NÅR VI DØDE VÅGNER • HUSETS TEATER
★★★★☆☆
Foto: Emilia Therese
ANMELDELSE NÅR VI DØDE VÅGNER: ARTISTISK NÆRVÆR MED EN PRÆMIS DER ER SVÆR AT SLUGE
Som teateroplevelse er Når vi døde vågner velgjort, veliscenesat intimteater med cool scenebilleder, rigtig godt skuespil og artistisk nærvær. Men arrrgh! Hvor har jeg svært ved at sluge Ibsens præmis.
Foto: Emilia Therese
Billedhuggeren Rubek (en skarp Benjamin Kitter) har opnået succes, rigdom og anerkendelse, men kreativt er han kørt fast og keder sig bravt med sin unge trofæhustru Maja (en velspillende Rosemarie Mosbæk) på et kurhotel. Her dukker hans gamle muse Irene op i skikkelse af en faretruende god Louise Davidsen.
Irene er kvinden bag det værk, der gjorde ham berømt, men hun er også ødelagt. Hun beskylder ham for at have stjålet hendes sjæl, taget hendes liv og omsat det til kunst.
Omvendt fremstiller Rubek sig selv som én, der selv har ofret livet for kunsten. Irene har nøglen til hans kunstnerhjerte, som har været lukket siden hun forlod ham og tog nøglerne med.
Man får næsten tårer i øjnene. Nej, nu gik det over.
Foto: Emilia Therese
Snart handler det om eksistentielle temaer, kunstens pris, tabte muligheder og skaberkraftens omkostninger. Rubeks smerte fremstilles som betydningsfuld, fordi han er kunstner. Stykket bygger på en noget bedaget grundantagelse om kunstens ophøjede betydning.
I et miljø af kunstnere, og kulturfolk fremstår spørgsmålet hvad koster kunsten? som dybt alvorligt. Uden for det miljø kan fortællingen om den lidende kunstner godt virke en smule selvhøjtideligt.
Man fristes til at vende perspektivet 180 grader og spørge: Hvad hvis Rubek ikke er en tragisk helt, men derimod en selvforelsket, privilegieblind narcissist med et forstørret ego? En kunstner, der ser sig selv som en slags Kristus, der må ofre sig for at skabe kunst, ingen i grunden har bedt om. Hvorfor skal vi egentlig have så meget medfølelse med ham?
Præmissen er svær at sluge. Det betyder ikke, at stykket er dårligt. Tværtimod. Det betyder, at bearbejdningen og iscenesættelsen virker, fordi forestillingen fremkalder refleksion. Er det ikke netop kunstens opgave?
Foto: Emilia Therese
Irritation er ofte et mere interessant tegn end respektfuld ærbødighed. Pludselig mærker man noget, som det kulturelle konsensuslag har lært os ikke at sige højt.
Forestillingen afrunder Husets Teaters Ibsen-serie Spøgelsestrilogien, der binder Gengangere, Fruen fra Havet og Når vi døde vågner sammen i en fortælling om mennesker, der er fanget i deres eget liv.
I Gengangere hjemsøges personerne af fortiden og gamle løgne. I Fruen fra Havet handler det om længslen efter noget andet og spørgsmålet om, hvorvidt man tør vælge sin egen vej. Og i Når vi døde vågner ser Ibsen tilbage på et liv fyldt med forpassede muligheder og mennesker, der måske først for sent opdager, hvad de egentlig ville.
Foto: Emilia Therese
Trilogien er veltænkt. Stykkerne er forskellige, men kredser om det samme grundspørgsmål: Lever vi det liv, vi ønsker, eller er vi styret af indre spøgelser? Ibsen hudfletter vores drømme, vores fejl og alt det, vi bærer med os længe efter, vi troede, vi havde lagt det bag os.
Når vi døde vågner er Ibsens sidste skuespil og handler grundlæggende om en kunstner, der opdager, at han måske har levet det forkerte liv. Nogle læser stykket som den modne mesters testamente.
Ibsens tekst er bearbejdet af Liv Helm. Det kreative team består af Instruktør Anastacia Holst Nørlund, konceptuerende scenografi og kostumedesign Petruska Miehe-Renard, realiserende scenografi og kostumedesign Franciska Zahle, lyddesign Erik Christoffersen og Steen Ejler Penhoat Askegaard og lysdesign af Christian Vest Berntsen.
Sammen har de løftet materialet og gjort det mere levende, end teksten måske fortjener. Fire stjerner fra det Sku’ Du Se.
