DIE FRAU OHNE SCHATTEN • AIX-EN-PROVENCE FESTIVAL
★★★★★★
Foto: Monika Rittershaus
ANMELDELSE DIE FRAU OHNE SCHATTEN: STRAUSS I SÆRKLASSE. KOSKY TRIUMFERER I AIX.
Det syder i Aix-en-Provence. Operainstruktøren Barrie Kosky og stjernedirigenten Klaus Mäkelä har kastet sig over Richard Strauss’ gådefulde mesterværk Die Frau ohne Schatten. Resultatet er en forestilling, der måske ikke gør plottet lettere at forstå, men rammer publikum som ren operamagi.
Kosky bidrager ikke ligefrem til opklaringen af den besynderlige historie, som Strauss og Hugo von Hofmannsthal skabte i 1919. Men det gør heller ikke så meget. For mesterinstruktøren lykkes med noget langt vigtigere: At gøre denne mystiske fantasiopera til en betagende kunstnerisk udforskning af kærlighedens veje og vildveje.
Foto: Monika Rittershaus
Die Frau ohne Schatten har altid været en udfordring. Hofmannsthal ønskede angiveligt at skabe en pendant til den mystiske dobbeltverden i Mozarts Tryllefløjten, og tematikken kredser omkring fertilitet, identitet og menneskelig forvandling. Den skyggeløse kvinde er i værkets logik en kvinde, der endnu ikke har sat spor i verden gennem moderskab.
Foto: Monika Rittershaus
Jeg har set operaen fire-fem gange, og dens inderste idé står stadig ikke lysende klart for mig. Her i Aix er mystikken intakt. Kosky forsøger ikke at presse værket ind i en entydig fortolkning. I stedet omsætter han operaens drømmeunivers til en række sceniske visioner, der fascinerer fra først til sidst.
Foto: Monika Rittershaus
Det, der gør Barrie Kosky til noget ganske særligt, er hans unikke sans for variation. Hvor andre instruktører – også de største – ofte finder ét stærkt scenebillede og bliver hængende i det, er Kosky konstant på vej videre.
Scenebillederne skifter med perfekt timing. Ikke lidt, men totalt. Fra kaotiske mørkeuniverser til næsten klinisk hvide rum, som var man spærret inde i et gigantisk Apple-showroom. Hvert nyt billede åbner en ny dimension af værket.
Foto: Monika Rittershaus
Særligt imponerende er Baraks bolig, der fremstår som tre små lejligheder stablet oven på hinanden i et forrygende kaos af tekstiler, reb, kemikaliedunke og alskens skrammel. Den tårnhøje konstruktion dækkes undertiden af et enormt hylster, som mindede mig om en varmehætte trukket ned over en Bodum-kaffekande.
Andre gange hæves hele bygningen dramatisk op og forsvinder under loftet – hvordan det så lader sig gøre med de dimensioner – eller svæver blot to faretruende meter over scenegulvet, mens nye tableauer udspiller sig direkte nedenunder. Effekten er teatralsk med et indlysende element af suspense, der får dig til at sidde ude på kanten af stolen. Argh, hvad nu, hvis…
Foto: Monika Rittershaus
Visuelt er forestillingen ganske enkelt et overflødighedshorn. Et af de mest vidunderlige billeder opstår, da ti hovedløse dansere indtager scenen i sorte balkjoler drysset med sølvglimt. De optræder som groteske fristelser i forsøget på at overtale Baraks hustru til at sælge sin skygge. Senere vender de tilbage – nu bevæbnet med køkkenknive og med et udtryk hentet direkte fra en horrorfilm.
Foto: Monika Rittershaus
Aftenens mest uforglemmelige optrin er et gigantisk hoved, der først ligger livløst på scenen, men siden rejser sig og vandrer rundt på seks ben. Som om det ikke var nok, springer en figur senere ud af hovedet, hvorefter sølvpailletter og knive vælter ud gennem øjne og mund i et eksplosivt scenisk klimaks. Det er billeder, man ganske enkelt ikke oplever ret mange steder i operaverdenen.
Hvis Kosky triumferer visuelt, gør Klaus Mäkelä det musikalsk.
Den unge stjernedirigent debuterer på festivalen med et brag. Under hans ledelse spilles Orchestre de Paris Strauss’ enorme partitur med glød, farver, transparens og dramatisk nerve. Jeg har ikke hørt denne musik spillet bedre – heller ikke i Berlin.
Foto: Monika Rittershaus
Sangerbesætningen er tilsvarende imponerende. Michael Spyres leverer en strålende Kejser med både kraft og elegance. Nina Stemme viser endnu engang, hvorfor hun hører til blandt sin generations største operasangere, og giver Ammen monumental autoritet. Brian Mulligan skaber forestillingens varmeste og mest menneskelige portræt som den jordbundne farver Barak.
Foto: Monika Rittershaus
Seks stjerner til Barrie Kosky og Aix Festival. Ikke fordi forestillingen endelig får os til at forstå alt det, der foregår i Strauss’ og Hofmannsthals gådefulde fantasiverden. Det gør den ikke.
Men fordi den minder os om, at opera ikke nødvendigvis skal forklares for at virke. Nogle gange er det nok, at den fortryller, fascinerer og bevæger.
