WERTHER • DET KGL TEATER
★★★★☆☆
Foto: Camilla Winther
ANMELDELSE WERTHER: ROMANTIKKEN TIL OBDUKTION
Kærlighed, pligt og besættelse kolliderer i det Kgl Teaters importerede opsætning af Werther, hvor Jacob Skov Andersen debuterer i titelrollen overfor suveræne Elisabeth Jansson som den samspilsramte Charlotte. Sangerpræstationerne sikrer publikum en smuk klassisk operaoplevelse i moderne design på Gamle Scene
Goethes følsomme helt er for længst blevet en kulturel kliché men figuren har ikke tabt pusten. Massenets musik og Gürbacas klaustrofobiske iscenesættelse gør at figuren stadig rammer. Hvor mange moderne instruktører flytter operaer ind i supermarkeder, lufthavne eller diktaturer, er Gürbaca mere optaget af karakterernes indre konflikter.
Foto: Camilla Winther
Werther føles gammeldags og moderne på samme tid. Gammeldags fordi den bygger på en romantisk forestilling om den lidende kunstnersjæl.
Moderne fordi Gürbacas opsætning afslører en mere nutidig fortælling: en mand, der er fanget i sit eget følelsesunivers, og som gradvist mister evnen til at se verden uden for sig selv.
Werthers besættelse af Charlotte virker egoistisk og tenderer stalking. En løftet pegefinger i en tid hvor selviscenesættelse på sociale medier når forbløffende højder. Det stramme, lukkede rum på scenen symboliserer både Charlotte og Werthers sjælelige fængsel, og netop derfor er det så utrolig effektfuldt og berørende, når alle rummets døre og låger åbnes til sidst, og verden og friheden flyver forbi udenfor.
Foto: Camilla Winther
Operaen har de seneste år skåret sit solistensemble ned til bare 12 sangere, og ikke mindst derfor er det imponerende, at forestillingen kan besættes stort set af egne sangere, suppleret af et stortalent fra deres Young Artist program, den norske sopran, Ava Line Shokooh. Hendes kernefyldte, lyse sopran med et let, hurtigt vibrato rammer koloraturerne rent, og hun indtager scenen med charme og overbevisning som Charlottes lillesøster, Sophie.
Foto: Camilla Winther
Det er en fornøjelse at følge den rivende udvikling som Operaens unge tenor, Jacob Skov Andersen går igennem disse år, og man forstår hvorfor man nu lader ham debutere i denne utrolig krævende rolle. Han intonerer rent, synger flot og leverer de høje toner helt ubesværet. Man er slet ikke i tvivl om, at han om nogle år vil være i stand til at ekspandere klangen i højden med endnu større kraftfuldhed og brillians.
Elisabeth Jansson var også denne aften i verdensklasse, og leverede både som spiller og sanger en dybt berørende præstation. Hendes mørke, egale klang fra bund til top er i absolut særklasse, og med sin suveræne teknik formår hun at nuancere klangen på hver en tone, så vi bliver ramt i hjertekulen.
Foto: Camilla Winther
Nævnes skal også de dygtige piger fra Sankt Annæ Pigekor der på trods af det lille antal, sang med flot kerne og kom fint ud over kanten. Netop derfor var det også uforståeligt, at man havde valgt en indspilning med det voksne operakor i operaens afsluttende julesangssekvens.
Massenet er sjældent opført i operaen i København, og måske var det derfor, at Det kgl. Kapel denne aften ikke helt nåede det høje og overbevisende niveau som ellers er så kendetegnende for orkestret. Chefdirigent Marie Jacquot er selv fransk, men på trods af fine fraseringer, et godt flow og gode tempi som fulgte sangerne forbilledligt, lykkedes det ikke 100% at få den særegne franske klang frem.
Det kneb med præcisionen helt fra den allerførste akkordindsats, balancen var ofte ikke på plads – flere gange blev koncertmester Tobias Duurholms ellers smukke violinsoli overdøvet af træblæserne – og nuancen kom på intet tidspunkt helt ned i de sarte og sitrende pianissimi som Massenet forlanger. Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.
