BILLY BUDD • LYON OPERA FESTIVAL
★★★★★☆
Foto: Jean-Louis Fernandez
ANMELDELSE BILLY BUDD: FORBUDT FASCINATION I STORMENDE FLOT ISCENESÆTTELSE
Den sympatiske franske instruktør og operachef Richard Brunel er normalt tilbøjelig til radikale fortolkninger, men satser på klarhed og sammenhæng i Lyon Opera Festivalens produktion af Benjamin Brittens tragiske Billy Budd. Resultatet er en gribende operaoplevelse, klædt i stormende flot iscenesættelse.
Værket er i sin to akters version fra 1960erne så tæt på en fuldbyrdet homoerotisk opera, som man næsten kan komme. I dag regnes Billy Budd for et af Brittens stærkeste værker og en nøgleopera i queer kunsthistorie.
Foto: Jean-Louis Fernandez
Historien udspiller sig på et britisk krigsskib i 1790’erne, hvor den unge sømand Billy tvinges til tjeneste. Hans ekstraordinære, upåtagede skønhed udøver en farlig fascination på både besætning og officerer. Fatal attraktion og jalousi fører til hans undergang i et mix af pligt, skyld og afmagt.
Hans lysende rene, næsten kristus‑lignende fremtoning gør ham både til objekt for tilbedelse og destruktiv passion. En ung, smuk og moralsk uplettet mand, der dræbes af “systemet”.
Foto: Jean-Louis Fernandez
Scenografien er blændende flot: Enorme stilladsenheder som et tværsnit af et britisk warship, der sejler rundt mellem hinanden i et spektakulært design af lys‑ og røgeffekter.
Operaen åbner med en prolog i tågedis, hvor kaptajn Vere genbesøger sin fortvivlende fortid. Handlingen opleves dermed som ét langt flashback, men dramatikken svækkes ikke af, at vi fra første øjeblik ved, at Billy er en død mand, når han træder ombord.
Som i flere af Brittens værker kredser tematikken om den uskyldige outsider. Billy har ikke gjort sig skyldig i andet end at være en god fyr, en dygtig sømand og en kammerat, der påkalder sig en forbudt homoerotisk interesse fra sine omgivelser.
Foto: Jean-Louis Fernandez
Operaens skurk er skibets “sikkerhedschef”, officeren Claggart, der udvikler en besættelse af Billy og viser begærets mørke side — en blanding af lyst, had og selvforagt. For at slippe af med sine syndige forestillinger forsøger han at få Billy dømt for planlagt mytteri, en anklage der kan få ham hængt.
Foto: Jean-Louis Fernandez
Da Billy konfronteres med den falske anklage, spiller hans talefejl ham et tragisk puds. Han stammer, når han bliver presset, og kan ikke få et ord frem til sit forsvar. I stedet lader han næverne tale: Billy knockouter Claggart med et enkelt slag – og dræber ham.
Den isolerede mandeverden til søs skaber en trykkoger af rå maskulinitet, hvor begær, autoritet og vold smelter sammen. Som noget helt ekstraordinært er der præcis nul kvinder med i denne opera. Billy stilles for en krigsret, hvor kaptajn Vere modvilligt må dømme ham til døden.
Foto: Jean-Louis Fernandez
Billy Budd er i høj grad et ensembleværk, hvor især koret har enorm betydning. I Lyon formidles spændingen i Brittens partitur med imponerende dramatisk intensitet: hvirvlende storme, lyn, kanontorden og massive korscener — tilsat dvælende øjeblikke af betydelig poesi.
Sean Michael Plumb er en fremragende Billy med stort vokalt overskud og scenisk udstråling. Derek Welton er en isnende Claggart, en institutionel ondskab med tydelig reference til Scarpia i Tosca. Paul Appleby synger kaptajn Vere med stor indlevelse og høj kvalitet — en knust mand, der genopfører sin egen skyld som en moralsk retssag midt i tågen.
Fem stjerner fra Det Sku’ Du Se til en stærk oplevelse i Lyon: Et operahus, det er værd at holde skarpt øje med.
