EUGEN ONEGIN • PARIS
★★★★☆☆
Foto Guergana Damianova
ANMELDELSE EUGEN ONEGIN PARIS: SMUK OPLEVELSE UDEN GNISTER
Ralph Fiennes debuterer som operainstruktør på Opéra Garnier med Eugen Onegin – et valg, der både overrasker og giver mening. Resultatet er lige velopdragent nok.
Fiennes har en lang teaterkarriere bag sig, og hans filmiske erfaring med netop Onegin (han spillede selv titelrollen i 1999) sætter tydelige spor. Personinstruktionen er indfølt, dramatisk og præcis i operaens nøglescener, men som helhed er produktionen præget af en konservativ æstetik, der er smuk, redelig – og en smule forsigtig.
Foto Guergana Damianova
En smuk, men ufarlig iscenesættelse.
Fiennes har placeret Onegin i Michael Levines scenografi: en ring af birketræer, der omkranser scenen i en let tågedis. Det er poetisk, det er elegant – og det er også lidt harmløst. Når tredje akt åbner sig i en gylden balsal, der ville gøre Donald Trump misundelig, er det visuelt imponerende, men stadig uden den kant, man måske havde håbet på fra en instruktør med Fiennes’ dramatiske register.
Foto Guergana Damianova
Hver akt rummer et prægtigt dansenummer, og den store polonaise i tredje akt folder sig ud som et wienerbal i russisk aristokrati. Kostumerne er overdådige, koreografien er klassisk, og scenebillederne er så smukke, at publikum næsten glemmer, at de ikke bliver udfordret.
Foto Guergana Damianova
Dirigenten Senmyon Bychkov får det bedste ud af Tjajkovskijs vidunderlige partitur. Orkestret leverer lyrik, farver og stemningsbilleder med en rigdom, der gør aftenen til en musikalsk lækkerbisken. De musikalske figurer væves ind og ud af hinanden med en naturlighed, der løfter selv de mest statiske scenebilleder.
Et stærkt sangerhold.
Den russisk‑østrigske baryton Boris Pinkhasovich er glimrende som Onegin: arrogant, glat og charmerende på den måde kun mennesker med god garderobe kan være det. Stemmen er fyldig, linjerne lange, og hans sidste desperation er ægte nok til, at man kortvarigt glemmer, at han selv har skabt sin ulykke.
Den armenske sopran Ruzan Mantashyan er betagende som Tatyana. Hendes brevscene er aftenens følelsesmæssige centrum – en gradvis opblomstring, hvor teknisk overskud og dramatik smelter sammen.
Foto Guergana Damianova
Som Lensky står det unge ukrainske supertalent Bogdan Volkov for aftenens måske flotteste vokale øjeblik. Hans farvel‑til‑livet‑arie er så smukt fraseret, at man næsten håber, han overlever. Det gør han naturligvis ikke – men hans død rammer hårdt.
Fiennes’ koncept er at der ikke er noget koncept.
Foto Guergana Damianova
I en tid hvor mange instruktører propper klassiske operaer ind i betonbunkere, mafiamiljøer eller sci‑fi universer, vælger Fiennes det modsatte: han lader historien være historien. Ingen dekonstruktion, ingen provokation, ingen konceptuel overbygning.
Det burde være befriende. Og det er det også – til en vis grad. Men det føles også defensivt. Når man sætter en verdensstjerne som Fiennes i spidsen for en operaopsætning, håber man på noget mere dristigt. Hans skuespillerkarriere rummer trods alt skurkeroller med langt mere krudt end det, der udfolder sig her.
Det hele er smukt. Det hele er vellydende.
Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se til en operaoplevelse, der leverer stort på æstetik og musikalsk luksus, men ikke for alvor slår gnister.
