OLIVIA OG SKYGGEDANSERNES HEMMELIGHED • ØSTRE GASVÆRK
★★★★★☆

Foto: Emilia Therese
ANMELDELSE OLIVIA OG SKYGGEDANSERNES HEMMELIGHED: FEMSTJERNET TEATERMAGI
Der er fuld smæk på special effects, illusioner og alle de visuelle narrestreger, som Østre Gasværk Teaters imponerende TheatreMax-system kan diske op med i Olivia og Skyggedansernes Hemmelighed. Efterårets store musicalsatsning blæser publikum bagover og lykkes stort med at indfri sine tårnhøje ambitioner.

Foto: Emilia Therese
Forestillingen sigter direkte efter teenagere og young adults med en coming-of-age-fortælling om frygt, identitet og de mørke kræfter, vi alle bærer rundt på. Historien trækker tråde til hekseprocesserne i 1600-tallet og kombinerer dem med moderne ungdomsliv, gymnasiedrama, fantasy og gys.

Foto: Emilia Therese
Bag den imponerende produktion står et kreativt dream team med sværvægtere fra dansk dramatik og musicalteater. Manuskriptet er skrevet af Adam Price, mens musikken kommer fra Rasmus Seebach, Lars Ankerstjerne og Andreas Sommer. Thomas Agerholm instruerer med sikker hånd, og omkring sig har han samlet en række internationale kapaciteter, heriblandt koreograf Nellie Bethel, aerial designer Sita Bhuller Otto og illusionseksperten John Bulleid, der blandt andet har arbejdet på sceneversionen af Harry Potter and the Cursed Child i Londons West End.
Resultatet er en forestilling, hvor teknikken spiller med musklerne, men aldrig bliver et mål i sig selv. De mange visuelle effekter understøtter intelligent fortællingen og skaber en oplevelse, der flere gange får publikum til at gispe af overraskelse.

Foto: Emilia Therese
Olivia er en 17-årig gymnasiepige, som efter sin mors død flytter fra København til Køge sammen med sin far. Hun kæmper med angst, søvnløse nætter og mærkelige drømme om hekse og sin afdøde mor. På sin nye skole bliver hun involveret i et teaterprojekt om de historiske hekseprocesser i Køge, og snart opdager hun, at hendes egen familie har en hemmelig forbindelse til fortiden .
I centrum står Amanda Frederikke Traun som Olivia. Det er intet mindre end et stjernefrø i fuldt flor. Hun bærer forestillingen med både sårbarhed, nerve og en imponerende vokal autoritet. Olivias kamp med angst og følelsen af ikke at passe ind får en menneskelig tyngde, som gør, at man investerer sig følelsesmæssigt i historien fra første scene.
Også Maria Lucia Heiberg Rosenberg leverer en stærk indsats som den karismatiske, men dybt tvetydige skoleleder og præst. Hun tilfører rollen både varme og uhygge, så man aldrig helt ved, hvor man har hende. Blandt de øvrige medvirkende gør især Mathias Flint, Nanna Rossen, Lui Trampedach Mortensen og Oscar Stahlfest stærkt indtryk, mens ensemblet som helhed demonstrerer et usædvanligt højt niveau af både sang, dans og skuespil.

Foto: Emilia Therese
Til tider vil fortællingen måske lige lovlig meget på én gang. De mange spor og mytologiske lag gør, at man momentvis mister overblikket. Men forestillingen har samtidig så meget momentum, så mange opfindsomme billeder og så stærk musikalsk fremdrift, at den sjældent mister sit publikum undervejs. Særligt koreografien er nem at elske. De energiske dansesekvenser, der blander moderne musicaludtryk med breakdance-inspirerede bevægelser og luftakrobatik, driver handlingen frem i et tempo, der næsten ikke giver plads til at trække vejret.

Foto: Emilia Therese
Østre Gasværks teaterchef Søren Møller har med Olivia og Skyggedansernes Hemmelighed ramt noget, der føles større end endnu en ny dansk musical. Ambitionen er international, og produktionen har en skala, som leder tankerne mod de store spektakulære familieforestillinger fra London og New York. Men forestillingen lykkes samtidig med at bevare sit danske hjerte med temaer, karakterer og følelser, som publikum kan spejle sig i.
Når dansk musicalteater tør satse så stort, så modigt og så fantasifuldt, fortjener det respekt og begejstring. Olivia og Skyggedansernes Hemmelighed er et overvældende visuelt eventyr, der viser, hvor meget dansk scenekunst kan, når talent, teknologi og ambition arbejder i samme retning.




