PELLÉAS OG MÉLISANDE • LA SCALA MILANO
★★★★★☆
Foto: Monika Rittershaus
ANMELDELSE: PELLÉAS OG MÉLISANDE – VISUELT CASTELLUCCI‑BRAG PÅ LA SCALA
Den kontroversielle italienske instruktør Romeo Castellucci balancerer på kanten af det ekskluderende i sin spektakulære, dybt symbolistiske og svært afkodelige iscenesættelse af Debussys i forvejen ret tågede opera Pelléas et Mélisande fra 1902. Men hvilket show!
Uanset hvad man mener om at kunne forstå en teaterforestilling i realtime, må man hylde produktionen for sit fænomenale visuelle impact i Castelluccis debut på La Scala, hvor han forvandler Debussys drømmeopera til et billeddigt af lys, skygge, kroppe og gådefulde tableauer. Alt synes at vibrere mellem det symbolske, det usagte og det urovækkende.
Foto: Monika Rittershaus
Pelléas et Mélisande er i sig selv en kompliceret størrelse: historien om en ung kvinde, der findes i skoven uden hukommelse, uden fortid, uden forklaring. Hun bringes til slottet i Allemonde, hvor hendes tilstedeværelse langsomt opløser alt omkring hende.
Pelléas forelsker sig i hende, hendes ægtemand Golaud bliver besat af jalousi, og tragedien vokser frem som en tåge, der ikke kan standses.
Det er en opera, hvor handlingen næsten ikke bevæger sig, men hvor stemninger, antydninger og understrømme bærer dramaet.
Foto: Monika Rittershaus
Castellucci tager denne drømmeagtige utydelighed og skruer den op til maksimum. Han arbejder med billeder, der ikke forklarer, men forstyrrer. En skov, der ikke er en skov. Et slot, der opløses i hvidt lys. Kroppe, der bevæger sig, som om de er fanget i en anden tidsdimension. Symboler, der glider ind og ud af betydning. Det er en iscenesættelse, man bare må overgive sig til, og som straffer den, der leder efter logik.
For dem, der lader sig rive med, er det en hypnotisk oplevelse. Castellucci skaber ikke scenografi, han skaber et fabulerende, kunstnerisk univers, man går vild i.
Foto: Monika Rittershaus
Musikalsk bæres forestillingen af Debussys glidende harmonier, der her står med en næsten filmisk ambience. Sangernes spil er nedtonet, som om de er figurer i et ritual snarere end karakterer i et drama. Modigt, men ikke tilfredsstillende for alle.
Alligevel fortjener La Scala ros og respekt for denne vovede produktion, for jeg har ved andre lejligheder her i operaverdenens måske fineste venue været vidne til flere ret konservative iscenesættelser, måske designet til at imødekomme et bredt internationalt publikum.
Den internationale modtagelse har været præget af delte meninger. Flere anmeldere har kritiseret forestillingen for at være uforståelig eller for konceptuel, som om Debussys opera ikke i sig selv er en gåde uden klare svar — en gåde, Castellucci blot bygger videre på.
Foto: Monika Rittershaus
Premierepublikummet på Scala var splittet: nogle buhede, andre jublede, men ingen var ligeglade. Sådan er det med Castellucci, Bieito og flere af de store navne, der rokker ved konventionerne.
For mig står forestillingen som en af sæsonens mest visuelt overrumplende oplevelser. En iscenesættelse, der ikke forklarer, men fortryller. Fem stjerner fra Det Sku’ Du Se.
