REQUIEM • FESTIVAL D’AIX-EN-PROVENCE
★★★☆☆☆
Foto: Monika Rittershaus
ANMELDELSE REQUIEM: LEVENDE BEGRAVET i AIX-EN-PROVENCE
Der findes forestillinger, hvor man efter fem minutter spørger sig selv om man er i hænderne på et svært afkodeligt geni – eller om man bare er gået galt byen. Romeo Castelluccis sceniske version af Mozarts Requiem på Festival d’Aix-en-Provence er en af dem.
På en ellers tom scene står en stramt redt seng i et anonymt intet. En ældre kvinde træder ind, kaster et blik mod et fjernsyn, lægger sig under lagnet og stirrer op i mørket. Langsomt samler en gruppe mennesker sig omkring hende. Og på en måde, jeg stadig ikke har kunnet gennemskue, forsvinder hun simpelthen.
Foto: Monika Rittershaus
Da Mozarts første toner lyder, er sengen tom. Et menneske er blevet taget bort. Enkelt. Smukt. Urovækkende. Og desværre en del bedre end noget af det, der følger.
Castellucci er blandt europæisk scenekunsts mest markante billedskabere. Hans produktioner fungerer sjældent som traditionelle fortællinger, men snarere som ritualer eller levende installationer, hvor billeder og stemninger erstatter dramatisk handling. I Requiem løfter han Mozarts dødsmesse op på et næsten kosmisk niveau. Det handler ikke blot om et menneskes død, men om alt det, der forsvinder: civilisationer, religioner, arter, monumenter, kulturer og sprog.
Foto: Monika Rittershaus
Produktionen har siden premieren i Aix i 2019 opnået nærmest kultstatus. Beundrerne beskriver den som et requiem over hele menneskeheden snarere end over det enkelte individ. Kan forestillingen leve op til en så højspændt præmis? Kun delvist.
Foto: Monika Rittershaus
Efter den stærke åbning begynder forestillingen at drive. Scenen fyldes igen og igen af grupper, der bevæger sig rundt i hånd-i-hånd-kæder og rundkredse. En slags universel folkedans – en fejring af livet midt i døden. En “ode til livet” snarere end en sørgemesse. Set fra salen ligner det dog mest en audition til et amatørensemble. Mere højskoledans end eksistentielt ritual.
Foto: Monika Rittershaus
Selv blandt forestillingens tilhængere har netop disse sekvenser delt vandene. For mig bliver koreografien forestillingens svageste led. Den mangler præcision, overraskelse og nødvendighed. Der danses meget, men ikke særligt interessant. Til gengæld opstår der med mellemrum billeder, som minder én om, hvorfor Castellucci fortsat har sin status.
Foto: Monika Rittershaus
Især scenen, hvor en dreng på omkring ti år kommer ind og dribler rundt med et kranium som fodbold. Kort efter synger han alene i sommernatten med den skrøbelighed og uskyld, som kun en barnestemme besidder. Liv og død mødes i ét enkelt billede. Her rammer forestillingen pludselig noget, der kan mærkes.
Mindre overbevisende bliver det, når bagvæggen fyldes med stadig længere tekstprojektioner. Navne på forsvundne arter, civilisationer, monumenter, kulturer og hellige steder ruller forbi som et atlas over udryddelser.
Intentionen er åbenlys: Alt forsvinder. Men jo længere listen bliver, desto mere fortyndes betydningen.
Foto: Monika Rittershaus
Et bilvrag dukker op. Mennesker træder ind en efter en og fryser fast i positurer foran den smadrede bil som trafikofre i dødsøjeblikket. Der plantes træer. Der graves jord, males, bygges, ødelægges, begraves. Der opstår efterhånden så mange symboler, at forestillingen virker mindre som én tanke og mere som en samling spredte associationer. Skeptiske premiereanmeldere har oplevet værket som tungt og overbelastet af konceptuel symbolik.
Foto: Monika Rittershaus
Men så sker der noget. Uden varsel begynder scenegulvet at rejse sig i en skrå vinkel ud mod stolerækkerne i det ikoniske udendørs Théâtre de l’Archevêché i hjertet af ualmindeligt skønne Aix. Jord, ligklæder og træer glider langsomt og uafvendeligt frem mod publikum.
Scenen står efterhånden i næsten 45 graders vinkel. Tyngdekraften overtager. Alt styrter mod afgrunden. Pludselig føles forestillingen fysisk. Ikke som akademisk koncept eller mansplaining af forgængelighed. Men som en særdeles livagtig oplevelse af at blive levende begravet. Det er kort sagt pisseuhyggeligt. Og det er her, forestillingen for første gang siden åbningen igen for alvor får fat. For pokker et chok i slowmotion.
Musikalsk har dirigent Raphaël Pichons og Pygmalion-ensemblet givet produktionen en slags kultstatus hvor Mozarts dødsmesse udvides med gregorianske indslag og andre værker i et elegant, sømløst mix.
Som iscenesættelse efterlader Requiem et blandet indtryk. Jeg anerkender ambitionen, beundrer flere unikke billeder og har allerede glemt lange passager mellem dem.
Resultat: En original, visuelt insisterende produktion med enkelte scener af stor styrke – men også med en ujævnhed, der især i koreografien står i mærkelig kontrast til de kunstneriske ambitioner.
Foto: Monika Rittershaus
Tre stjerner til en forestilling med glimt af høj kvalitet, men uden den sammenhængende åbenbaring dens ry ellers lover.
