TURANDOT • AIDA • ARENA DI VERONA

★★★★☆☆

Foto: Ennevi

ANMELDELSE TURANDOT OG AIDA: I VERONA HAR FOLKET TAGET OPERAEN TILBAGE FRA ELITEN

Operaen i den antikke romerske arena i Verona er næsten mere turistattraktion end egentlig teateroplevelse. Det ændrer ikke ved, at 10-12.000 publikummer aften efter aften får en spektakulær påmindelse om, hvad opera også kan være.

Både Puccinis Turandot og Verdis Aida passer perfekt til arenaens enorme format. Franco Zeffirellis iscenesættelser holder sig ikke tilbage ét sekund. Gyldne kinesiske kæmpepaladser. Pyramidalske egyptiske templer. Hundreder af korsangere, statister og soldater. Dansere strømmer gennem scenebilledet i flagrende silke eller overdådige faraoniske outfits. Pjaltede folkemasser i Peking eller horder af præster og gejstlige i konstant bevægelse i gennemkoreograferet totalteater.

Foto: Ennevi

Alt er stort. Meget stort. Hvor moderne operainstruktører ofte forsøger at skrælle lag af værket, gør Zeffirelli det modsatte. Han lægger flere lag på. Glem “less is more”. “more is more” i Verona.

Foto: Ennevi

Nu afdøde Zeffirelli var både film- og opera-instruktør ved siden af karrieren som politiker med sæde i det italienske senat. Fra filmens verden vil nogle huske ham for Hamlet med Mel Gibson og Glenn Close (1990), Romeo og Julie (1968) og Trold kan tæmmes året efter med Elizabeth Taylor og Richard Burton.

I Turandots tre nøgleroller imponerer især Yusuf Eyvazov som aftenens Calaf. Hans “Nessun dorma” leveres med et voldsomt vokalt overskud. En stemme, der uden større problemer fylder det enorme rum med sin lidt skarpe klang. Publikum kvitterer med aftenens største bifald.

Foto: Ennevi

Liù bliver forestillingens stjerne og følelsesmæssige centrum. Hendes varme og menneskelighed fungerer som modvægt til Turandots isnende distance. Det er også her, Puccinis musik for alvor rammer hjertet. Selvfølgelig, havde man nær sagt, for denne aften blev partiet sunget af den fremragende amerikanske sopran Lisette Oropesa, som er flittig gæst på de store europæiske scener. Et førsteklasses gensyn.

Verona-versionen holder fast i den traditionelle slutning. Hele eventyret køres til ende. Ingen moderne omskrivninger. Ingen ironiske kommentarer. Ingen alternative fortolkninger som i den stærke opsætning i Valencia, hvor Turandot selv endte med at tage sit liv.

Aida følger samme opskrift. Forestillingen hviler i en monumental skønhed med en helt enorm sceneopbygning og et opbud af kostumer, der matcher, hvad selv de mest opulente blockbusterfilm kan diske op med.

Arenaformatet er atter forestillingens største styrke og største svaghed.Det ser fantastisk ud. Det lyder i perioder mindre fantastisk.

Musikalsk energi synes indimellem at forsvinde direkte op i den italienske nattehimmel. Solisterne kæmper heroisk for at sparke vokalen ud gennem den mur af orkester, der er anbragt foran scenen. Arenaen bruger i dag diskrete mikrofoner og lydforstærkning. Det er ikke som i et musical- eller popshow, hvor hver solist bærer en synlig headsetmikrofon. I stedet benyttes et avanceret system af skjulte mikrofoner og højttalere.

Foto: Ennevi

Det siges, at en Verdi-tenor uden problemer kan producere 110-120 dB tæt på kilden. Problemet i Arena di Verona er ikke lydstyrken, men afstanden. Hvis du sidder 150 meter væk, forsvinder detaljer i tekst og klang.

Derfor bruges systemet mere som en akustisk korrektion end som egentlig forstærkning. Arenaens teknikere har beskrevet ambitionen som at “berige” lyden minimalt og bevare den naturlige oplevelse. I perioder svigter volumen og intensitet. Det er et grundvilkår og en indbygget udfordring ved opera i denne skala.

Selv på de dyre pladser sidder man meget langt fra scenen. Alligevel er det svært ikke at lade sig rive med af skalaen og følelsen af at være til stede ved en stor event. Teaterforestilling. Fodboldkamp. Rockshow. Fortsæt selv.

Operaverdenen bruger masser af kræfter på at diskutere genrens relevans. Salzburg og Bayreuth fortolker, aktualiserer og udfordrer. Verona spørger: Hvad nu hvis publikum bare gerne vil begejstres?

Foto: Ennevi

Zeffirellis produktioner af Turandot og Aida er næsten moderne, fordi de ikke forsøger at være moderne. De insisterer på, at opera også må være underholdning, og at folkelighed ikke er det modsatte af kvalitet. Måske er operaens udfordring nogle gange, at den er mistænksom over for det, publikum faktisk elsker.

Fire stjerner til begge produktioner, der hver især fungerer kæmpeflot på deres egne præmisser. Man går ikke nødvendigvis hjem med en dybere forståelse af hverken Puccinis eller Verdis værker. Man går hjem med en oplevelse.

I Verona har folket taget operaen tilbage fra eliten. På godt og ondt