HR. BROUČEKS UDFLUGTER • BREGENZ
★★★★☆☆
Foto: Anja Koehler/David Ammann
ANMELDELSE HR. BROUČEKS UDFLUGTER: DEN LILLE OPERA, DER MÅSKE STJÆLER BREGENZ
Leoš Janáčeks Hr. Broučeks Udflugter er en af operagenrens sjældne besynderligheder. En operakomedie fuld af øl, drømme, satire og absurde optrin, som sjældent finder vej til de store scener. I Bregenz fremstår værket som en sjælden perle af originalt musikteater: Festligt, fantasifuldt og komisk, båret af et autentisk historisk og politisk fundament.
Titelfiguren Hr. Brouček bevæger sig med en vis promille fra lænestolen hjemme i Prag hele vejen til Månen og siden tilbage igen. Rejsen er både konkret og symbolsk og udført med skøn teatermagi, når Broučeks hus letter mod Månen og snurrer rundt i scenerummet undervejs, så han må gå rundt på husets vægge og loft for ikke at blive centrifugeret omkring.
Virkelighed og fantasi flyder sammen i et univers, hvor det i lange stræk er svært at afgøre, hvad der egentlig foregår.
Foto: Anja Koehler/David Ammann
På Månen møder han, så vidt man kan forstå, nye versioner af mennesker fra sin egen omgangskreds. Det er svært at vide, da beboerne deroppe er indkapslet i semitransparente stofkasser på størrelse med brusekabiner eller køle-fryseskabe, med hul forneden så de kan gå frit rundt. Det er rent ud sagt et vanvittigt syn at se 25 kasser i smukke pang- og pastelfarver traske rundt efter hinanden, hoppe, vippe, ramle sammen eller ryste over det hele, når Brouček bliver sur.
Meningen synes absolut slingrende. Det er på mange måder symptomatisk for værket selv. Janáček arbejdede på operaen gennem næsten et årti, og undervejs blev den trukket i mange retninger af forskellige librettister.
Foto: Anja Koehler/David Ammann
Resultatet er ofte blevet beskrevet som ujævnt og vanskeligt at samle til en klar helhed. Man kan læse operaens usikre gang og tågede plot som et spejl af dens alkoholiserede hovedperson.
Det handler dybest set om et menneske, der helst vil sidde hjemme med sin øl og ignorere verdens problemer. Brouček bliver et portræt af det moderne komfortmenneske: passivt, selvoptaget og helst fri for ansvar. Dertil kommer en hyldest til tjekkisk identitet, som man skal være skarp i tjekkisk historie omkring år 1420 for helt at forstå. Det var her, pragerne nedkæmpede en stor korsfarerhær og sikrede deres frihed.
Forestillingens visuelle univers er gennemført herligt. Scenografien er grafisk og fantasifuld med referencer til tjekkisk animationskunst og tegneserieæstetik, som giver opsætningen en underholdende lethed.
Foto: Anja Koehler/David Ammann
Musikalsk befinder første akt sig langt fra den Janáček-verden, de fleste kender fra Jenůfa, Katja Kabanova eller Den fiffige lille ræv. De store følelsesmættede klangflader træder i baggrunden for en mere fragmenteret, cirkusagtig musikalsk logik, som understøtter forestillingens legende karakter. Men fjollerierne får en brat ende.
Hvor første del bevidst driver rundt i drømme, absurditeter og satiriske indfald, får anden del pludselig en dramatisk motor. Broučeks møde med det belejrede Prag i 1420 giver handlingen et historisk alvorspunkt, som den månebaserede fantasi bevidst undviger. Nu gælder det mennesker, der kæmper for noget større end deres egen komfort. Brouček er ikke længere blot en komisk drukkenbolt, men et menneske hvis egoisme og bekvemmelighed bliver sat på prøve. Det giver konflikten vægt og gør samtidig at Janáčeks musik får mere følelsesmæssig resonans. Pludselig handler forestillingen ikke bare om mærkværdige oplevelser, men om mod, fællesskab og ansvar.
Scenegulvet hæver sig gennem Broučeks hus og efterlader ham i kælderen under huset i år 1420. Nu bliver historien mørkere, og musikken antager de farvemættede og emotionelt intense former, man normalt forbinder med Janáček.
Foto: Anja Koehler/David Ammann
Kun med nød og næppe overlever Brouček kampene mod invasionshæren, der udspiller sig i kælderen. Hele castet er iført middelalderlige kostumer i en syret iscenesættelse, hvor et gigantisk skråtstillet spejl, der fylder hele baggrunden, får publikum til at iagttage løjerne både lige forfra og skråt oppefra. Der er således dobbelt så meget af det hele, da Brouček ender med at blive proppet i en øltønde og sendt retur til nutiden.
Og kan man så få lidt fred, synes han at sige, da han hjemme i lænestolen hæver sit ølkrus mod publikum.
Den progressive amerikanske instruktør Yuval Sharons iscenesættelse har fået international presse til at samle sig om forestillingen som en af årets kunstneriske succeser i Bregenz.
Hr. Broučeks Udflugter er på papiret den lille opera i årets Bregenz-program, som naturligvis domineres af megaopsætningen af La Traviata på søscenen. Hos flere kritikere beskrives Brouček som festivalens egentlige kunstneriske triumf.
Foto: Anja Koehler/David Ammann
Så langt vil jeg ikke gå. Første del bliver indimellem så optaget af sine egne påfund, at værket mister noget af sit greb om publikum. Men anden del samler trådene og forvandler en kuriøs operakomedie til et vedkommende stykke musikteater.
Forestillingen er fuld af opfindsom scenemagi, billedstærke idéer og periodevis betagende Janáček-musik. Ikke nødvendigvis festivalens bedste forestilling, men måske den mest overraskende.Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.
