MACBETH • MÜNCHEN OPERAFESTIVAL

★★★★☆☆

ANMELDELSE MACBETH MÜNCHEN: ASMIK GRIGORIAN REDDER TRÆT GENOPSÆTNING

Efter tre dage i selskab med bomstærke operaoplevelser lander Verdis Macbeth som et lidt mærkeligt mellemspil på München Operafestival. Ikke dårlig, ikke ligegyldig – men heller ikke i nærheden af den kunstneriske kvalitet, som har kendetegnet de stærkeste produktioner på programmet.

Noget af forklaringen ligger allerede i værket selv. Da Verdi skrev Macbeth i 1847, befandt han sig midt i sine berømte “galejslave-år”, hvor operaerne væltede ud af ham i et hæsblæsende tempo. Macbeth blev revideret i 1865, men står stadig som et overgangsværk mellem den unge Verdis eksplosive melodiske instinkt og den psykologiske dybde, der senere skulle folde sig ud i mesterværker som Rigoletto, Il Trovatore og La Traviata.

Meget peger fremad. Folkelighed og teatral kraft, som Verdi senere skulle forløse overbevisende. Men Macbeth mangler den fremdrift, der gør komponistens største operaer legendariske. Der er passager i Macbeth, hvor det dramatiske maskineri helt enkelt taber fart.

Netop derfor stiller Macbeth enorme krav til en instruktør. Hvis ikke iscenesættelsen tilfører værket den nødvendige spænding og bevægelse, risikerer musikken at stå alene.

Det er præcis den fælde, Martin Kušej falder i.

Hans produktion fra 2014, der fortsat holdes kunstigt i live på Bayerische Staatsoper, fremstår i dag bemærkelsesværdigt idéforladt.

Handlingen er placeret i en scenografi af Martin Zehetgruber, som nærmest insisterer på at være tarvelig. Plastikpresenninger omslutter scenen fra gulv til loft. Forgrunden domineres af et ramponeret telt der er lige ved at skvatte sammen og som tilsyneladende kan rumme lige så mange mennesker, det skal være. Skjult-lem-til-kælder-tricket er så heller ikke mere spændende end dét. Opgøret med romantiserede Shakespeare-billeder, ligner mere et æstetisk blindspor.

Mest frustrerende er det, fordi forestillingen faktisk begynder med et billede af ægte kraft. Et øde, mytisk skotsk højland dækket af hvide kranier så langt øjet rækker. Kragerne vender og skriger. Macbeth bevæger sig gennem dødens landskab direkte mod publikum. Et af den slags billeder, der får forventningerne til at stige.

Men den visuelle fest stopper næsten øjeblikkeligt.

Herefter synker forestillingen ned i et udtryk så ensformigt, at Verdis dramatiske musik mister tyngde.Den psykologiske spænding mellem Macbeth og Lady Macbeth reduceres til noget sært stillestående. Momentum bliver aftenens helt store mangelvare.

Sammenligningen med festivalens øvrige produktioner bliver ubarmhjertig.

Hvor Tobias Kratzers Valkyrien havde nerve og modige takes virker Kušejs univers discountet. Hvor Claus Guth i verdenspremieren på Of One Blood skabte et intelligent scenisk univers, der konstant arbejdede sammen med musikken, opstår der her et tomrum mellem scene og partitur. Og hvor La Fura dels Baus i deres monumentale Turandot lod rum, teknologi og musik eksplodere i et totalteater af næsten overvældende dimensioner, fremstår Macbeth som en bleg parentes.

At aftenen alligevel aldrig kollapser helt, skyldes én person.

Asmik Grigorian.

Som Lady Macbeth leverer hun en præstation, der alene gør forestillingen seværdig. Med sit blændende vokale overskud og sin totale dramatiske tilstedeværelse transformerer hun rollen fra operaskurk til et foruroligende studie i magtbegær, skyld og psykisk opløsning.

Grigorians stemme har den råhed, mørke glød og ubekvemme skønhed, som Verdi selv efterlyste til rollen. Hun bærer ikke bare scenerne – hun overtager dem. Hendes søvngængerscene bliver aftenens ubestridte højdepunkt, et intenst psykologisk portræt, hvor hver frase synes gennemlyst af voksende desperation. Publikum kvitterer med applaus efter stort set hver eneste af hendes arier. Hun er i sig selv forestillingens dramatiske vægt.

Men selv ikke Grigorian kan i længden bære en produktion, der savner energi og fornyelse.

Det rejser samtidig det oplagte spørgsmål om, hvorfor netop denne Macbeth fortsat figurerer på repertoiret tolv år efter premieren. Svaret synes enkelt: Fordi huset igen og igen har kunnet besætte den med stjerner. Tidligere Anna Netrebko. Nu Asmik Grigorian. Når verdenseliten står på scenen, kan meget overleve længere end fortjent.

Macbeth ender som en skuffelse. Ikke fordi Verdis værk mangler kvaliteter. Ikke fordi sangerne svigter. Men fordi iscenesættelsen aldrig finder den nerve, der skal løfte dette ujævne overgangsværk op på det niveau, som omgivelserne kræver.

Så vi lander på fire stjerner.

Den fjerde tilhører Asmik Grigorian alene.