LA TRAVIATA • BREGENZ
★★★★★☆
Foto: Anja Koehler
ANMELDELSE LA TRAVIATA BREGENZ: GIGANTISK OPERA SHOW MED VILD VISUEL SLAGKRAFT
Damiano Michieletto er kendt for sine publikumsvenlige og visuelt slagkraftige fortolkninger af operaens største titler. Hans nye La Traviata på Bregenz’ berømte søscene er et udstyrsstykke af de helt store. En produktion, der imponerer voldsomt, men som også rejser spørgsmålet om, hvor meget et intimt psykologisk drama egentlig kan tåle at blive blæst op.
Verdis klassiker om den syge luksusprostituerede Violetta udspiller sig i en scenografi af næsten absurd størrelse. På bredden af Bodensee rejser et 28 meter højt spejl sig over vandet, knust i 86 bevægelige fragmenter, badet i videoprojektioner, lysdesign og special effects. Omkring hundrede medvirkende befolker Paolo Fantins spektakulære spejlunivers foran de stadionlignende tribuner, hvor op mod 7.000 tilskuere hver aften samles.
Foto: Anja Koehler
Det er på alle måder en megaproduktion. Nærmere et show end en traditionel operaforestilling, vil nogle mene. Men gør det egentlig så meget? Forestillingen spiller omkring 30 aftener hen over sommeren og har været udsolgt siden påske (185.000 billetter). Publikum strømmer til, og det forstår man godt.
Til tonerne af Verdis sørgmodige ouverture vakler Violetta ind på scenen i en hysterisk guldpailletbesat festkjole. Hun stirrer ind i et spejl, der nærmest synes at vise hende hendes egen tragiske fremtid. Kort efter ryger spejlet i søen, og festen kan begynde.
Foto: Anja Koehler
Det ikoniske “Brindisi” ensemblenummer kickstarter et gigantisk poolparty, hvor et enormt cast indtager scenen i ekstravagante Gatsby-inspirerede kostumer, glitrende bademode og art deco-glamour fra de brølende 1920’ere. Det er svært ikke at overgive sig.
Michieletto skaber en af de forestillinger, som ganske enkelt ikke ligner noget andet i operaverdenen. Springvand skyder vandmasser i vejret som champagnefontæner, mennesker kravler rundt på spejlfragmenterne, og hele søscenen forvandles til én stor dekadent drømmeverden.
Den visuelle oplevelse er ganske enkelt i top.
Omvendt kan man godt diskutere, om La Traviata er det oplagte værk til Bregenz-formatet. Verdis opera er i sin kerne et intenst kammerspil om forelskelse, sygdom og social udstødelse. Når kun Violetta, Alfredo og Germont er på scenen, kan den gigantiske dekoration til tider virke mærkeligt tom. Som om Bregenz-maskineriet konstant længes efter næste store effekt.
Forestillingens mest vellykkede greb er faktisk, at Michieletto flere steder forsøger at gå imod festivalens traditionelle hang til nonstop spektakel. Han søger ind mod figurerne og relationerne. Problemet er blot, at den enorme scene sjældent helt giver ham arbejdsro.
Foto: Anja Koehler
Til gengæld kommer der for alvor fut i sagerne i anden akt, hvor den sædvanlige selskabsscene er forvandlet til en dekadent, cirkusagtig jazzklub. Her vælter det frem med fjerboaer, dansere, varietékunstnere og illusionister.
Højdepunktet er en Houdini-inspireret tryllekunstner, der lænker en kvinde inde i en gigantisk rød kuffert og kaster hende i søen foran publikums øjne. (Spoiler: Hun overlever). Det er præcis den slags vanvittige indfald, som gør Bregenz til noget særligt.
Helhedsindtrykket er spektakulært som bare pokker. Til gengæld kniber det indimellem med indlevelsen i karakterernes psykologi. Det er prisen for en forestilling, der i så høj grad lever af sine enorme scenebilleder, sine koreograferede massescener og kostumer, som også skal fungere for publikum på de allerbagerste rækker.
Foto: Anja Koehler
Når alt kommer til alt, er det svært ikke at lade sig charmere. Fem stjerner fra Det Sku’ Du Se til årets Bregenz-produktion, som også spiller i 2027.
På trods af enkelte elitært funderede indvendinger er dette præcis den type storslåede kulturoplevelse, der gør rejsen værd for et bredt publikum. En opera, et show og et sommer-eventyr i én og samme pakke.
