RING 10010110 • BAYREUTH
★★★☆☆☆
Foto: Enrico Nawrath
ANMELDELSE WAGNERS AI-RING: SPEKTAKULÆR BAYREUTH-FIASKO ER MÅSKE ET KIG IND I FREMTIDEN.
Intentionen er stærk og hamrende modig. Til 150-års jubilæet har Bayreuth Festspillene valgt at genopfinde fortiden og tage et dristigt skridt ind i en teknologi, der meget vel kan blive en del af fremtidens scenekunst. Fiaskoen er total. Og dog.
Festivalen har produceret en komplet udgave af Wagners Ringen i en slags semi-koncertant iscenesættelse, hvor scenografien er overladt til kunstig intelligens. En AI er trænet på materiale fra 150 års Bayreuth-historie, der løbende sammensætter og transformerer billeder under opførelsen.
Foto: Enrico Nawrath
En visuel dimension, der konstant ændrer sig, udvider sig og rekomponerer sig i et mættet flow af visuals i gigantisk format.
Billederne skabes og afvikles i realtid. Det, der sker efter hvert akts startbillede, er ikke fastlagt frame-by-frame på forhånd. Men det er ikke en AI, der frit improviserer hele scenografien uden styring. Outputtet er live-genereret inden for et kontrolleret system. Materialet, modellerne og rammerne er kurateret af det kunstneriske team.
Hold fast i ordet kurateret. Der er nemlig ingen instruktør, der har taget en konceptuel beslutning, som får de farverige, abstrakte sekvenser til at akkumulere mening.
Lidt efter lidt ligner det en amatørudstilling af abstrakt fiduskunst. Masser af visuelt pang, til tider overrumplende smukt, ofte uden dramatisk fæste. Man iagttager forestillingen lettere rundtosset snarere end henført af Wagners drama.
Foto: Enrico Nawrath
Et stjernecast af sangere bevæger sig rundt i kitchede, patchwork-agtige klichéer af traditionelle Wagner-kostumer bag en transparent skærm, der dækker hele scenen. Her drukner Wagner i en visuel flodbølge af dimensioner, jeg aldrig har set magen til i en opera.
Organiske strukturer morfer til impressionistiske landskaber, fantasy-universer afløses af kosmiske visioner. Klippeformationer, stjernetåger, stålkæder, uhyrer, arkitektoniske fantasier, regnbuer og drømmeagtige fortolkninger af magt, angst og dominans vælter frem i et uafbrudt bombardement af billeder.
Det er imponerende, hypnotisk og dybt fascinerende. En oplevelse, der måske havde gjort sig bedre på Biennalen i Venedig. For godt teater bliver det aldrig.
Opera er livekunst, så idéen om, at scenografien også kan være et levende og uforudsigeligt element, er ikke spor tosset. Tværtimod føles tanken både oplagt og fremadskuende. Problemet er, at de spektakulære billeder aldrig for alvor bliver til dramatik.
Foto: Enrico Nawrath
Lige så imponerende mange af visionerne er, lige så lidt lykkes det at skabe et egentligt fortællende greb om materialet. Den associative billedstrøm bliver i længden mere støj end fortælling. Man savner en kunstnerisk vilje, der tør insistere på en bestemt læsning af værket og give publikum noget at spille op imod.Noget at være enig med eller uenig i.
Når ingen rigtigt tager ansvar for fortolkningen, opstår et tomrum. Den tekniske løsning er fabelagtig, men billederne mister i længden retning og betydning.
Foto: Enrico Nawrath
Wagner slår længderekorden og selv de mest vellykkede iscenesættelser kæmper med at holde spændingen gennem fire operaer og næsten tyve timers musikdramatik inkl. pauser. Her kommer den endeløse billedstrøm til at arbejde imod sig selv. Det, der i begyndelsen virker overvældende og fascinerende, begynder at føles tilfældigt.
AI-scenografi er et lækkert buzzword, men i praksis ligger oplevelsen tæt på de gigantiske videoproduktioner, som mange rockbands bruger i deres arena-shows. Billederne illustrerer, understøtter og forstærker følelserne. Men hvorfor skal Bayreuts udgave for resten være live-genereret? For hypets skyld?
Billederne kunne lige så godt være forproduceret i en kreativ proces med eller uden hjælp fra kunstig intelligens. Måske havde det givet anledning til et skarpere snit.
Forestillingen har modtaget nogle af de hårdeste tæsk, jeg længe har set i international operapresse. Jubilæums-Ringen er blevet sablet ned, pryglet, hånet og skandaliseret med en næsten munter begejstring.
Foto: Enrico Nawrath
I The Guardian beskrives produktionen som et tanketomt virvar af billeder, hvor AI-projektionerne fortrænger enhver egentlig dramatisk udvikling. Andre anmeldere har kaldt den et “uendeligt slideshow”, og kritikeren Mark Berry gik skridtet videre og beskrev den som “den værste produktion af noget som helst, jeg nogensinde har set”.
Ved premieren blev produktionsteamet mødt af både buhråb, piften og enddog kasteskyts, blev jeg fortalt af et øjenvidne fra første række. Bayreuth har med denne produktion fået en af de mest kontante kollektive afstraffelser, festivalen har oplevet i mange år.
Måske er det en del af pointen. Bayreuth har altid været stedet, hvor Wagner bliver genopfundet. Historien er fuld af produktioner, der blev latterliggjort ved premieren for siden at blive ophøjet til moderne klassikere.
Musikken? Når rollelisten tæller en totalt overskudsramt Michael Volle som Wotan, Camilla Nylund som Brünnhilde og Klaus Florian Vogt som Siegfried, så flyver vi på første klasse.
Som Kaptajn står dirigent Christian Thielemann, der ved tæppefald modtog en applaus af en styrke, man sjældent oplever, selv i Bayreuth. Jeg har næppe hørt Ringen spillet stærkere, mere præcist, mere elegant eller mere veldisponeret end her.
Med et så stærkt musikalsk fundament er det ekstra modigt af festivalledelsen at bygge en så kontroversiel produktion oven på. Det ville have været langt lettere at lave en traditionel jubilæums-Ring og sende publikum hjem med det, de forventede.
Foto: Enrico Nawrath
Men fremragende mere traditionelle regiteater Ring-cyklusser findes der allerede masser af. Lige nu kan man opleve markante bud i både London (Barrie Kosky), Paris (Calixto Bieto) og München (Tobias Kratzer.
Bayreuth valgte i stedet at eksperimentere.Det lykkedes kun pletvist. Men nok til, at man ikke kan afvise det. Tværtimod sidder jeg med en fornemmelse af, at vi om fem år vil kigge tilbage på denne udskældte produktion som et første skridt. Ikke den, der fandt løsningen, men den, der startede bølgen.
AI er et kraftfuldt kunstnerisk redskab og vil uden tvivl blive en del af operaens fremtid, ligesom projicerede kulisser, video og digitale teknologier for længst har erobret scenen. Men AI er et redskab, der ikke må forveksles med et instruktørkoncept.
Jeg ender på tre stjerner. AI-Ringen er på mange måder skidt, men modet er ægte. Virkelig interessante fejlskud er sjældne.
