RIENZI • BAYREUTH
★★★★☆☆
ANMELDELSE RIENZI: BAYREUTH UDFORDRER NAZISPØGELSET
Rienzi er et af Wagners helt tidlige værker og ofte omtalt som lidt af et kuriosum. En slags ungdomsværk fra den endnu ikke fuldt formede kunstner, der senere skulle skabe Tristan und Isolde, Parsifal og Ringen. Wagner selv ønskede ikke operaen opført i Bayreuth, og i 150 år har den stået uden for festivalens officielle kanon.
Problemet med Wagner og andre store operakomponister som Mozart og Puccini er, at der ikke kommer mere materiale. Til gengæld er efterspørgslen umættelig.
Bayreuth har før eller siden måttet vende blikket mod et af de værker, der ellers har stået i skyggen af mesterværkerne. Rienzi er en kæmpestor opsætning, som på flere måder afdækker kvaliteten i materialet, samtidig med at den forsøger at gøre op med det nazi-spøgelse som i årtier har huseret omkring denne opera i særdeleshed.
Foto: Enrico Nawrath
Hitler fremhævede ved flere lejligheder Rienzi som den kulturelle oplevelse, der formede hans drømme om Det Tredje Rige og hans egen rolle som fører for et genrejst folk. Han fik endda originalpartituret foræret, som nu er bortkommet. Uanset hvor meget myte der senere er lagt på historien, er forbindelsen en besværlig del af værkets image.
Operaen foregår oprindeligt i 1300-tallets Rom, hvor byen domineres af rivaliserende adelsfamilier, der holder befolkningen nede. Ud af kaos træder Rienzi frem som en folkets mand, der udfordrer den etablerede elite og lover en ny storhedstid. Folket samler sig omkring ham, og snart bliver han den ubestridte leder. Adelen slår tilbage, en kærlighedsintrige (nu lesbisk, selvfølgelig) forplumrer sagerne, kirken trækker støtten, Rienzi erklæres fredløs og omkommer i flammerne da folket vender sig mod ham og sætter ild til parlamentet.
Foto: Enrico Nawrath
I bund og grund en tragedie om en karismatisk idealist, der løftes til magten af folket, men styrtes af de samme mennesker, da politiske intriger, krig og religiøs modstand vender stemningen imod ham. Historien bygger løst på den virkelige Cola di Rienzo, som i en kort periode greb magten i Rom.
Parallellerne til Hitlers opstigning er åbenlyse. Efter Første Verdenskrig var det tyske samfund præget af ydmygelse og økonomisk krise. Hitler byggede sin popularitet på løfter om national genrejsning og tilbagevenden til tidligere storhed. På overfladen matcher det unægteligt historien om Rienzi. Det smarte ved Bayreuths nye opsætning er imidlertid, at den gør op med værket som en isoleret Hitler-allegori.
Foto: Enrico Nawrath
Instruktørerne Alexandra Szemerédy og Magdolna Parditka flytter handlingen ind i vor tids medievirkelighed. Her kommer Rienzi til magten gennem nøje koreograferede valgshows, rablende vælger-rallyer, en skov af kameraer, tv-skærme, breaking news, kampagneslogans og spindoktors på overarbejde.
Politikerne er realitystjerner, folket æder showet råt og sandheden drukner gradvist i mediebruset. Det gør forestillingen bredere end en traditionel fortælling om nazismenens fremkomst. I stedet bliver Rienzi til en fortælling om populisme som fænomen.
Foto: Enrico Nawrath
Om hvor let mennesker lader sig rive med af håb, frygt og løfter om en bedre fremtid. Om hvordan karismatiske ledere kan opbygge stjernestatus gennem dygtig iscenesættelse. Og om hvor hurtigt folkemængden kan vende sig mod deres helt igen.
Musikalsk er forestillingen båret af den travle tyske tenor Andreas Schager, som leverer en fænomenal præstation i titelrollen. Flere anmeldere har fremhævet hans indsats som en af produktionens største triumfer.
Foto: Enrico Nawrath
Aftenens egentlige hovedperson er måske festivalens kor. Igen og igen vælter de gigantiske massescener frem over scenen med en kraft, der får salen til at ryste.
Når man først har lagt den smukke ouverture bag sig, er musikken i Rienzi næsten konstant bombastisk med stort B. Her møder du ikke Wagners raffinerede klangpasta af harmoniske spændinger men en ung komponist med speederen i bund og glubsk appetit på store effekter. Rienzi er Wagner, som stadig er ved at opfinde sig selv.
I forestillingens prolog klamrer en helt ung Rienzi sig til en slidt tøjbamse på et børnehjem. Bamsen gør comeback i finalen som symbol på barnet, idealisten eller måske den sidste rest af autencitet i mennesket bag den politiske figur.
Foto: Enrico Nawrath
Da vælgertilslutningen pludselig rammer bunden i en fantastisk parlamentsscene bevæger han sig op ad en monumental trappe mod en gigantisk silhuet-projektion og forsvinder ind i sin egen myte som en marionet, fanget af den rolle og det billede, han selv har skabt.
Et elegant, moderne remake af den originale fortælling, iscenesat i voldsomt store tableauer med fantastiske kor-sekvenser i et heavy powerplay af orkesterledsagelse. Mindst to timer for lang, men sådan er Wagner. Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.
