FRANS AF ASSISI • SALZBURG OPERA FESTIVAL
★★★★★☆
Foto: Monika Rittershaus
ANMELDELSE FRANS AF ASSISI SALZBURG: OPERA SOM MONUMENTAL AVANTGARDE INSTALLATION
Salzburg Festivalen er ikke blevet verdens førende operafestival ved at stryge traditionalisterne med hårene. Tværtimod. Festivalen har gennem årtier dyrket de produktioner, der deler publikum i to lejre: Dem, der går hjem lettere forargede, og dem, der går hjem med følelsen af at have oplevet noget, der ikke kunne ske andre steder. Romeo Castelluccis iscenesættelse af Olivier Messiaens monumentale Saint François d’Assise hører ubetinget til den sidste kategori.
Det er ikke en forestilling, der har mange chancer hos det brede operapublikum. Til gengæld er det en kunstnerisk manifestation af en kaliber, som giver de mest eventyrlystne teatergængere en oplevelse, de sandsynligvis aldrig glemmer.
Foto: Monika Rittershaus
Et af aftenens mest forunderlige højdepunkter indtræffer i tableau nummer seks på Felsenreitschules 100 meter brede scene.
Foto: Monika Rittershaus
Midt på scenen står en gruppe munke i hvide kutter. De er oversprøjtet med blod fra top til tå. Forinden har de i flere minutter stået i ring omkring en stor hvid sten, mens de med undrende miner har vippet på tæerne og langsomt indfarvet deres underben med blå maling. Tidligere har Frans selv lagt sig på maven på scenegulvet med en violin bundet til ryggen og annonceret sin intention om at holde den berømte Prædiken Til Fuglene.
Gennem et vidunderligt lydlandskab af pippende, skræppende, fløjtende og klukkende instrumenter begynder det pludselig at regne med døde fugle fra loftet. Først nogle få. Så hundredvis. Nogle falder som sten. Andre synes næsten at svæve flaksende ned gennem luften indtil scenegulvet er overstrøet med døde fugle.
Flere munke kommer ind bærende på døde svaner, som tilsyneladende har lagt sig til hvile efter at have hørt Frans’ budskab. Kort efter rapporteres det, at fugleflokke er fløjet mod nord, syd, øst og vest for at sprede ordet i korsets retninger.
Bør vi gøre det samme, spørger munkene hinanden. Spørgsmålet hænger i luften, mens musikken glider over i meditativ stilhed.
Det er både absurd, rørende og umuligt at forklare. Præcis som resten af forestillingen.
Foto: Monika Rittershaus
Saint François d’Assise er ikke et portræt af den hellige Frans. Det er snarere et hyperavantgardistisk forsøg på at skildre hans vej mod det guddommelige. Værket betegnes som opera, men ordet dækker kun delvist.
Der er ingen egentlig handling. Intet narrativt maskineri, som skal bringe publikum fra A til B. I stedet består værket af otte tableauer, som fungerer som selvstændige meditationer over tro, natur, lidelse, fællesskab og transcendens.
I andre tableauer vaskes en splitternøgen, radmager, ‘spedalsk’ olding med intim grundighed, unge mænd kronrages med barbermaskiner, brødre ælter dej og kaster med mel før brød bages i industribageovne på scenen og en skøn duft breder sig i tilskuerrummet.
Et lysende kors bliver aldrig helt færdigt, en fremmed, der viser sig at være en engel, dukker op og stiller ubegribelige teologiske sprørgsmål, en ulv, en gås og en fåreflok vandrer på skift rundt blandt sangerne….
Foto: Monika Rittershaus
Messiaens musik veksler mellem eksplosive udbrud af slagtøj, træblæsere, messing og lange, nærmest tidløse passager af svævende strygere. Overalt dukker fuglestemmer op som musikalske byggesten. Den franske komponist var passioneret ornitolog og rejste verden rundt for at nedskrive fuglesang på noder, og det mærkes i næsten hver eneste scene.
Frans af Assisi har absolut ingen ambition om at skynde sig. Med to pauser varer den seks timer og tyve minutter.
Foto: Monika Rittershaus
Forestillingen opleves som et enormt puslespil, hvor brikkerne er kastet op i luften og lander i tilfældig rækkefølge. De samler sig aldrig til et entydigt motiv. Til gengæld opstår der konstant nye billeder, associationer og spørgsmål.
Noget af det mest fascinerende er netop Castelluccis insisteren på, at publikum ikke skal forstå alt. Hos den italienske mesterinstruktør er billederne vigtigere end forklaringerne. Hans iscenesættelse er et gigantisk kunstværk i sig selv.
Scenen fyldes af enorme dekorationer, hundredvis af medvirkende, regnvejr, ild, tåge og jord. På et tidspunkt rejser skikkelser sig som genopstandne zombier op gennem et scenegulv dækket af muld. Andre steder transformeres scenen til noget, der mest af alt ligner en levende installation på et avantgardemuseum.
Castellucci har gennem hele sin karriere arbejdet i grænselandet mellem teater, billedkunst og religiøse ritualer, og her føles det næsten som om operaformen opløses.
Foto: Monika Rittershaus
Man kan indvende, at seks timer og tyve minutter er en urimelig investering for et værk uden klar fortælling. Man kan også mene, at symbolikken nogle steder bliver så indforstået, at den mister kontakten til publikum.
Det er svært at argumentere imod det kunstneriske mod. Salzburg fremstår som præcis det laboratorium for store ideer, festivalen ønsker at være.Med Frans af Assisi har festivalen med 200 procents sikkerhed afdækket den flanke, der kalder på kompromisløse og ukonventionelle produktioner.
Foto: Monika Rittershaus
Kunstnerisk tanket til kant forlader man salen uden helt at vide, hvad man har set, men med en nagende fornemmelse af, at oplevelsen kommer til at rumstere længe efter.
Fem stjerner til en opera, der egentlig befinder sig uden for kategori og mest af alt minder om en enorm kunstinstallation forklædt som musikdramatik.
