TURANDOT • MÜNCHEN OPERAFESTIVAL

★★★★★★

Foto: Wilfried Hösl

ANMELDELSE TURANDOT MÜNCHEN: VISUELT BOMBARDEMENT AF EXCEPTIONEL KLASSE

Opera som sansebombardement. Opera som et overflødighedshorn af billeder, bevægelse, teknologi og fantasi. Sådan er Bayerische Staatsopers helt og aldeles fænomenale Turandot.

Foto: Wilfried Hösl

Carlus Padrissa og det catalanske teaterkollektiv La Fura dels Baus har skabt en produktion, som føles som noget, der kommer fra fremtiden. Det er opera som totalteater.

På scenen flyver luftakrobater gennem rummet. Skøjteløbere skærer spor hen over isen. Breakdansere, videoprojektioner, gigantiske installationer, reklamepaneler, futuristiske bylandskaber og folkemasser i minutiøst koreograferede formationer smelter sammen til én enorm visuel strøm.

Foto: Wilfried Hösl

Undervejs får publikum ovenikøbet udleveret 3D-briller, så forestillingen i korte sekvenser nærmest sprænger scenekanten og vælter ud i salen. Jeg lover dig: Denne Turandot har det hele.

Hvor nogle kritikere har ment, at La Fura dels Baus går for langt i deres hang til spektakel, har jeg svært ved at følge indvendingen. Tværtimod. Puccinis musik er selv skrevet med maksimal effekt for øje. Store følelser, store kor, store melodier. Han var sin tids musicalkonge. Jeg tror ærlig talt, at Puccini ville have elsket denne hæmningsløse overflod.

Det interessante er at al denne sceniske ekstravagance aldrig knækker værket. Puccinis musik står urokkeligt tilbage. Den vælter sig gennem billederne med vanvittig kraft.

Foto: Wilfried Hösl

Forestillingens mest geniale greb er imidlertid slutningen. I München vælger man at stoppe operaen dér, hvor Puccini selv døde fra arbejdet med partituret. Efter Liùs hjerteskærende død falder tæppet. Ingen Alfano-finale. (Den “officielle” færdiggørelse af værket efter Puccinis død.) Ingen pludselig forløsning. Ingen problematisk kærlighedstransformation. Kun stilhed. Kun tab. Kun mørke.

Den abrupte afslutning giver værket en uventet tyngde. Pludselig bliver Turandot ikke historien om kærlighedens sejr, men om dens pris. Liù bliver operaens sande centrum, og den ufærdige slutning føles paradoksalt nok mere sand end den officielle.

Foto: Wilfried Hösl

Døden tager det sidste stik. Når man forlader Nationaltheatret efter næsten tre timers sansestorm, sidder billederne stadig fast på nethinden: de sammenstyrtede ispaladser, de lysende megabyer, de gigantiske menneskemasser og den isnende prinsesse, fanget i sit eget fængsel af magt og frygt.

Foto: Wilfried Hösl

Denne Turandot er hverken subtil eller beskeden. Jeg anerkender, at puritansk indstillede eksperter og tungsindige operafans kan have en pointe i kritikken af dette ualmindeligt stort opsatte operashow. Men den er ganske enkelt spektakulær ud over alle grænser. Du keder dig ikke et sekund. Gør det noget?

Denne repertoireforestilling er faktisk femten år gammel og blevet en moderne klassiker i München, og alene for dens scenebilleder er den en rejse værd. En af Europas mest overvældende operaoplevelser. Seks stjerner uden tøven.

Foto: Wilfried Hösl

PS. Den opmærksomme læser vil vide, at jeg anmeldte en bragende god Turandot fra Valencia for få uger siden. Også den produktion udspringer af La Fura dels Baus-universet. Men ligheden er faktisk mindre, end man skulle tro.

Begge opsætninger erstatter det traditionelle kejserlige Kina med futuristiske billedverdener domineret af videoprojektioner, enorme scenemaskiner og et formsprog, der ligger tættere på science fiction end på orientalsk eventyr. Begge steder møder vi gigantiske menneskemængder, koreograferede massescener og en næsten filmisk brug af lys og teknologi.

Men hvor Àlex Ollés Valencia-produktion udspiller sig i et mørkt, monumentalt og klaustrofobisk univers af broer, trapper, ramper og labyrintiske stålkonstruktioner, folder Carlus Padrissa i München et langt mere flamboyant billede ud. Her vokser lysende skyskrabere op af scenegulvet, enorme LED-flader blinker som reklamesøjler i Shanghai, og et gigantisk øje, en måneskive og en gong synes konstant at skifte identitet foran publikum. Scenerummet er i konstant bevægelse og forvandling. München-versionen er desuden befolket af luftakrobater, svævende kroppe, skøjteløbere og dansere, som nærmest flyder gennem scenebillederne. Menneskemasserne optræder ikke blot som kor, men som levende arkitektur. Flere billeder virker som gigantiske levende installationer mere end traditionel operaiscenesættelse.

Den afgørende forskel ligger dog i fortællingen.

I Valencia fortælles hele historien frem til Alfanos færdiggjorte finale. Turandots forvandling fra utilnærmelig hersker til menneske er forestillingens mål og mening.

Foto: Wilfried Hösl

I München stopper fortællingen derimod dér, hvor Puccini døde. Liùs offer bliver værkets klimaks, mens Turandots forløsning aldrig indfinder sig. Den iskolde prinsesse står tilbage som en uløst gåde omgivet af sammenstyrtende ispaladser, lysende megabyer og et samfund fanget mellem teknologi og myte.

Hvor Valencia søger at fuldende fortællingen, insisterer München på dens uløste gåde. Det gør de to Turandot-opsætninger til søsterværker – men ikke tvillinger.