DIALOGUES DES CARMÉLITES • KØBENHAVN
★★★★★★

Foto: Miklos Szabo
ANMELDELSE: DIALOGUES DES CARMÉLITES – GRIBENDE INTENS OPERAOPLEVELSE
Barrie Koskys fremragende iscenesættelse af Poulencs brutale revolutionsopera lægger ikke skjul på parallellerne til nutidige billeder af religiøs vold og politisk ekstremisme.
Produktionen er fra den internationale operaverdens øverste hylde og lagde anmelderne ned ved premieren på Glyndebourne Festivalen i 2023. Også i Operaens aktuelle opsætning efterlades publikum med en knytnæve i mellemgulvet efter en operaoplevelse, du ikke bør snyde dig selv for.
En nøgen, kileformet, klaustrofobisk scenografi af skramlede betonvægge udgør det karmelitterkloster, hvor 16 nonner er fordybet i bøn, mens den franske revolution raser udenfor.

Foto: Miklos Szabo
Den unge adelskvinde Blanche, martret af massiv indre uro, søger til klosteret for at slippe for sin frygt – en frygt, der ikke bliver mindre, da den gamle priorinde dør en “forkert” død i en brutal scene omkring dødslejet.
Som Blanche imponerer den russiske sopran Elena Tsallagova, mens den anerkendte mezzo Doris Lamprecht leverer en gribende præstation som den døende priorinde. I rollen som hendes efterfølger holder Sine Bundgaard det høje niveau. Jens Søndergaard er fremragende som Blanches far, Marquis de la Force, hvis position har bragt familien i revolutionens søgelys.

Foto: Miklos Szabo
Musikken af Francis Poulenc klinger af en slags malende senromantik med snert af fransk modernisme. Et i lange perioder næsten dialogdrevet værk i en gennemkomponeret recitativisk stil, hvor grænsen mellem recitativ og arie opløses.
Kompositionen fra 1957 er fyldt med knivskarpe musikalske billeder af karakterernes indre psykologi. Dirigent Marie Jacquot forløser partituret med smittende intensitet.

Foto: Miklos Szabo
Brugen af hyppige, næsten filmiske klip og larmende stilhed mellem scenerne understreger følelsen af angst, horror og chok – og viser Koskys klasse som instruktør.
Revolutionen når klosteret i en chokerende flot scene, hvor adelens 1700-talskostumer og nonnernes asketiske dragter blandes med det revolutionære terrorregimes hærgende pøbel i hoodies og aggressive stormtropper i moderne kampuniformer. Kosky vil vise, at forfølgelse og frygt er tidløse fænomener.
I en af operahistoriens mest ikoniske slutscener møder de 16 nonner døden i guillotinen efter at have aflagt et martyrløfte, der vækker til dyb eftertanke i en verden plaget af nærmest uendelig religiøs vold. Koskys iscenesættelse er så blændende og fuld af overraskelser, at jeg ikke vil spoile yderligere.

Foto: Miklos Szabo
Seks stjerner fra Det Sku’ Du Se til en gribende smuk og smertende intens operaoplevelse på internationalt niveau. Se den!



