THE TURN OF THE SCREW • LONDON
★★★★★☆
Foto: Mihaela Bodlovic
ANMELDELSE: THE TURN OF THE SCREW – SKRÆMMENDE OPERA-HALLUCINATION I LONDON
Hovedscenen på Royal Opera House i London byder på storslåede opsætninger i pomp, pragt og rød velour. Men hvis man ikke går af vejen for noget mere mørkt og truende, er det mindre Linbury Theatre, der minder om Skuespilhuset i København og ligger dybt under ROHs hovedscene – et spændende valg. Det ledte mig til en uventet spektakulær premiere på en ny opsætning af Benjamin Brittens svært gennemskuelige spøgelsesopera The Turn Of The Screw.
Foto: Mihaela Bodlovic
En ny iscenesættelse skabt af den spændende opera- og filminstruktør Natalie Abrahami og den internationalt estimerede topscenograf Michael Levine, der langsomt forvandler hele scenen til en sø – et mørkt, glitrende vandspejl med rolig overflade, hvorunder noget mørkt – måske bare din egen frygt – synes at bevæge sig.
En teknisk overrumplende infinity pool helt ud til scenekanten, hvor sangerne bevæger sig gennem handlingen som skikkelser i en klaustrofobisk drøm mellem plateauer af sejlende senge, døre og møblementer.
Det hele er pakket ind i sindssygt flot eksekverede videoprojektioner på semitransparente lag af scenetæpper – nogle gange som ren tekstur; andre gange konventionelt slørede, som drømmeagtige flashes fra en feberdrøm. Uhyggelige live-Close ups fra skiftende vinkler blandes med maskelignende dukkeansigter i døde grimasser og sært dekonstrueret musik, der spejler en dobbeltverden, hvor flere af karaktererne optræder i flere dimensioner samtidig. Man føler sig som vidne til noget, der hele tiden glider én af hænde, som en tåge der bliver tykkere, jo mere man forsøger at se klart gennem den.
Foto: Mihaela Bodlovic
Brittens The Turn of the Screw tilbyder ingen forklaringer, men forlanger, at du selv famler efter dem, mens operaen langsomt skruer på sin psykologiske spændeskrue.
En ung guvernante, den fremragende unge britiske sopran Isabelle Peters, ankommer til et landsted for at passe to børn, og snart begynder hun at ane skygger, hviskende stemmer og glimt af noget, der måske er spøgelser – eller måske bare hendes egen voksende paranoia. Alt, hvad vi ser og hører, balancerer mellem ydre rædsel og indre sammenbrud, og operaen nægter at afsløre, hvad der egentlig er virkeligt.
Foto: Mihaela Bodlovic
13 musikere driver det tolvtone-inspirerede partitur frem som en uro under huden – en langsom, næsten hypnotisk stramning af virkeligheden omkring guvernanten.
Børnene Miles og Flora bevæger sig mellem dukkeagtig artighed og pludselige, uforklarlige raserianfald, som små spejle for den voksnes frygt. Tilsæt plottets to afdøde – hvis de altså er det.
Foto: Mihaela Bodlovic
De tidligere ansatte Mr. Quint og Miss Jessel dukker op som hallucinationer, der virker så virkelige, at man spørger sig selv, om det faktisk er guvernanten, der er stykkets egentlige spøgelse. Quint lukker ballet som korsfæstet på en flåde i den mørke sø i en slutscene, der bidrager yderligere til de skræmmende uforklarligheder.
Første gang jeg oplevede The Turn Of The Screw, fattede jeg ikke en bjælde. Det gør jeg måske stadig ikke – men i dag har mystikken slået en klo i mig. Denne London-opsætning er en femstjernet teateroplevelse, som jeg glæder mig til at sætte yderligere i perspektiv, når jeg om få uger skal opleve den tyske stjerneinstruktør Claus Guths forventeligt helt anderledes produktion og fortolkning af værket på Staatsoper Unter den Linden i Berlin. Stay tuned.
