MANON LESCAUT • OPÉRA DE LYON

★★★★☆☆

ANMELDELSE MANON LESCAUT: FLOT OMDISKUTERET FESTIVALÅBNER I LYON

Operafestivalen 2026 i Lyon åbnede med en særdeles smuk – men også omdiskuteret – iscenesættelse af Puccinis Manon Lescaut, et af komponistens tidlige værker. Det var operaen, der gav Puccini sit gennembrud, og som ofte betragtes som broen mellem Verdi-æraen og Puccinis egen dominans. Det Sku’ Du Se kvitterer med fire stjerner – læs her hvorfor.

Musikalsk er værket fyldt med de karakteristiske Puccini‑elementer: store følelser, klare melodilinjer og et fyldigt orkester, der senere gjorde ham til en af genrens mest elskede operakomponister med værker som La Bohème, Tosca og Madama Butterfly.

Den italienske instruktør Emma Dantes opsætning imponerer på mange måder – især med sit overdådige, fleretagers scenedesign, dynamisk belyst og placeret i et nutidigt visuelt univers. Dekorationens facade fungerer på skift som landevejskro, liebhaverpalæ og kvindefængsel, før den til sidst opløses i en poetisk slutscene, hvor scenen forvandles til en himmelseng, hvor Manon og hendes tilbeder stiger til vejrs mod deres fælles endeligt

Finalens stærke scenebillede, kombineret med kostumer i kraftige farver og symbolmættede indslag med spejle, spøgelser og commedia dell’arte‑figurer, virker både poetisk og æstetisk overbevisende. Det undrer mig derfor en smule, at enkelte kritikere mener, Dante lader forestillingen drukne i et overflødighedshorn af visuelle idéer, der kun sporadisk understøtter fortællingen. Forestillingens visuelle impact lader sig absolut ikke fornægte.

Jeg er til gengæld – modsat flere andre – lidt mindre imponeret af den musikalske kvalitet hos orkester og solister, som især i operaens første del fremstår overraskende uengagerede og ikke helt formår at folde figurernes psykologi ud. Måske skyldtes det premierenerver, for niveauet stiger markant efter pausen, hvor Manon er smidt i fængsel efter at være blevet afsløret i flugten fra sin sugardaddy Geronte – sammen med unge fyrige Des Grieux og alle smykkerne.

En overtrædelse af tidens moral, der let tegner et billede af hende som en skruppelløs bitch og følelseskold opportunist, selvom det egentlige portræt selvfølgelig er langt mere nuanceret.

For Manon Lescaut er fortællingen om en kvinde, der både er skøn og farlig – en kvinde, som insisterer på at leve livet på sine egne præmisser, ikke på dem andre forsøger at påtvinge hende.

Chiara Isotton leverer en kraftfuld og teknisk sikker Manon med en varm klang, og i de sidste akter fylder hun salen med vokal styrke, lyrisk sårbarhed og intensitet. Lad så være, at orkesteret ikke helt ramte samme niveau som i festivalens succes med Billy Budd. En virkelig stærk produktion, som du også kan læse anmeldt her på DSDS.

Samlet set er denne Manon Lescault en publikumsvenlig, visuelt markant forestilling – en flot og ambitiøs festivalåbning, der scorer fire stjerner hos Det Sku’ Du se.