DEN FLYVENDE HOLLÆNDER • BAYREUTH
★★★★☆☆
Foto: Enrico Nawrath
ANMELDELSE: DEN FLYVENDE HOLLÆNDER SOM TRAUMATISERET FORSTADS HÆVNER I BAYREUTH
Bayreuth-publikumet er et tålmodigt folkefærd. De står på venteliste i årevis, betaler en mindre formue for billetterne og møder op med en nærmest religiøs respekt for Wagner – denne aften til Den flyvende hollænder. Blot for at måtte erkende at spøgelsesskibet er aflyst, romantikken er skrottet, kærligheden pensioneret og eventyret sendt på lossepladsen.
Handlingen er godt nok twistet men musikken er den samme, så teknisk set er ingen blevet snydt. Eller hvad? Netop dét er den store diskussion i Dmitri Tcherniakovs stærkt omtalte Bayreuth-opsætning af Den Flyvende Hollænder.
Hvor meget af Hollænderen kan man egentlig skrabe væk, før der ikke længere er en Hollænder tilbage? Wagners opera er født af romantikkens fascination af havet, myten, skæbnen og den frelsende kærlighed. Hos Tcherniakov er næsten alle disse elementer fjernet.
Foto: Enrico Nawrath
Picture this: I et flashback ser vi hollænderen som lille dreng sammen med sin mor. Hun har et hedt forhold til Daland, som knalder hende entusiastisk i en sidegade men efterfølgende afviser hende og får vendt lokalsamfundet imod hende. Misbrugt, udskammet og forladt tager moderen sit eget liv ved at hænge sig fra en bygning midt i byen, mens den lille dreng ser til.
Samtidig ruller Wagners stormfulde ouverture ud over Bayreuths berømte orkestergrav med brusende blæsere og bølgende strygere. Fra dét øjeblik er kursen sat.
Det handler ikke længere om en forbandet sømand på jagt efter frelse gennem kærlighed. Det handler om hævn. Om en voksen mand, der vender tilbage for at gøre regnskabet op med Daland og det sammenspiste, småborgerlige lokalsamfund, som efterlod hans mor til undergangen.
Scenografien understreger pointen. Der er ingen dramatiske klipper, ingen piskende bølger og intet spøgelsesskib. I stedet udspiller handlingen sig mellem triste gulstenshuse, grimme termovinduer, en tarvelig bar på torvet og en uskøn udestue. Småbyens huse glider rundt på scenen som brikker i et socialt spil, hvor alle kender alle, og hvor fortidens synder aldrig helt forsvinder.
Det er originalt tænkt men også så radikalt, at man flere gange undervejs spekulerer på, om instruktøren egentlig havde lyst til at sætte Den Flyvende Hollænder op overhovedet. Man behøver ikke være operapuritaner for at undre sig bare en smule.
Publikum har trods alt købt billet til Den Flyvende Hollænder, ikke til Traumatiseret Smaltown Boy Søger Hævn Over Lokalbefolkningen.
Foto: Enrico Nawrath
Naturligvis skal ingen have pengene tilbage. Hvis kunst kun måtte vise det, man forventede, ville Bayreuth stadig ligne Bayreuth i 1876. Og bare fordi man gør brug af sin kunstneriske frihed og forvandler værket til noget fundamentalt andet, kan der vel stadig stå Den Flyvende Hollænder på plakaten. Eller hvad?
Regietheater (instruktørteater) har udviklet sig til en af de få brancher, hvor man kan sælge en flyvemaskine, levere en cykel og bagefter kalde kundens forvirring for manglende åbenhed over for kunstneriske visioner.
Det svarer lidt til at købe billet til Hamlet og opdage, at prinsen er blevet omfortolket til mellemleder i et forsikringsselskab i Herning. Replikkerne er stadig Shakespeare. Men man kan godt begynde at diskutere, hvad det egentlig er, man ser.
Heldigvis er der også musik. Og sikken musik.
Aftenens trumfkort er Asmik Grigorian i nøglerollen som Senta. Det er hende, der i Wagners univers har til opgave at udfri den fortabte hollænder fra hans forbandelse. At det i denne opsætning ikke sker gennem det traditionelle kærlighedsoffer, er så en helt anden historie.
Grigorian er måske operaverdenens største sopranstjerne lige nu. At opleve hende live er ren operaluksus.
Den litauiske sanger besidder et scenisk nærvær, som nærmest kan mærkes fysisk fra det øjeblik, hun træder ind på scenen.
Foto: Enrico Nawrath
Vokalen er på én gang fyldig, legende let og teknisk komplet ubesværet. Selv de mest krævende fraseringer virker naturlige, som om de opstår af sig selv. Samtidig synger hun med en følelsesmæssig spændvidde, der gør karakterens indre liv fuldstændig gennemsigtigt for publikum. Hun former klangen med en præcision, så Sentas psykologi kan læses som en åben bog.
Grigorian er kort sagt en oplevelse af de helt store. Efter denne aften er forventningerne til hendes Carmen ved Salzburg Festival kun blevet endnu større.
Nicholas Brownlee leverer samtidig en overbevisende og mørkt glødende Hollænder, mens Mika Kares tilfører Daland den rette blanding af autoritet og usympatisk selvtilstrækkelighed. Begge præsterer på et niveau, der i mange forestillinger ville være nok til at stjæle opmærksomheden.
Foto: Enrico Nawrath
Mon der findes en slags Messi-effekt i opera? Ligesom nogle af verdens bedste fodboldspillere synes at løfte niveauet hos holdkammeraterne alene ved deres tilstedeværelse, virker det næsten som om Asmik Grigorian gør alle omkring sig bedre. Hun er ikke blot forestillingens største stjerne. Hun får også hele ensemblet til at skinne stærkere.
Ved tæppefald kulminerer Tcherniakovs dystre vision i et inferno af ild og ødelæggelse, hvor hverken kærligheden eller romantikken får sidste ord. Hollænderen bliver skudt midt på torvet efter brandstiftelse og håndgemæng. Bum.
Tilbage står to forskellige oplevelser. Den ene er en musikalsk fremragende aften med et cast af allerhøjeste internationale klasse. Den anden er en drilsk debat om, hvor langt det er ok at strække et værk. Fire stjerner til Hollænderen.
