WRITTEN ON SKIN • OPER FRANKFURT
★★★★☆☆
Foto: Barbara Aumüller
ANMELDELSE: WRITTEN ON SKIN FRANKFURT: FOR NOGLE EN ÅBENBARING, FOR ANDRE EN UDFORDRING, FOR ALLE EN OPLEVELSE
George Benjamins Written on Skin er blevet kaldt et hovedværk i moderne opera, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Det er musikdramatik med skarpe kanter, psykologisk kulde og en kompromisløshed, der både fascinerer og frustrerer.
Written on Skin kræver noget af sit publikum – måske mere end de fleste er vant til. Stykket kunne i 2025 opleves på Operaen i København i Katie Mitchells roste opsætning og var en oplevelse, der blev hængende længe efter sidste tone.
Frankfurts aktuelle produktion er iscenesat af den tyskfødte instruktør Tatjana Gürbaca (53) i et surrealistisk univers der trods originale greb ikke helt rammer samme niveau.
Foto: Barbara Aumüller
Handlingen bygger på en middelalderlig fortælling om jalousi, begær og brutalitet: En magtfuld mand, The Protector, hyrer en ung illustrator til at fremstille en bog om hans liv.
Foto: Barbara Aumüller
Kunstneren ender i sex med mandens tyranniserede hustru, Agnès, og tragedien er uundgåelig. I en ikonisk slutscene tvinges kvinden til at spise den myrdede kunstners hjerte. En grusom historie som Benjamin og librettist Martin Crimp fortæller gennem et moderne dramaturgisk filter, hvor engle kommenterer handlingen, og tidens lag glider ind og ud af hinanden. Det er raffineret og ret svært tilgængeligt.
Musikalsk er Benjamin kompromisløs. Orkestret arbejder i tætte, dissonante klangflader. Rivende smukt på sin egen iskolde måde, men også krævende. For nogle vil det føles som en mur af lyd, der holder én på afstand. For andre er det netop denne modstand, der gør værket så dragende.
Midt i dette iskolde univers står Bo Skovhus som The Protector — og han er fremragende. Han spiller ikke figuren som en entydig skurk, men som en mand, der er fanget i sin egen magt, sin egen frygt og sin egen selvforståelse. Hans vokale autoritet og mørke intensitet giver rollen en menneskelig dimension, der løfter hele forestillingen.
Iscenesættelsen er visuelt slående: et rum mellem middelalder og nutid, mellem myte og virkelighed. Men den er også konceptuel i en grad, der kan virke distancerende. Written on Skin er ikke en opera, der inviterer publikum ind; den kræver, at man selv finder vejen.
Skal man være lidt skrap opleves iscenesættelsen som mere koncept end kommunikation. Trekantede landskaber, symbolske ruiner, et styrtende passagerfly, jordkloder der hæver sig i baggrunden.
Foto: Barbara Aumüller
Billederne er ladede, men også så åbne, at de i praksis kan betyde hvad som helst. Meget er metafor, mindre står klart. Det bliver en forestilling, man ikke så meget oplever som overværer – med armene over kors.
I den optik fremstår Written on Skin som en opera, der i høj grad taler til dem, der allerede har lært sproget. Og hvis man ikke “forstår det”, er det ens egen skyld. Rindalister vil kaldte det elitært snobberi i musikalsk indpakning.
Foto: Barbara Aumüller
Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se til en kunstnerisk modig og musikalsk stærk produktion af et værk, der ikke giver sig uden kamp. For nogle vil det være en åbenbaring. For andre en udfordring. For alle en oplevelse.
