TURANDOT • PALAU DES ARTS VALENCIA
★★★★★☆
Foto: Miguel Lorenzo-Mikel Ponze
ANMELDELSE TURANDOT: PUCCINI REBOOTED I VALENCIA
Puccini goes Wagner i denne exceptionelt volumenstærke Turandot i Valencias unikke operahus, iscenesat i et dystert, nærmest Hunger Games lignende univers, stort set skrællet for klassisk orientalsk eventyrstaffage i Àlex Ollés markante produktion.
I stedet rejser sig i baggrunden en monumental, matsort konstruktion – en slags Escher‑inspireret trappelabyrint, en grafisk drøm af fem etagers magtarkitektur, hvor massernes bevægelse og kontrol er indbygget i selve rummet. Her holder en håndfuld pansrede politisoldater iført brynjer og slagvåben folket nede med bøllebank og uimodsigelig gestik.
Foto: Miguel Lorenzo-Mikel Ponze
Folket er ikke deltagere, men tavse vidner til ‘systemets’ udskajelser. Den catalanske instruktør Àlex Ollé med baggrund i det markante teraterkompagni La Fura Dels Baus arbejder konsekvent med operaen som totalteater.
Foto: Miguel Lorenzo-Mikel Ponze
Koret optræder ikke blot som baggrund, men som én samlet organisme fanget i scenografiens koncept. Turandot handler i denne læsning ikke først og fremmest om kærlighed eller gåder, men om magt, frygt og undertrykkelse.
Hver gang man oplever Turandot, er det slående, hvor overvældende korets rolle er, og her får det et kodylt trykseksten, der får hårene til at rejse sig. Musikalsk er indtrykket blændende under Sir Mark Elder, der holder et stramt, energisk greb om Puccinis storladne score.
I titelrollen står Ekaterina Semenchuk med en mørk, dramatisk klang, som gør Turandot til lidt mere end en kølig ikonfigur, men ikke helt skaber den menneskelige sprække i facaden, man måske savner.
Foto: Miguel Lorenzo-Mikel Ponze
Gregory Kunde som Calaf er rutineret og sikker, men hans Nessun dorma mangler X-factor- det øjeblik hvor tiden står stille – og bliver et lille antiklimaks i en ellers energimættet aften.
Forestillingen bæres i høj grad af Carolina López Moreno som Liù, der leverer aftenens mest bevægende præstation. Hendes stemme har både varme og skrøbelighed, og hendes sceniske impact bryderdet kolde maskinrum omkring hende. Liù står ikke bare som en birolle, men som værkets egentlige centrum. Hendes ultimative offer – selvmordet frem for at afsløre Calafs sande identitet – får en tyngde, som den traditionelle slutning næsten ikke kan bære.
Derfor vælger Ollé at gå hele vejen: Efter finalekysset hvor Calaf omsider har scoret prinsessen tager Turandot Liùs kniv og skærer halsen over på sig selv. Ingen får Turandot!
Et slutbillede, der opløser enhver rest af romantisk forløsning. Calafs sejr bliver hul, næsten meningsløs, og kærligheden fremstår ikke som befrielse, men som tvang.
Samtidig bindes de to kvindefigurer sammen: Hvor Liù dør af kærlighed, dør Turandot, fordi hun ikke kan leve op til den. Magtens hersker og den magtesløse slave mødes på samme banehalvdel.
Foto: Miguel Lorenzo-Mikel Ponze
Iscenesættelsen effektiv og konsekvent – og så pyt med at den visuelle idé i længden kan føles en smule ensformig trods de storstilede tableauer. Det radikale slutgreb åbner værket på ny. Ikke som eventyr, men som en mørk refleksion over magt, vold og kærlighedens pris.Et modigt reboot af Puccinis sidste værk.
Fem stjerner til en original, stærkt underholdende iscenesættelse tilsat kor og orkester, der leverer med overvældende kraft og gør aftenen til en musikalsk triumf.
