ITALIENERINDEN I ALGIER • DEUTSCHE OPER BERLIN
★★★★★☆
Foto: Eike Walkenhorst
ANMELDELSE ITALIENERINDEN I ALGIER: VINDER PÅ KNOCKOUT I BERLIN
Den mexicanske stjernetenor og instruktør Rolando Villazón knockouter berlinerpublikummet med en fuldkommen vanvittig wrestling-iscenesættelse af Rossinis næstbedst kendte buffaopera Italienerinden i Algier, som folder sig ud med et imponerende opbud af medvirkende i en kæmpe showstyle-boksering på Deutsche Oper.
Italienerinden i Algier (1813) blev skrevet på under tre uger af den dengang blot 21-årige Rossini, der allerede var et kendt navn. Operaen hører til en populær genre i sin samtid: Tyrker- og orientkomedier, hvor Nordafrika og den nære Orient fremstilles som eksotiske, absurde og karikerede rammer for hvid europæisk lavkomik – ikke så lidt fremmedfjendsk og cirka lige så politisk korrekt i dag som eskimo-is, Tintin i Congo og Strudsen Rasmus.
Foto: Eike Walkenhorst
Den lokale algierske bey (leder) Mustafà er blevet træt af sin kone og ser hende gerne udskiftet med en mere spændende, italiensk model. Mustafà slaveholder italieneren Lindoro – en ung mand, der savner sin kæreste, som tilfældigvis netop er strandet i Algier efter et skibbrud.
Foto: Eike Walkenhorst
Den italienske skønhed (den ypperlige mezzo Nadezhda Karyazina) er intelligent, handlekraftig og tryllebinder Mustafà med flirt, mens forviklingerne udvikler sig. Mustafà (den herligt selvsmagende Tommaso Barea) – en klassisk buffo-basso – er komisk, selvoptaget og konstant til grin. Kulminationen er den berømte pappataci-scene, hvor han lader sig udnævne til medlem af en fiktiv italiensk orden, hvis regler er: spis, drik – og bland dig udenom.
Foto: Eike Walkenhorst
Italienerinden narrer hele det mandlige hierarki og stikker af med Lindoro. Mænd er dumme, og kvinder er kloge. En pointe, der tager kegler her ved premieren på Kvindernes Kampdag 8. marts.
For at tage gassen af de semiracistiske fornærmelser har Villazón omplantet handlingen til en mexicansk wrestlingklub, hvor løjerne udspiller sig i og omkring en boksering i træningsdragter, silkefrakker og kitschede wrestlingkostumer med farverige, glitrende masker i et spektakulært look, der synes lånt fra superheltekulturen.
Resultatet er en teaterfest, som godt nok deler den kræsne tyske operapresse, der går fra at betegne produktionen som en suveræn nyfortolkning til en ynkeligt grov omgang regieteater, der drukner musikken i bulder og brag og er en stor komponist som Rossini uværdig.
Foto: Eike Walkenhorst
Enhver, der var til stede ved premieren, vil dog vide, at Villazón har scoret et publikumshit med sin spøjse udlægning af en nok så bedaget forestilling, der byder på et hav af hvirvlende akrobatiske koloraturarier, hvor der spilles heftigt ud til publikum, som kvitterer veloplagt med bravoråb og spontane klapsalver.
Villazón gentager med denne opsætning kunststykket fra festspillene i Salzburg, hvor han for et par sæsoner siden iscenesatte Barberen i Sevilla i et formmæssigt beslægtet, komisk metalag (Hollywood i stumfilmens tid), der blæste et begejstret publikum bagover med et vildt kaos af musikalsk fis og operaballade. Du kan læse min anmeldelse her.
Der er fem stjerner fra Det Sku’ Du Se til Italienerinden – en velsunget, velspillet og velproduceret buffa, der ikke blot er en fest at se på, men som rent faktisk er morsom.
