LA TRAVIATA • DEUTSCHE OPER

★★★★☆☆

Foto: Marcus Lieberenz

ANMELDELSE LA TRAVIATA: MAN SAVNER NOGET UARTIGT

La Traviata på Deutsche Oper Berlin folder sig ud i Götz Friedrichs helt klassiske opsætning, en produktion der har været spillet i mere end to årtier og stadig tiltrækker et stort publikum.

Her følger vi – i al sin tragiske romantik – historien om Violetta Valéry, den døende kurtisane, der forsøger at redde sin elskede Alfredo ved at give afkald på ham, fordi hans far kræver det. Søsteren skal giftes ‘pænt’ og en prostitueret i familien kan spænde ben for arrangementet.

Som en tysk avis skriver: Et plot så brutal-patetisk, at man får lyst til at sukke: Kunne de dog ikke bare have talt sammen? Sagen er jo, at Violetta har tuberkulose og problemet med hendes tilstedeværelse vil løse sig selv inden for en overskuelig fremtid.

Foto: Marcus Lieberenz

Opsætningen er visuelt elegant og konsekvent: Saloner der tømmes, mørknende farver og spejle, der reflekterer karakterernes ensomhed, alt sammen uden at antyde noget i retning af ekstemporeret regie-koncept, politiske lag eller moderne provokationer. Forestillingen er så pæn og nydelig, at man savner det uartige.

Foto: Marcus Lieberenz

Man sidder med en tydelig mavefornemmelse af, at intensiteten ikke er med hele vejen. Flere kritikere beskriver iscenesættelsen som smuk, men også en smule distanceret, et værk der folder sig ud, behersket og tilbageholdt uden at presse dramaet ud over scenekanten.

Det samme gælder orkesteret, som spiller med klarhed og kontrol men uden de store følelsesmæssige udbrud. Verdis smukke partitur fra 1853 er nydeligt og rent leveret, men lige lovlig forsigtigt i de scener, hvor man længes efter hjerte der banker og smerte, der kan mærkes.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at sopranen Elbenita Kajtazi denne aften leverer en Violetta, der både er teknisk brillant og følelsesmæssigt rørende.

Foto: Marcus Lieberenz

En kosovansfødt sopran med vokal intensitet, lyrisk klarhed og stærk scenisk tilstedeværelse, der har udviklet sin karriere i Tyskland via talentprogrammet ved Deutsche Oper Berlin og i dag jævnligt gæster de store huse i Wien, Staatsoper, Dresden og Zürich.

Foto: PR foto.

Hun er den, der giver aftenen liv, farve og det drama, som den ellers lidt for stilfulde opsætning tilbageholder.

Samlet står man tilbage med en Traviata, der godt nok er skøn at se på og tro mod traditionen – en produktion, der føles indespærret og konserveret i sin smukke form, og som mangler den skarpe kant, vi efterhånden er blevet forvænte med fra mere moderne og risikovillige opsætninger rundt omkring i Europa.

Fire Stjerner fra Det Sku’ Du Se.