WUNDERKAMMER• BERLIN SCHILLER THEATER

★★★★★☆

Foto: Yan Revazov

ANMELDELSE WUNDERKAMMER BERLIN: MARCOS MORAU BLÆSER PUBLIKUM BAGOVER

Den spanske superkoreograf Marcos Morau er aktuel i Berlin med WUNDERKAMMER – et nyt publikumshit, også for dem der normalt ikke kalder sig danseentusiaster.

Foto: Yan Revazov

En hybrid mellem dans og koncert, en komplet forrygende forestilling, der endnu en gang bekræfter Moraus ry som en moderne kunstner, der mestrer at forene artistisk slagkraft og bred publikumsappel.

Foto: Yan Revazov

Wunderkammer er skabt for Staatsballett Berlin, hvor Morau i øjeblikket er artist in residence. Forestillingen er bygget op i otte tableauer, der fungerer som objekter i et “wunderkammer” – en reference til renæssancens kuriositetskabinetter, hvor mærkværdige og fascinerende genstande blev samlet i ét rum. 

Foto: Yan Revazov

Hvert afsnit står som en visuel og kropslig udstilling, der – i tråd med Moraus sædvane – ikke forklarer sig selv, men inviterer publikum til at sanse og associere.

Morau arbejder ikke klassisk med trin og variationer. WUNDERKAMMER betager med et kollektivt, repetitivt og kantet bevægelsessprog, hvor kroppene ryster, stamper, dirrer og klumper sig sammen i tætte formationer. Scenebillederne og gruppekompositionerne er pakket ind i en sprudlende, vild og næsten hallucinerende scenografi med spektakulære kostumer af tatoverede trikoter, læderbrynjer og perler.

Det hele ledsages af et soundtrack af dunkende elektroniske flader, huggende rytmer og sang – et udtryk, der samler sig som en slags performance koncert med koreografisk motor.

Foto: Yan Revazov

Selv om titlen peger tilbage på renæssancens wunderkamre, er indholdet solidt forankret i klicheen om Weimar-tidens Berlin. Morau har selv fremhævet byens nattekultur, kabareter og nattelivets kropslige fællesskaber som inspirationskilder. Koreografien og iscenesættelsen trækker på referencer til fetish, drag og 1920’ernes androgyne kroppe.

Ensemblet fremstår som en homogen organisme, hvor køn, hierarki og individualitet flyder sammen – en hyldest til nattens frirum, hvor identitet kan prøves af, opløses og genopfindes.

Morau låner fra mode, klubkultur, popæstetik og film i en forestilling, der måske nok imponerer mere live end i erindringen – men som blæser publikum bagover med visuel styrke og scorer fem stjerner fra Det Sku’ Du Se.