IDOMENEO • BRUXELLES
★★★★☆☆
Foto: Simon Van Rompay
ANMELDELSE IDOMENEO: FÆNGSLENDE MOZART NEUROLOGI I BRUXELLES
Til at begynde med virker det næsten, som om der er mere livskraft i Mozarts 300 år gamle Idomeneo end i Calixto Bietos tre uger gamle opsætning på La Monnaie i Bruxelles, hvor den spanske enfant terrible‑instruktør giver Mozarts tidlige gennembrudsværk et treat, der udfordrer de fleste.
Foto: Simon Van Rompay
Den travle provokatør Bieito har i denne produktion skruet en anelse ned for absurditeterne, men hensætter alligevel Mozarts opera seria‑univers til et PTSD‑lignende kaos, der udspiller sig i den græske hærfører Idomeneos hoved.
Foto: Simon Van Rompay
På vej hjem fra krigstogtet i Troja er Idomeneo kommet i havsnød med sin besætning. Kun gennem en deal med havguden Neptun slipper han levende i land — på betingelse af, at han offerdræber det første menneske, han møder.
Selvfølgelig viser det sig at være hans egen søn, Idamante, og den ellers handlekraftige hærfører er dermed bragt i en alvorlig klemme.
Scenografien består af syv‑otte semitransparente, fem meter høje matterede monolitter i vinkelformede konstellationer, der skøjtes rundt på scenen og danner labyrintiske gange, klaustrofobiske hjørner, usikre tilflugtssteder og mentale fængsler hvori handlingen udspiller sig i syrede lyssætninger og hallucinerende videoprojektioner.
Foto: Simon Van Rompay
En enkel æstetik, der på den ene side virker lige lovlig nøgen, men på den anden side fungerer overraskende godt som billede på den besværlige neurologi, der er iscenesættelsens samlende koncept. Moderne kostumer bryder med enhver mytologisk reference og placerer handlingen i en klinisk tidløshed.
Vokalt byder La Monnaie som sædvanlig på en førsteklasses oplevelse. I titelrollen imponerer Joshua Stewart med vokalt overskud og scenisk udstråling som en konge, der både er ædel og knust – og gradvist glider mod vanvid.
Elettra (Kathryn Lewek) er forelsket i den dødsmærkede Idamante og forvandlet til en slags fetichist i en af operaens mere skandaleparate scener, hvor hun onanerer med Idamantes sko til egen højlydt fornøjelse og salens måben. Hendes slutarie, fremført med lynende energi, vækker for alvor publikums begejstring.
I orkestergraven forløser Enrico Onofri Mozarts partitur på smukkeste vis — ikke mindst i forestillingens pragtfulde korsekvenser.
Foto: Simon Van Rompay
Alt i alt er det en fængslende, men til tider også diskutabel iscenesættelse, der tager turen gennem værkets psykologiske afgrunde med de dramatiske fordele og ulemper, det indebærer.
Idomeneo fra 1781 er måske ikke det mest forfriskende værk i sig selv — og jeg synes faktisk, det er på sin plads at give det et skud vitaminer og tage en kunstnerisk risiko, der udfordrer traditionerne og konsoliderer huset i toppen af Europas operahierarki.
Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se til La Monnaie i Bruxelles, der endnu en gang viser sig at være en rejse værd.
