ROSENKAVALEREN • OPERAEN
★★★★★☆
Foto: Miklos Szabo
ANMELDELSE ROSENKAVALEREN: ELSKET OPERAKLASSIKER RAMMER LIGE I SOLAR PLEXUS
Operachef Elisabeth Linton rammer Richard Strauss’ bittersøde wienerpastiche Rosenkavaleren lige i solar plexus med en opsætning, der både hylder traditionen og løfter klassikeren ind i en nutidig refleksion over alder og identitet
Strauss’ mest elskede opera er en melankolsk kærlighedserklæring til en svunden tid. På overfladen en højtspændt forvekslingskomedie, hvor to unge elskende må igennem et sandt virvar af intriger, før de endelig får hinanden – flankeret af en selvfed, påtrængende baron, der så inderligt fortjener den fælde, der klapper om ham.
Men under løjerne ligger et skarpt, næsten smertefuldt portræt af tidens ubønhørlige gang: Alting har sin tid – og hvor blev ens egen egentlig af. Hele operaen er vævet af kærlighed, der gribes, leves og mistes. En rød tråd, der gløder gennem forestillingen og giver den sit hjerte.
Foto: Miklos Szabo
Allerede i åbningsbilledet viser Linton sin sans for både idé og effekt: En gigantisk reproduktion af Krøyers ikoniske Børsen‑maleri, hvor de fine herrer i høje hatte pludselig træder ud af lærredet og bliver levende. Et visuelt greb, der elegant rammesætter forestillingens leg med tid, stand og identitet – og som sætter tonen for en iscenesættelse med æstetisk overskud og dramatisk klarhed.
Elisabeth Jansson er en sprudlende, ungdommelig Octavian med både glød og bid, mens Gisella Stille giver Marskalinden en imponerende blanding af styrke, sårbarhed og resignation. Man mærker tiden sive gennem hende, og det gør ondt på den helt rigtige måde.
Foto: Miklos Szabo
Den tyske bas Patrick Zielke er et kapitel for sig. Hans Baron Ochs er så brovtende, så selvtilfreds og så præcist ramt, at man næsten – næsten – får medlidenhed med ham, når han i tredje akt bliver udsat for voksenmobning i verdensklasse. Hele akten er et Potemkin‑style set‑up i en spøgelsesagtig palæ‑kælder, der fik mig til at tænke på det falske bookmakerkontor i The Sting. Det er både morsomt, elegant og perfekt timet.
Foto: Miklos Szabo
Clara Cecilie Thomsen og Jens Søndergaard fuldender ensemblet med flotte, sikre præstationer. Og med Marie Jacquot i spidsen for Kapellet får Strauss’ vidunderlige partitur den malende, glødende musikalske behandling, det fortjener.
Rosenkavaleren er et af de mest elskede frugter af samarbejdet mellem Strauss og Hofmannsthal – og denne opsætning viser hvorfor. Her er brusende musik, vidunderlige arier, humor, varme og karaktertegning med både kærlighed og indsigt.
Foto: Miklos Szabo
En stor anbefaling til alle operaelskere. Og et stort tillykke til operachef Linton, der har iscenesat sin egen yndlingsopera med mesterligt overblik og en skarp sans for detaljen. Denne Rosenkavaler fortjener fulde huse.
Fem stjerner fra Det Sku’ Du Se.
