MASKEBALLET • OPÉRA BASTILLE
★★★★☆☆
Foto: Benjamin Girette
ANMELDELSE MASKEBALLET PARIS: NETREBKO VISER KLASSEN
Supersopranen Anna Netrebko er trækplaster i Bastilleoperaens repremiere på Verdis Maskeballet i Gilbert Deflos monumentale, men også noget konservative iscenesættelse.
Produktionen fra 2007 er visuelt imponerende og bestemt værd at genopleve, men den bærer også præg af en æstetik, der har stået stille længe nok til at samle støv i hjørnerne.
Foto: Benjamin Girette
Netrebko er stærk som Amelia og leverer en vokalt overbevisende præstation over for den amerikanske tenor Matthew Polenzani som Boston‑guvernøren Riccardo. Deres tragiske trekantsdrama – Riccardos forelskelse i sin bedste ven Renatos hustru – får politisk uro, jalousi og skæbne til at smelte sammen i en farlig cocktail, der driver operaens plot frem mod det uundgåelige mord.
Foto: Benjamin Girette
Som du måske allerede ved, er Maskeballet inspireret af virkelige begivenheder. Gustav III af Sverige havde i 1770’erne lænset statskassen med sin krigsførelse, og utilfredsheden blandt aristokratiet kulminerede under et maskebal i Stockholms opera, hvor kongen blev skudt. Verdi blandede historien med en fiktiv kærlighedsaffære, men den italienske censur forbød alligevel, at en monark blev dræbt på scenen af frygt for copycats. Verdi måtte flytte handlingen til Boston og lade en engelsk koloni-guvernør tage kuglen i stedet.
Foto: Benjamin Girette
I rollen som “kvinden i klemme” viser Netrebko høj klasse. I den store kirkegårdsarie lægger hun salen ned med vokal kraft og blændende
teknik i gribende emotionelle crescendi, der tynder ud i intens smerte. Salen fyger med brava-tilråb fra et entusiastisk publikum.
Stemmen har måske toppet, men hun er utvivlsomt en diva med dramatisk autoritet og en primadonnaudstråling, der fylder rummet fra det øjeblik, hun træder ind.
Foto: Benjamin Girette
Scenografien er båret af monumentale sætstykker inspireret af Lincoln Memorials hvide neoklassicistiske marmorarkitektur når ikke Deflos æstetik går i sort på sort.
Foto: Benjamin Girette
Store koroptrin og Verdis pragtfulde musik folder sig ud med kraft og dynamik. Det er visuelt flot, publikum får noget for pengene – men det hele er også en smule gammeldags.
Kulisserne står så stille, at man får lyst til at ryste dem for at se, om der kunne ske et eller andet. Sangerne står pænt og synger ud mod publikum, som om de venter på at blive fotograferet. Det er opera som tableau: korrekt, kontrolleret og uden overraskelser.
Alligevel løfter musikken det hele. Verdi har en dunkende puls af ‘ægte opera’, der minder én om, hvorfor værket bliver ved med at være her.
Foto: Benjamin Girette
En fin operaoplevelse på højt artistisk niveau, men ikke en opsætning, der vælter hverken publikum eller traditionen. Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.
