MUSEFÆLDEN • FOLKETEATRET
★★★★☆☆

Foto: Büro Jantzen
ANMELDELSE MUSEFÆLDEN: MORDGÅDEN LEVER I BEDSTE VELGÅENDE
Folketeatret åbner sæsonen med Agatha Christies Musefælden, et stykke der føles som interaktivt teater længe før begrebet blev opfundet. Man kan mærke salen arbejde. Hvem lyver? Hvem virker for mistænkelig? Og hvem er mistænkeligt umistænkelig? Musefælden er velgjort krimiteater omend med støv på fingeraftrykkene.
Sluk for Netflix, læg true crime-podcasten på hylden og slip din indre detektiv løs. Musefælden er en venligt underholdende omgang krimiteater fra en tid, hvor spændingen blev bygget op gennem dialog, karakterer og velplacerede vildspor.
Agatha Christies berømte mordmysterium har spillet uafbrudt i Londons West End siden 1952 og er verdens længst spillende teaterstykke. Mere end 70 år efter premieren samler det stadig publikum omkring en af teaterhistoriens enkleste og mest effektive formler.

Foto: Büro Jantzen
En gruppe mennesker er fanget sammen. Nogen lyver. Nogen skjuler noget. Og iblandt dem gemmer sig en morder. På Folketeatret får den klassiske whodunit en elegant visuel indpakning. Scenografien er holdt i et konsekvent sort-hvidt univers med klare referencer til film noir.
Resultatet er et scenebillede, der næsten ligner en levende kriminalfilm fra 1950’erne, hvor skyggerne er lige så mistænkelige som karaktererne. Det er forestillingens stærkeste greb og giver nyt liv til et stykke, der ellers kunne risikere at fremstå som rent museumsteater.

Foto: Büro Jantzen
Handlingen udspiller sig på pensionatet Monkswell Manor, hvor et voldsomt snevejr afskærer gæsterne fra omverdenen. Efter et mord i London begynder mistanken hurtigt at sprede sig blandt husets beboere, og snart står det klart, at ingen er helt den, de udgiver sig for at være.
Plottet er dog også forestillingens svaghed. Særligt i første akt føles opbygningen unødigt omstændelig, og Christie har aldrig været kendt for at skrive den mest økonomiske dramatik. Ledetråde, sidespor og hemmeligheder serveres i et tempo, der nogle gange virker mindre medrivende.

Foto: Büro Jantzen
Heldigvis bæres forestillingen af et veloplagt ensemble, der formår at give liv til de mange arketypiske figurer. Karaktererne er tydeligt tegnede uden at tippe helt over i karikatur, og castet finder en fin balance mellem humor, uhygge og klassisk britisk excentricitet.
Det mest befriende ved Musefælden er egentlig, hvad den IKKE forsøger at være. Der er ingen moderne aktualiseringer, ingen teknologiske gimmicks og ingen forsøg på at gøre Agatha Christie mere relevant for nutiden, end hun er. Folketeatret har i stedet valgt at stole på håndværket og publikums lyst til at gætte med.

Foto: Büro Jantzen
Selvom mordgåden i dag fremstår som en tidslomme fra en anden teateræra, er der noget charmerende ved et stykke, der insisterer på sin egen form. Musefælden er ikke optaget af at overraske med formatet. Den vil bare fortælle en god historie og invitere publikum med ind i legen.
Lad os samtidig være ærlige: Agatha Christies plots har en tendens til at blive både knudrede og overgjorte. Spændingsmæssigt befinder vi os et sted på hyggekrimi-skalaen, tættere på Barnaby end på moderne thrillerdramatik. Man sidder sjældent yderst på sædet.
Musefælden fungerer som et socialt spil mellem scene og sal. Forestillingens egentlige styrke ligger ikke i chokket, når morderen afsløres, men i de to timer, hvor alle i teatret forsøger at regne den ud før sidemanden.
Mordgåden virker stadig. Skal man være lidt spids, kan man også vælge at betragte Musefælden som en kulturhistorisk kuriositet: Et stykke teaterhistorie, der underholder mere på grund af sin tradition end på grund af sin dramatiske slagkraft. Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.




