værket fik sin franske premiere i 1893.
Fem stjerner fra Det Sku’ Du Se til en storartet operaoplevelse, der denne aften blev filmet og broadcastet live på Arte tv, hvor du kan logge ind og streame et gensyn med det brillante cast. God fornøjelse.



