WERTHER • OPER FRANKFURT

★★★★★☆

ANMELDELSE: WERTHER: – I GOETHES EGEN BY BLIVER FØLELSENS TYRANNI UIMODSTÅELIG

Jeg har set Werther flere gange før uden for alvor at blive grebet. Men Oper Frankfurt har ændret det for mig. I Goethe‑byen, hvor Sturm und Drang blev født, og hvor ideen om det lidenskabelige individ tog form, får Massenets opera en intensitet og klarhed, jeg aldrig har oplevet før. Det er, som om værket først her folder sig helt ud.

Goethes roman fra 1774 er et brag af følelser forklædt som brevroman. Den unge Werther forelsker sig i Charlotte, som allerede er forlovet med den stabile Albert. Werther kan ikke leve med det. Hans følelser er altopslugende, absolutte, og da Charlotte vælger pligt frem for passion, styrter han mod selvmordet.

Romanen udløste en europæisk sensation – unge mænd klædte sig som Werther, citerede hans breve, og flere steder blev der rapporteret om selvmord inspireret af bogen. “Werther‑effekten” blev et begreb der var stærkt nok til at sprede sig uden hjælp fra digitale, sociale medier.

Massenets opera forstærker intensiteten. Musikken er lyrisk, svulmende, smuk. Men hvor jeg tidligere har oplevet værket som lidt for meget af det gode, næsten selvsmagende i sin følelsesdyrkelse, rammer det i Frankfurt med en ny skarphed. Måske fordi forestillingen tør stille spørgsmålet: Er Werther egentlig helt, offer – eller bare narcissist?

Set med nutidens blik er Werther svær at elske uden forbehold. Hans følelser er ikke bare stærke – han går all in – og lidt til. Charlotte har ansvar, familie, forpligtelser. Werther har kun sig selv. Han kræver at blive set, forstået, elsket på sine egne, absolutte præmisser.

I en tid, hvor individualisme og følelsesautenticitet ofte hyldes som højeste sandhed, spejler Werther en moderne sensibilitet: “Jeg føler, altså har jeg ret.” Frankfurt‑opsætningen romantiserer ikke ‘egotrippet’, men viser det som en gradvis indsnævring af hans verden.

Instruktør Willy Decker er en mester i psykologisk minimalisme. Hans iscenesættelse er enkel og symbolsk: Store flader, rene linjer, et rum mellem natur og civilisation, mellem drøm og virkelighed. Decker skærer alt overflødigt væk og lader karakterernes indre liv stå ubeskyttet frem.

John Osborn er en fremragende Werther. Hans tenor har både lyrisk sødme og desperat kant, der gør figuren troværdig. Osborn synger ikke Werther som en romantisk martyr, men som et menneske, der langsomt lukker sig inde i sit eget følelsesrum.

Bianca Andrews som Charlotte giver modvægt med varme, værdighed og en indre ro, der gør hendes dilemma levende. Charlotte er fanget mellem pligt og begær,og forsøger at navigere i en verden, hvor Werthers følelser fylder alt – også for meget.

Og så er der orkestret. Oper Frankfurts orkester er netop kåret som Europas bedste operaorkester, og man forstår hvorfor. De spiller Massenet så godt, som jeg aldrig har hørt det før. I Frankfurts fremragende akustik får musikken en glans, der gør Goethes tragiske kærlighedshistorie til en tåreperser, så det basker.

Derfor lander forestillingen på fem stjerner fra Det Sku’ du Se. Werther i Frankfurt viser os fortiden men stikker også til nutiden hvis man giver eftertanken plads.