MONSTER’S PARADISE • HAMBORG
★★★★☆☆
Foto: Tanja Dorendorf
ANMELDELSE MONSTER’S PARADISE: GAMECHANGER RUSKER HAMBORG STAATSOPER
Uropførelsen af Monster’s Paradise er en overdådigt iscenesat omgang politisk satireteater, der stormer gennem Hamburg Staatsoper og efterlader et forbløffet publikum i en blandingstilstand af uro og munterhed.
Den nytiltrådte teaterchef, stjernestruktøren Tobias Kratzer, har sat sig for at styrke operaens aktualitet ved at ændre repertoiret fra at være et museum til at blive nærværende, pågående samtidskunst i øjenhøjde med et moderne teaterpublikum. Kratzer er kendt for sin evne til at blande satire, popkultur, politisk teater og klassisk operadramaturgi, og han er et modigt valg til posten. Han giver den én over nakken fra start.
Foto: Tanja Dorendorf
Som statement og scenisk produktion er Monster’s Paradise en succes for Kratzer, der får rystet støvet af operaen, som i de senere år har været knap så spændende i repertoirevalg og eksekvering. Der har været brug for en gamechanger – og det skal jeg love for, man har fået med denne musikdramatiske fusion, som jeg næsten hellere vil kalde en event end en opera.
Som teaterstykke er Monster’s Paradise gennemført underholdende – men kan også kritiseres for at være enøjet propagandistisk, forudsigeligt og naivt grænsende til det blåøjede.
To overjordiske Vampyrier, Vampi og Bampi, angiveligt avatarer af stykkets to hypede forfattere Elfriede Jelinek og Olga Neuwirth, beslutter sig for at besøge vores plagede verden for at se, hvad pokker vi har gang i.
Foto: Tanja Dorendorf
Første stop er Det Hvide Hus i Washington, hvor en Donald Trump-parodi med kongekrone terroriserer sine omgivelser fra Det Ovale Kontor.
I skikkelse af frøen Kermit og Miss Piggy prøver avatarerne at gøre det af med Trump, som dog synes at være usårlig og snart vokser til en enorm, infantil ballonudgave af sig selv, der fylder hele scenen, mens et absurd kor af zombier i flænsede jakkesæt hærger gennem dekorationen. Maga-fans? Oprørere? Trump tiljubles af rådgivere klædt som Mickey Mouse og er omgivet af en kvartet af letpåklædte Disney-prinsesser i cheerleaderversioner med pailletkostumer og glimmer-pom poms.
Snart fortrækker Trump dog til lunere himmelstrøg, der mimer Mar-a-Lago, hvor han kører rundt i en golfvogn. Her møder vi et gigantisk havmonster ved navn Gorgonzilla – en grotesk, dinosauruslignende figur, der muligvis kan afværge planetens forestående undergang. Gorgonzilla er opstået som følge af en eksplosion i et atomkraftværk og tilbyder sig nu som menneskehedens frelser og beskytter.
Foto: Tanja Dorendorf
Trumps forsøg på at isolere Gorgonzilla på en øde ø mislykkes på trods af brug af militær magt, og i en teater-skøn lowtech produceret kampscene æder Gorgonzilla Trump så let som en ostemad – for derefter at vende tilbage til havet og lade den brændende planet gå til med nik til Wagners Götterdämmerung.
Handlingens allegorier og symbolske karakter er SÅ klar til fortolkning, og når undervejs også at referere til klimaforandringer, kunstig intelligens og det guddommeligt feminine, med store videoprojektioner af Charlotte Rampling som Gudinden, der taler til os iscenesat som sol-ansigtet fra Teletubbies.
Foto: Tanja Dorendorf
Olga Neuwirths musik er en crazy jukebox med vilde, fragmenterede lydbilleder af elektronika og forvrænget underholdningsmusik tilsat rockband og et hav af samples.
Resultatet er mildt sagt originalt og kan ikke beskyldes for at være i nærheden af operasang eller genkendelige melodilinjer. Solosang er for det meste afløst af sprechstimme (speak-singing), en ekspressionistisk vokalteknik et sted mellem sang og tale.
Video: Janic Bebi/Jonas Dahl
I en billedskøn og elementært rørende apokalyptisk finalevideo sejler Vampi og Bampi ud i solnedgangen på en tømmerflåde, hvor de spiller Schuberts F-mol-fantasi firhændigt på et ustemt, halvmekanisk koncertflygel – som en metafor for kunstens afmagt i en verden ude af kontrol.
Paf sidder man tilbage og ruger over meningen med det hele: Et billede af menneskets dumheder. Kan vi ikke gøre det lidt bedre?
Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se til en knaldflot produktion, der helt sikkert er udfordrende, men også underholdende og på en mærkelig måde rigtig rørende.
