ROSENKAVALEREN • KÖLN
★★★★☆☆
Foto: Matthias Jung
ANMELDELSE ROSENKAVALEREN: EN HADEGAVE TIL KÖLNS NYE OPERAHUS
Det tog 14 år at bygge Kölns nye operahus. Projektet blev lanceret med en prislap på omkring 250 millioner euro og endte med at koste over en milliard euro. Dermed føjer byggeriet sig til rækken af spektakulære tyske byggeskandaler side om side med Berlin Brandenburg-lufthavnen. Men denne aften er alle problemer glemt. Næsten.
På Offenbachplatz åbner operahuset omsider dørene. Udefra fremstår bygningen stram og næsten anonym. Indvendigt mødes publikum af en smuk sal i mørkt træ med loger, der stikker ud i rummet som små balkoner, der minder om Bastille operaen i Paris og Deutche Oper i Berlin. Selv fra de højere etager føler man sig overraskende tæt på scenen, orkestergraven og sangerne.
For den førstegangsbesøgende ligner det et operahus, der kommer til at sprede operaglæde i Köln mange år fremover. Til den store åbningsgalla har man valgt Richard Strauss’ Rosenkavaleren.
Foto: Matthias Jung
Og instruktør Marie-Ève Signeyrole har medbragt en gave. En moderne nytænkt iscenesættelse. Desværre viser det sig ved udpakningen at være en lidt af en hadegave.
Foto: Matthias Jung
Instruktøren har smurt et tykt metalag af filmoptagelse ud over forestillingen der sætter i gang i et frygteligt rod af filmset med en hær af kamerafolk, regisører, stylister, make-up artister og fortvivlede instruktørassistenter der vælter rundt mens livecam optagelser spiller på bagvæggen.
Hele værket er omdannet til en filmproduktion. Marschallinden fungerer som filmskaber og instruktør og forsøger gennem en film om sit eget liv at fastholde kærligheden til Octavian. Operaen udfolder sig som et stort flashback, hvor erindring, virkelighed og filmoptagelser flyder sammen. På papiret lyder det interessant.
På scenen er det for det meste et rod – en bøvlet, forstyrrende og ret usjov tåge der dækker for meget af det man kom for at høre. Når Strauss’ vidunderlige partitur folder sig ud, har man mest lyst til at få alle menneskerne væk fra scenen og lade musikken tale for sig selv.
Heldigvis letter tågen mod slutningen af første akt. Marschallindens erkendelse af tidens flygtighed får plads. Her mærker man igen den melankoli, som gør Rosenkavaleren til et af operagenrens mesterværker.
Foto: Matthias Jung
Helt overbevist er man dog ikke. I pausen tales der livligt over hvidvin og premierebobler blandt Kölns velklædte publikum, og jeg gik selv ind til anden akt med en klar frygt for, at konceptet ville fortsætte med at spænde ben for sig selv. Men så sker der noget.
Pludselig begynder idéen at give mening. Den berømte sølvrose, som Octavian skal overrække til den unge Sophie, bliver her til en prestigefyldt filmpris. Ochs optræder som magtfuld filmmogul, mens Sophie er den unge stjerne, hvis karriere han forsøger at kontrollere. Netop her falder konceptet overraskende godt på plads. Det bliver både morsomt og veltænkt ironisk.
Musikalsk står aftenen stærkt. Husets akustik er forbilledlig. Både sangere og orkester kommer klart igennem i salen, og Strauss’ store orkesterklang bevarer sin gennemsigtighed. Her er der meget at glæde sig over, og dirigenten Andrés Orozco-Estrada får masser af kvalitet ud af orkestret. Anden akt bliver forestillingens stærkeste.
Den energi fortsætter ind i tredje akt, hvor Baron Ochs får sin fortjente afstraffelse gennem en række flotte scenebilleder med dobbelte tidslag, filmreferencer og stærke lysvirkninger. Mere fungerer, end man havde frygtet efter den forvirrende begyndelse.
Foto: Matthias Jung
Solisterne er gennemgående stærke, og især Ochs fremstår præcis så modbydelig, grænseløs og selvfed, som rollen kræver. At han flere gange optræder næsten nøgen iført leopardmønstret tangatrusse gør ham ikke ligefrem mere sympatisk.
Mod slutningen vender forestillingen tilbage til sit egentlige tema. Kærligheden udsat for tiden. Octavian får Sophie. Marschallinden véd, hvad de unge endnu ikke har lært: At også denne forelskelse en dag vil blive indhentet af tidens ubønhørlige gang.
Foto: Matthias Jung
Instruktørens store koncept holder ikke hele vejen hjem. Flere gange virker idéen vigtigere end operaen. Buhråbene ved fremkaldelserne mere end antydede at dele af publikum havde fået nok. Alligevel lykkes det forestillingen at finde ind til værkets bankende hjerte. Derfor er der fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.
Men sådan spiller klaveret ikke i Tyskland. Tysk operakritik er ikke for sarte sjæle. Hvis en instruktør placerer en kaffekop forkert i tredje akt af Wagner, findes der med stor sandsynlighed en kritiker i Frankfurt, München eller Berlin, som er klar til at skrive 3.000 ord om civilisationens sammenbrud.
Og når det gælder åbningen af Kölns nye milliard-operahus, har knivene været ekstra skarpe. Den mest underholdende nedslagtning kommer fra BackstageClassical med denne kærlighedserklæring:
Jeg har i mit liv aldrig set en mere forfærdelig, usanselig og dummere Rosenkavalier end denne. Det er omtrent den slags formulering, man normalt forbinder med skilsmisser, nedrykningstruede tyske fodboldhold eller Deutsche Bahns køreplan.
