DON PASQUALE • KØBENHAVN
★★★★★☆
Foto: Miklos Szabo
ANMELDELSE DON PASQUALE: OPERA DER SMILER
Donizettis operakomedie Don Pasquale folder sig ud på Operaen i den franske instruktør Mariame Cléments legesyge produktion fra Glyndebourne-festivalen — med et velsyngende, internationalt cast og al den buffa, som den letbenede fortælling lever højt på.
En munter kærlighedskabale med et plot a la Molières og Holbergs lystspil. Man fristes til at sige, at den næsten havde gjort sig bedre på Grønnegårdsteatret end i Operaen, hvor enkelte operagængere måske vil finde historien en tand for light. Musikken er let, kvik, melodisk og fuld af rytmisk spræl med humoristiske orkesterdetaljer og belcanto-akrobatik med positiv energi og vokal charme.
Foto: Miklos Szabo
Repertoiremæssigt står Don Pasquale som en tydelig modvægt til Operaens kunstnerisk dybt fascinerende, men også klart smallere opsætning af Karmelitterindernes Samtaler, der for nylig tog det elitært anlagte operapublikum med storm i Barrie Koskys fabelagtige, dystre iscenesættelse.
Louise McClelland Jacobsen er en fornøjelse som Norina, kvinden i klemme: flot klang, scenisk power og imponerende vokalteknik i partiturets belcanto-akrobatik, forløst med stort humoristisk overskud.
Foto: Miklos Szabo
Den gamle ungkarl Don Pasquale narres til at gifte sig med den fåmælte, beskedne Norina, som den foretagsomme fixer doktor Malatesta har fundet til ham. Den smukke unge kvinde viser sig hurtigt at være en brud fra helvede, der ødsler hans formue bort i rasende fart — alt sammen for, at Norina og Dons nevø Ernesto kan få hinanden efter en stribe indviklede intriger, snedigt orkestreret af doktoren, som indimellem synes at have sin egen skjulte dagsorden.
Det hele er lige så forvirrende og fjollet som i Figaros Bryllup: De gamle skal ikke bestemme over de unge. Donizetti revser fornuftsægteskabet og hylder den unge, ægte kærlighed. Temaet er tidløst.
Foto: Miklos Szabo
Iscenesættelsen er aldeles munter med dygtig brug af drejescenen, der tilfører et oldschool, men ikke spor tosset strejf af revy og vaudeville, sammen med herlige kostumer: pudderparykker og balstyriske kjoler i alle afskygninger. Som Ernesto er Santiago Ballerini et skønt bekendtskab med sin fyldige smørtenor, der straks løfter stemningen. Lad så være, at koloraturerne — deres kvaliteter til trods — ender en smule ensformigt i længden.
Foto: Miklos Szabo
Orkestret spiller sig varmere og mere veloplagt gennem aftenen, og der anes et lille plottwist: Har Norina og doktor Malatesta (Theodore Platt) en affære? Er de elskere snarere end blot sammensvorne? Og er deres rænkespil ikke kun rettet mod den aldrende Pasquale, men også mod den ikke alt for kvikke nevø Ernesto?
Don Pasquale (Markus Schwartz) er mål for latterliggørelsen og karikaturen, men fremstilles også momentvis som en rørende, sårbar og sympatisk figur, man faktisk ender med at have lidt ondt af.
Løjerne nikker tydeligt til commedia dell’arte-traditionen og er i denne operaaftapning en veldrejet kalorielet operaoplevelse der lige akkurat kan bære fem stjerner.
