THE TURN OF THE SCREW • STAATSOPER UNTER DEN LINDEN
★★★★☆☆
Foto: Monika Rittershaus
ANMELDELSE THE TURN OF THE SCREW BERLIN: SÆRT AFMYSTIFICERET MARERIDT
Hvor Royal Opera House lod Benjamin Brittens The Turn of the Screw flyde ud i et mørkt, hallucinerende vandspejl af tvivl, paranoia og uro trækker Claus Guths Berlin‑opsætning værket ind i noget der minder ikke så lidt om filmen The Shining (Ondskabens Hotel).
Foto: Monika Rittershaus
Det særlige ved Berlin‑opsætningen er at Guth tidligt afslører seksualitet som stykkets kerne. Drengen knalder søsteren, ikke fremstillet som en sensation, men med en selvfølgelighed der illustrerer noget allerede forskruet.
Det er ikke det konkrete, der dominerer, men fornemmelsen af noget ulovligt, uudtalt og dybt tabubelagt, der ligger under fortællingen og forpester alle relationerne i en forestilling der underspiller det overnaturlige og nærmere søger at aflæse historien indefra.
Foto: Monika Rittershaus
Guths iscenesættelse, oprindeligt skabt i 2014 og nu genoptaget på Staatsoper Unter den Linden, er stramt komponeret og scenisk præcis. De berømte spøgelser materialiserer sig aldrig rigtigt. Peter Quint og Miss Jessel eksisterer primært som stemmer, ekkoer og mentale aftryk.
Foto: Monika Rittershaus
Dermed bliver The Turn of the Screw i Berlin i højere grad et psykologisk kammerspil end en gotisk spøgelseshistorie. Mystikken er ikke væk – men den er lettere afmystificeret.
En effektiv scenografi samler fortællingen i et roterende, labyrintisk husinteriør, hvor døre, korridorer og rum konstant forskyder sig. Referencerne til The Shining er tydelige.
Huset fungerer som et mentalt landskab, der langsomt afsløres og er med til at producere sammenbruddet.
Foto: Monika Rittershaus
Sammenlignet med Michael Levines scenografiske opløsning i London, som jeg lige har anmeldt til topkarakter her på Det Sku’ Du Se hvor scenen bogstaveligt talt forsvandt under vand og lag af visuelle forskydninger, fremstår Berlin‑opsætningen mindre eventyrlig hvilket helt ærligt gør fraværet af tydelig handling noget utilfredsstillende.
Forestillingen bæres i høj grad af Christiane Karg som guvernanten. Hendes sopran er strålende klar, præcis og uden overdrivelser. Hun synger ikke hysteri, men kontrol, på en måde der gør hendes langsomme opløsning ubehagelig. Karg fremstiller en kvinde, der desperat forsøger at navigere i frygt, begær, ansvar – og knækker.
Musikalsk er aftenen konsekvent stærk. Staatskapelle Berlin, dirigeret af Finnegan Downie Dear, spiller Britten med skarp gennemsigtighed og nervøs spænding der hele tiden sitrer under overfladen som en indre spændeskrue.
Spøgelseshistorien fungerer som maskering. De døde ansatte, stemmerne, paranoiaen – gedulgte tegn på en seksualisering der er fortrængt og omformet til mareridt.
Hvor Brittens opera i sin grundform – og særligt i London‑opsætningen – insisterer på, at vi aldrig helt kan afgøre, hvad der er virkeligt, og hvad der i det hele taget foregår, synes Claus Guth at pege mere direkte mod forklaring uden at jeg endnu kan sige at have gennemskuet mysteriet.
The Turn of the Screw i Berlin er en stærk, musikalsk overbevisende, psyko‑seksuel opsætning, der lander på fire stjerner fra Det Sku’ du Se.
