COSI FAN TUTTE • SALZBURG OPERA FESTIVAL
★★★★☆☆
Foto: Monika Rittershaus
ANMELDELSE COSI FAN TUTTE SALZBURG: HOT ENSEMBLESPIL I MOZARTS DATINGEKSPERIMENT
At se Mozart i Salzburg er måske ikke det mest avancerede anmeldervalg. Men når Christof Loys roste corona-version af Così fan tutte stadig spiller seks år efter premieren, er der alligevel grund til at følge strømmen til Großes Festspielhaus.
Così fan tutte er den sidste af Mozart og Da Pontes tre fælles operaer sammen med Figaros Bryllup og Don Giovanni. Hvor Figaro ofte fremhæves som den perfekte komedie og Don Giovanni som det store romantiske drama, betragter mange Mozart-kendere Così som den mest musikalsk raffinerede af de tre.
Foto: Monika Rittershaus
I denne del af trilogien synes Mozart mindre optaget af handling end af mennesker. Der er fokus på fristelser og tvivl. Og hvor overraskende let vores ædle principper og moralske kompas kan bringes til at snurre rundt.
Musikken står stadig frisk, selv om historien bærer præg af sine mere end 200 år på bagen. Hurtige klip, dramaturgiske chok og Netflix-tempo var endnu ikke opfundet.
Aftenens opførelse foregår i en ekstremt enkel scenografi domineret af en stor hvid væg med to fløjdøre. Kostumerne er tilsvarende strammet helt ind til sorte kjoler, sorte jakkesæt og hvide skjorter, som folder sig ud mod den næsten klinisk hvide baggrund. Det hele føles lidt som at befinde sig i et eksklusivt showroom for skandinavisk design, hvor intet får lov at distrahere fra personerne og musikken.
Foto: Monika Rittershaus
Historien kender du måske allerede. To mænd beslutter sig for at teste deres kæresters troskab ved forklædt at forsøge at forføre hinandens udkårne, assisteret af den manipulerende Don Alfonso og den snu stuepige Despina.
Hvis plottet lyder som et realityprogram på TV3, er det ikke helt tilfældigt. Così fan tutte var sin samtids skandaleopera længe før nogen opfandt Paradise Hotel, Love Island eller diverse datingeksperimenter på streamingtjenesterne. Ved premieren i 1790 vakte værkets kyniske syn på kærlighed og troskab betydelig forargelse.
Mozart og Da Ponte reducerer i bund og grund kærligheden til et socialt eksperiment, hvor mennesker manipuleres og testes til bristepunktet. Det var provokerende dengang. Måske er det i virkeligheden endnu mere genkendeligt i dag.
Foto: Monika Rittershaus
Christof Loys minimalistiske greb efterlader sangerne uden steder at gemme sig. Til gengæld viser det også styrken ved et ensemble, som arbejder med nærmest kammermusikalsk præcision. Elsa Dreisigs Fiordiligi fungerer som forestillingens følelsesmæssige centrum, men det er især samspillet mellem de seks solister, der løfter aftenen fra flot opførelse til ægte musikteater.
Den internationale presse har hæftet sig ved kombinationen af radikal enkelhed og usædvanligt præcist ensemblespil. Loys insisteren på at tage værkets følelser alvorligt giver historien en relevans, som mange mere moderne fortolkninger forgæves forsøger at tvinge frem.
Musikalsk er aftenen absolut tilfredsstillende. Men efter knap tre timer begynder forestillingen også at betale prisen for sin egen disciplin. Alt er elegant. Alt er præcist. Alt er gennemtænkt. Man begynder at længes efter noget uforudsigeligt.
Problemet er ikke, at Christof Loy siger for meget. Problemet er, at han siger det samme meget, meget smukt i næsten tre timer.
Foto: Monika Rittershaus
Den stringente æstetik er konsekvent gennemført fra første til sidste scene, men mod slutningen bliver den også en smule selvbegrænsende. Hvor Mozart og Da Ponte hele tiden lader følelserne slå revner i fortællingen, forbliver iscenesættelsen bemærkelsesværdigt kontrolleret.
Foto: Monika Rittershaus
Fire stjerner til Christof Loys elegante og musikalsk udsøgte opsætning. Når den er bedst, ridser Mozart/Da Ponte med et djævelsk glimt i parforholdets polerede overflade.
Selv 236 år efter premieren er Così fan tutte et datingeksperiment til eftertanke. Lidt spidst sagt er den også næsten lige så steril som den hvide scenografi, der dominerer scenen.
