CARMEN • OPER STUTTGART

★★★☆☆☆

Foto: Martin Sigmund

ANMELDELSE NÜBLINGS CARMEN: LUKKET FEST I STUTTGART

Barrie Kosky har lavet den. Calixto Bieito har lavet den. Men Sebastian Nüblings Carmen på Staatsoper Stuttgart betragtes alligevel af mange hardcore opera-aficionados som det mest markante, moderne bud på Bizets klassiker.

I stedet for spansk folklore og farverige klichéer skaber Nübling et aparte, feministisk kammerspil, hvor Carmen er den stærke, frihedssøgende kvinde, og Don José en tabermand, raseret af besidderisk kærlighed.

Foto: Martin Sigmund

Opsætningen, der havde premiere i 2006 og siden er blevet en signaturproduktion i Stuttgart, læser værket som en rejse ind i en morders underbevidsthed – et drama om kontrol, aggression og psykisk opløsning.

Allerede i ouverturen etableres et flashforward, helt ude af sync med musikken: En nedbrudt Don José i sin usle, forfaldne bolig. Han sidder i undertrøje foran et fjernsyn, hvor et altseende Big Brother-agtigt øje overvåger ham og giver scenen et surrealistisk præg, som kunne være lånt fra Salvador Dalí.

Foto: Martin Sigmund

Bag ham bevæger en klovnelignende grøn skikkelse ved navn Surplus sig rundt som en projicering af Don Josés mentale tilstand i en slags parallel dimension. Foran ham på gulvet ligger den døde Carmen i en elegant sølvglimmerkjole.

Surplus er Don Josés onde side: iført langnæsede klovnesko, gummiagtig grøn trikot med topmave og en rød klovnekugle både på næsen og i skridtet. En Nübling-opfindelse, der giver hele produktionen et bizart, cirkusagtigt og foruroligende præg – som hvis David Lynch havde været inde over. Man spørger sig selv: Hvad er det egentlig, der foregår?

Foto: Martin Sigmund

Anmelderne har kaldt denne Carmen både brillant og tidløs, og den aktuelle genopsætning, som jeg netop har været inviteret til, er blevet modtaget med samme begejstring som ved premieren. Det er ret forbløffende, i betragtning af at produktionen er så kompliceret at aflæse, at den i lange perioder mest af alt minder om en lukket fest.

Foto: Martin Sigmund

Intet er, som du kender det. Nübling afmytologiserer Carmen fuldstændigt og lader dramaet stå som et intenst, menneskeligt opgør – uden andalusisk folklore og uden politiske markører. Opsætningen rammer direkte ind i en tid med fokus på krænkelser, magt, køn og vold. Ingen flamenco, ingen tyrefægtning, ingen farverige kostumer.

Foto: Martin Sigmund

I praksis ender forestillingen som et freudiansk terapistudie, der lukker sig om sin egen selvforståelse. Resultatet er en Carmen, hvor operaen som dramatisk og musikalsk oplevelse næsten forsvinder, fordi alt skal gennemlyses og forstås gennem Don Josés destruktive psyke.

Barrie Koskys version roder også i maskinrummet, men hans Carmen (den med den blå gorilla) er et spektakulært meta-show, der åbner nye perspektiver uden at lukke værket ned. Koskys Carmen er en alfa-hun til tiden, drilsk, legesyg, forførende, urimelig, troløs, feminin, maskulin, fri – moderne.

På en kæmpemæssig trappe, som udgør hele scenografien, udfoldes stort anlagte sang- og dansenumre, der bindes sammen af en silkeblød fortællerstemme. Forestillingens grande finale er et ægte Kosky-klimaks med hele det gigantiske ensemble på scenen inkl. en uforglemmelig chorusline af vidunderligt dansende, svansende toreadorer i pangfarvede tyrefægteroutfits.

Calixto Bieito skildrer Carmen-fortællingen med rå realisme, seksualitet og vold. Han skærer tragedien ind til benet og lader kulden og kynismen folde sig ud uden charterferieæstetik. Tilbage står en slidt telefonboks, en flagstang og en deling brutale, testosteronpumpede politisoldater fra Franco-tiden der forgriber sig på alt, der har en puls.

Det hele har en atmosfære af nøgen, unplugged råhed med stærke scenebilleder – som når Carmens skidte smugler-venner triller ind på scenen i seks retro-Mercedes’er fyldt med kontrabande. Bieito går tæt på værkets sociale og kønsbetingede magtstrukturer, men selve operaen er tydeligt til stede.

Nübling er en af Tysklands mest markante instruktører inden for både teater og opera og kendt for sin kompromisløse tilgang til sit stof. Hans Carmen er blevet en noget enøjet psykoanalyse af Don Josés mentale kollaps.

Jeg belønner hyppigt dristige operafortolkninger, men i dette tilfælde sidder jeg tilbage med en oplevelse af, at selve operaen er forsvundet i konceptet. Det lander på tre stjerner fra Det Sku’ Du Se.