BENVENUTO CELLINI • LA MONNAIE
★★★★★☆
Foto: Simon Van Rompey
ANMELDELSE BENVENUTO CELLINI BRUXELLES: SCENISK OVEROPHEDNING
La Monnaies Benvenuto Cellini er et barokt bombardement, en scenisk overophedning, en regieteater-centrifuge, der kører så hurtigt, at Berlioz’ spinkle historie må klamre sig til gelænderet for ikke at blive slynget af banen.
Den amerikanske instruktør Thaddeus Grassberger skruer sit stage design op til kogepunktet og lader kaos være en dyd i en pragtfuldt kitschet scenografi, der ligner en romersk temapark på steroider.
Foto: Simon Van Rompey
En mutation af Trevi-fontænen, knopskudt med klassiske markører som Colosseum, Trajansøjlen og obelisken fra Piazza del Popolo, indrammet af græsk/romersk søjle- og kapitælarkitektur og snoede baroktrapper, der svinger fantasien omkring Den Spanske Trappe.
Tilsæt et ensemble, der i perioder føles som hundrede medvirkende i konstant bevægelse, klædt i fantastiske kostumer og svøbt i bragende godt orkesterspil under husets fremragende dirigent Alain Altinoglu, der leverer en stærkt rost, farverig fortolkning af Berlioz’ kraftfulde og overdådige partitur.
Lad os være ærlige: Benvenuto Cellini er ikke et stort værk, nærmere en operakuriositet — et ungdommeligt eksperiment, en dramaturgisk letvægter forklædt som helteopera.
Foto: Simon Van Rompey
Vi er i Rom, 1532. Pave Clemens VII giver billedhuggeren Benvenuto Cellini en temmelig umulig opgave: Han skal nå at skabe en bronzestatue af Perseus, inden karnevallet er forbi. Cellini, der både er ambitiøs, genial og notorisk presset, siger selvfølgelig ja, selv om han mangler både tid og metal til jobbet.
Foto: Simon Van Rompey
Flere komplikationer: Cellini er hovedkulds forelsket i Teresa, datter af pavens pengekassemester Balducci, der foretrækker at gifte hende bort til Cellinis rival i kærlighed og kunst. De unge elskendes flugtforsøg går i vasken, og Cellini havner i en knibe, hvor han må og skal levere kunstværket – ellers koster det ham livet. Gæt om det lykkes.
Cellini er rent faktisk en autentisk person, og hans selvbiografi La Vita er propfyldt med stormfulde affærer, politiske intriger, jalousi, slagsmål og storhedsvanvid. Den flamboyante renæssancekunstners fortælling tændte straks komponisten Hector Berlioz’ fantasi. Resultatet blev en opera om kærlighed, magtspil og kunstnerisk rivalisering.
Foto: Simon Van Rompey
Da jeg mødte teaterchef Christina Scheppelmann og instruktør Grassberger inden forestillingen mindede de mig om, at man ikke altid går i operaen for at græde. Nogle gange skal man bare more sig. Og der var masser at more sig over. La Monnaie, der er et operahus i Europas absolutte top, leverer et overdådigt, festligt og farverigt show i en ekstravagant karnevalsstemning.
Solisterne er fremragende, med den vidunderlige spanske sopran Ruth Iniesta som Teresa, der lægger publikum ned med flirtende koloraturer. Cellini himself synges med kæmpe overskud af den amerikanske tenor og belcanto-ekspert John Osborn.
Foto: Simon Van Rompey
Fem stjerner fra Det Sku’ Du Se til en ganske fantastisk produktion, som nogle internationale anmeldere kalder visuelt overstimuleret – uden at det generer min oplevelse.
