STUPID MAN • TIVOLI
★★★★☆☆

Foto: Miklos Szabo
ANMELDELSE STUPID MAN: REDDET AF HELMIGS HITS
Man havde håbet, at de kunstneriske ambitioner var større. Der er intet galt med en fed, veldrejet jukeboxmusical, men Stupid Man synes at underlevere på flere parametre.
Castet er solidt uden den helt store x-faktor, bandet er skarpt men måske for spinkelt dimensioneret, lyden er overraskende dårlig, og både koreografi og kostumer søger det løft, der kunne have gjort forestillingen til mere end en ok nice aften i selskab med Thomas Helmigs største hits.

Foto: Miklos Szabo
Publikum er med fra første færd, for sangkataloget er ganske enkelt uafviseligt. Men dansenumrene er for få og for små, og historien, den dramatiske motor, er så light og forudsigelig, at den næppe ville kunne bære en plads i formiddagsfladen på flow-tv.
Med Susanne Bier som executive producer bliver forventningerne kun større. Det er et vilkår, producenten One and Only
Musicals må leve med. Man forventer en produktion, der VIL mere og KAN mere.
Kan man lave en dansk Mamma Mia! på Thomas Helmigs bagkatalog? Naturligvis. Og Stupid Man henter tydeligt inspiration fra konstruktionen af ABBA-fænomenet, som trods en papirtynd historie udviklede sig til et af musicalhistoriens største publikumshits.

Foto: Miklos Szabo
Også her i Stupid Man foldes en super soft feelgood-fortælling ud gennem verselinjerne i elskede popsange.
Faktisk er det overraskende, hvor præcist Helmigs hverdagsnære poppoesi formår at understøtte forestillingens romantiske karrusel, der udspiller sig over en begivenhedsrig weekend i en ganske almindelig dansk opgang.
Som i et opdateret Huset på Christianshavn følger vi en håndfuld genkendelige, politisk korrekt typebestemte karakterer, hvis liv og relationer vikles ind i hinanden, efterhånden som gamle konflikter blusser op, nye forelskelser opstår, og velbevarede hemmeligheder slipper ud bag de lukkede/åbne døre.

Foto: Miklos Szabo
Forestillingens mest vellykkede greb er scenografien: Åbent hus i flere etager, som elegant giver publikum indblik i de forskellige lejligheder og beboeres liv. De mange hurtige fokusskift fungerer smidigt og holder handlingen i bevægelse.
På scenen leverer Szhirley, Trine Pallesen, Martin Greis-Rosenthal og Søren Torpegaard Lund fine vokalpræstationer, men uden for alvor at ramme det niveau, Helmigs musik kalder på. Det relativt lille band spiller momentvis skarpt, men forestillingen hæmmes markant af en mudret og ufokuseret lyd.

Foto: Miklos Szabo
Det er synd, for kvaliteten af Thomas Helmigs sangkatalog fornægter sig ikke. Han er en hitmager af ypperste kaliber. Men band og solister kommer aldrig i nærheden af det groove, den lethed og det musikalske overskud, som gør sangene til noget særligt.

Foto: Miklos Szabo
Den berusede version af Det er mig der står herude og banker på skurrer fælt, mens sange som Din Røde Kjole, Mit Hjerte Længes, Malaga og Midnat i Europa endnu engang minder os om, hvor stærkt et katalog forestillingen bygger på.

Foto: Miklos Szabo
Helhedsindtrykket er blandet. Stupid Man rummer bestemt vellykkede øjeblikke og vil utvivlsomt tilfredsstille de mange Helmig-fans i salen. Helmigs hitkatalog redder langt hen ad vejen forestillingen. Problemet er vel nok at de aldrig får den scenedramatiske indpakning, de fortjener.
Tilbage står en jukeboxmusical, som (måske) gerne vil være et dansk svar på Mamma Mia!, men som hverken har festen, energien eller forløsningskraften til at nå samme højder. Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.




