Instantly revoke approvals on your crypto wallet securely at Revoke Cash.
Discover secure trading on Whales Market, the peer-to-peer marketplace for crypto points and pre-market tokens.
Encountered the "unknown error bullx withdrawal"? Quickly resolve it at Bullx Neo.
Access deep liquidity and efficient swaps via DLMM at Meteora Solana Pool.

NUREJEW • DEUTSCHE OPER

★★★★★☆

Foto: Carlos Quezada

ANMELDELSE NUREJEW BERLIN: BRAGENDE OVERDÅDIGT BALLETTEATER

Den anerkendte russiske instruktør Kirill Serebrennikov er kendt for sine dristige, ofte politisk ladede operaproduktioner, men talentet bevæger sig gerne på tværs af genrer. Lige nu kan du opleve hans fabelagtige iscenesættelse af NUREJEW i Berlin. Et biografisk gesamtkunstwerk, der kombinerer ballet, opera og skuespil i et forbløffende gennemført, underholdende og spektakulært portræt af ballettens første — og måske største — superstar.

Rudolf Nurejev var ikke blot en gudsbenådet danser, han var også den første egentlige balletstjerne i moderne forstand. Efter sin dramatiske afhopning fra Sovjetunionen i 1961 blev han et globalt fænomen — fri til at danse hvor han ville, for hvem han ville og til vilde honorarer, han selv fastsatte.

Foto: Carlos Quezada

Han undgik faste kontrakter og solgte i stedet sin tilstedeværelse som en sjældenhed: gæsteoptrædener, genopsætninger, instruktion og senere ledelse — alt sammen på højeste internationale niveau. På toppen af karrieren var han blandt verdens bedst betalte scenekunstnere, uanset genre.

Overskuddet omsatte han i en næsten manisk samlermani, som ikke lod Elton John noget efter i ekstravagance. Nurejev ejede boliger i New York, Paris, London, Monte Carlo — og sågar en ø ud for Amalfikysten. Ejendommene var fyldt med 1700-talsmøbler, eksklusive orientalske tekstiler, renæssancemalerier, musikinstrumenter og kostumer; måske som en form for forankring i et vildt jetsetliv.

Foto: Carlos Quezada

Da Nurejev døde i 1993, blev det hele solgt på spektakulære auktioner hos Christie’s i New York og London, der indbragte tocifrede millionbeløb — langt over vurderingerne. Serebrennikov har sammen med koreografen Yuri Possokhov iscenesat den komplet overvældende forestilling med auktionerne som ramme, hvor et liv betragtes baglæns gennem ejendele, der kommer under hammeren i en stribe stort anlagte og drønsikkert effektuerede scener.Hver genstand viser sig selvsagt at være ladet med fortællinger, der langsomt udfolder sider af danserens liv i en serie af blændende flot iscenesatte og koreograferede billeder.

Opvæksten i Sovjetunionen, den ekstreme disciplin og den tidlige stjernestatus kulminerer i det ikoniske øjeblik i Paris i 1961, hvor Nurejev er på turné med Marinskijballetten og indser, at KGB planlægger at stække hans vinger på grund af hans oprørske natur og lidt for mange tætte venskaber med vesterlændinge.

Foto: Carlos Quezada

Efter afhopningen til Vesten bliver Nurejev et kodylt koldkrigs‑PR‑scoop og hurtigt et ikon. Berømmelse, arbejde og begær smelter sammen i et liv uden pauser.

Foto: Carlos Quezada

Hans åbne homoseksuelle liv er et bærende motiv og topper i det hypede photoshoot hos Robert Mapplethorpe i New York. Fotografen kalder ham konsekvent “Rudy”, koster rundt med ham i studiet og skaber en berømt fotoserie, hvor nøgenbillederne af den toptrænede og markant veludstyrede danser sætter fantasien på overarbejde hos både mænd og kvinder. En skøn scene — pikant, fræk og humoristisk løst — udløser vild applaus fra en fyldt sal på Deutsche Oper.

Før Nurejev var den mandlige danser ofte reduceret til en støttefunktion: en stærk partner, der skulle løfte og præsentere den kvindelige ballerina. Nurejev, med sin eksplosive teknik, karismatiske scenenærvær og dramatiske udtryk, gjorde den mandlige danser til en stjerne i sin egen ret. Han skabte en ny standard for teknisk virtuositet og kunstnerisk dybde for mænd i balletten.

Foto: Carlos Quezada

Hans partnerskab med den britiske ballerina Margot Fonteyn er legendarisk og udløste regulær balletfeber i 1960’ernes London.

Foto: Carlos Quezada

Selvom han levede et vildt liv, var hans arbejdsmoral knivskarp. Han var direktør for Paris Opera Ballet fra 1983 til 1989, hvor han revitaliserede kompagniet og promoverede en ny generation af stjernedansere. Han fortsatte med at danse, koreografere og senere instruere, selv efter at hans krop begyndte at svigte.

Han blev diagnosticeret med HIV i 1984, men holdt sin sygdom hemmelig for offentligheden i mange år. På trods af sit svigtende helbred fortsatte han arbejdet. Hans sidste offentlige optræden fandt sted i oktober 1992, hvor han modtog stående ovationer ved premieren på hans opsætning af La Bayadère på Paris Opera. Rudolf Nurejev døde den 6. januar 1993 i Paris, 54 år gammel.

NUREJEW er en blændende blandingsforestilling, der appellerer til et bredt publikum, og som anbefales med fem store stjerner fra Det Sku’ Du Se. En stor teateroplevelse — og i sig selv rigeligt en rejse til Berlin værd.