KATARSIS • NØRREBRO TEATER
★★★☆☆☆
Foto: Jesper Berger
ANMELDELSE KATARSIS: VØLVER VOLAPYK OG KUNSTNERISK SELV-FORELSKELSE
På Nørrebro Teater fortsætter jagten på de store eksistentielle fortællinger i et eksperimenterende formsprog. Desværre ender KATARSIS ofte som volapyk i brillant indpakning.
Man kan beundre håndværket, scenebillederne og ambitionen. Men når røgen letter, står man tilbage med det enkle spørgsmål: Hvad var egentlig meningen med det hele?
Foto: Jesper Berger
Instruktør Anja Behrens tager afsæt i Vølvens Spådom, den nordiske urfortælling om verdens skabelse, undergang og genfødsel. På scenen guides publikum af Signe Egholm Olsen og Patrick Baurichter gennem et ritual, der angiveligt skal fremkalde katarsis, Aristoteles’ begreb for kunstens rensende kraft.
Problemet er at den kunstneriske oplevelse aldrig for alvor indfinder sig. Der er til gengæld masser af virkemidler. Obskøn nøgenhed. Røg. Lyde. Rituel koreografi. Hypnose. Symboler. Stemninger.
Foto: Jesper Berger
Endeløse lag af betydning. KATARSIS virker så optaget af at være sanselig, gådefuld og grænseoverskridende, at den glemmer at etablere en forbindelse til sit publikum. Det er ikke udfordringen, der er problemet. Det er uklarheden.
Som tilskuer leder man efter et spor, en fortælling eller blot en idé at holde fast i, men bliver igen og igen mødt af endnu et symbolsk lag, endnu en visuel effekt eller endnu et ritual, der synes vigtigere end den betydning, det skal formidle.
Foto: Jesper Berger
Mest frustrerende er det, at forestillingen tydeligvis er skabt af dygtige mennesker. Der er talent, mod og æstetisk overskud i næsten hver eneste scene. Man beundrer meget af det, man ser. Man engageres bare sjældent af det.
Resultatet bliver derfor en forestilling, der føles mere interessant at tale om bagefter end at opleve, mens den står på. KATARSIS vil favne kosmiske spørgsmål om liv, død og genfødsel, men lukker sig om sit eget kunstneriske univers. Tre stjerner fra Det Sku’ Du Se.
