CARMEN • SALZBURG OPERA FESTIVAL
★★★☆☆☆
Foto: Virginia Rota
ANMELDELSE CARMEN SALZBURG: ÅRETS SKUFFELSE
Carmen med verdensstjernen Asmik Grigorian i hendes længe ventede titelrolledebut var på forhånd en af de mest hypede forestillinger ved årets Salzburg Festival. Billetterne blev revet væk på rekordtid til rekordpriser. Kombinationen af Grigorian, dirigent Teodor Currentzis og instruktør Gabriela Carrizo fra det belgiske dansekompagni Peeping Tom havde skabt forventninger om en af sommerens helt store operabegivenheder. Resultatet blev årets skuffelse.
Carrizo har ønsket at gøre Bizets opera til en fortælling om maskulin vold, partnerdrab og de mekanismer, der driver Don José til at slå Carmen ihjel.
Instruktøren insisterer på at gøre drabet til et resultat af en systemisk konstruktion af maskulinitet. Mænd er nogle svin, og det er samfundets skyld.
Men forestillingen lykkes aldrig med at omsætte ambitionerne til overbevisende teater. Idéerne synes at være større end eksekveringen, og det hele fremstår mere villet end vellykket.
Det siger næsten sig selv, at enhver form for andalusisk folklore er skrællet væk. Her er ingen postkort fra Sevilla, ingen farverige markedspladser, ingen brusende kjoler og ingen romantiseret tyrefægteræstetik. Fraværet af tradition er helt moderne, men der er ikke kommet noget stærkere i stedet
Foto: Virginia Rota
Inden for de seneste år er det blevet en næsten obligatorisk operakliché at skrælle værkerne ned til deres indre psykologi og befri dem for visuelle festligheder, der kunne risikere at underholde publikum. Denne Carmen er et skoleeksempel på tendensen.
Forestillingen udspiller sig i et goldt, klippelignende landskab af beton og skrå flader. Midt på scenen ligger et lille umotiveret bassin som aldrig rigtig får dramatisk betydning.
Et stramt lysdesign skaber undervejs enkelte stærke billeder, men det er først i finalen, hvor scenen fortoner sig i dybe blodrøde nuancer, at forestillingen rammer noget visuelt virkelig overbevisende.
Foto: Virginia Rota
Som medstifter af Peeping Tom tager Carrizo naturligvis dansen med ind i operaen. En gruppe performere bevæger sig konstant omkring sangerne og fungerer som fysiske manifestationer af karakterernes underbevidsthed, traumer og begær. Kroppene vrider sig, falder sammen og udspiller de følelser, som musikken allerede fortæller os om. Et greb, man ser mange steder i europæisk opera for tiden.
Og som hverken er særligt nyskabende eller særligt afslørende. Tværtimod føles det ofte kunstigt og infantilt insisterende. Som om produktionen ikke stoler på, at Bizet selv har skrevet følelserne ind i partituret.
Forestillingen satser hele butikken på at være original, men føles ikke særligt ny. Carmen er blevet afromantiseret før. Calixto Bieitos legendariske opsætning afmonterede allerede livsglæden i en fortolkning af værket som en brutal fortælling om machokultur, vold og social råddenskab. Hos Carrizo flyttes fokus i stedet ind i karakterernes bevidsthed og underbevidsthed.
Foto: Virginia Rota
Kontrasten findes f.eks i Arena di Verona der godt tør vise, hvorfor Carmen er blevet verdens mest populære opera. Her er de store billeder, massescenerne, farverne, melodierne og oplevelsen. Salzburg synes mere optaget af at diskutere Carmen end at fortælle historien.
Foto: Virginia Rota
Heldigvis er der sangerne. Asmik Grigorian skuffer ikke i titelrollen. Hun besidder præcis den magnetiske scenetilstedeværelse, man forventer af en af sin generations største operastjerner. Hendes Carmen er forførerisk, kompromisløs – og lades i stikken af en fortænkt iscenesættelse.
Jonathan Tetelman leverer en intens Don José. Først i den afsluttende konfrontation mellem de to hovedroller opstår den elektriske spænding, som forestillingen mangler det meste af tiden.
Aftenens måske smukkeste musikalske øjeblik kommer overraskende fra Kristina Mkhitaryan som Micaëla. Hendes store arie i tredje akt synges med en stor varme, kontrol og lyrisk skønhed, der får tiden til at stå stille. Midt i en forestilling, som konstant insisterer på symbolik og psykologiske lag, bliver Micaëlas enkle menneskelighed pludselig aftenens mest rørende drama.
Jeg forlod Festspielhaus oprigtigt ærgerlig. Måske fordi forventningerne var så høje og billetpriserne derefter. Måske fordi ingredienserne til en stor Salzburg-succes faktisk var til stede. Verdensstjerner. Eliteorkester. En af operaens største titler.
Foto: Virginia Rota
Publikum modtog forestillingen med en sølle, desorienteret applaus. Det er tydeligt at man kom for at se én forestilling og fik en helt anden. Tre stjerner. Stærk kandidat til titlen som årets Salzburg-skuffelse.
