Select Page

ALCINA, NORMA OG PLATÉE • STUTTGART OPERA

★★★★☆☆

Foto: Martin Sigmund

ANMELDELSE ALCINA, NORMA OG PLATÉE: BLANDET OPERAGUF I STUTTGART

Staatsoper Stuttgart er en af Europas toneangivende, og et af de venues, man holder et vågent øje med som operafan.  

Med et rigt repertoire, en dristig profil og et stærkt ensemble har denne sydtyske institution i Baden Wüttembergs hovedstad 240 km fra München placeret sig langt fremme i feltet blandt de stærke, tyske operahuse.

16.000 faste abonnenter og 230.000 besøgende årligt vidner om klassen i en by på størrelse med Århus. Tre kunstarter, operaen, skuespillet og balletten er organiseret som autonome enheder, der samarbejder om at sikre Stuttgarts kulturelle og kosmopolitiske profil. Godt går det.

Det Sku’ Du Se har besøgt Stuttgart og oplevet Händels barokmesterværk Alcina, Bellini’s bel canto-træffer Norma – og en uforskammet underholdende udgave af Rameau’s rokoko-perle Platée.

Resultatet var en pose blandede operabolsjer, som trods en bundskraber tilsammen er vejet af til 4 stjerner.

Smukt beliggende ved Slotsparken minder operahuset lidt om Semperoper i Dresden, men overrasker indvendigt ved sin mangel på den sædvanlige, overdrevne, vulgærbarok, der drukner publikum i rød velour og gyldne krummelurer. Salen med plads til 1400 tilskuere er holdt i mørkt træ, sølv og jordfarvede tapeter.

Foyeren på første stikker af i natklubsagtig bar- og loungedesign med direkte adgang til udsigtsterrassen, hvor et velklædt, forbavsende ungt publikum fornøjer sig med canapeer, pretzels og perlende Aperol Spritz, der blinker i solen.

★★☆☆☆☆ ALCINA

Foto: Martin Sigmund

Alcina en genopsætning af Jossi Wieler og Sergio Morabitos originale 1998’er iscenesættelse.

Hvorfor? 

Orkesteret og sangerne er fremragende, men iscenesættelsen er en gang skrupforvirret nonsens, der har fået fortjente anmelderprygl.

’En goofy produktion på afveje uden hverken retning eller mening –  en trættende kliché, der skal forestille at være  artzy, vovet og anderledes’, som det bl.a. er blevet beskrevet.

Barok-operaer spiller gerne 3-4 timer. Jeg håber ikke, det virker alt for ukultiveret at mene, at så lang tid i sædet stiller store krav – til sangernes og orkesterets kvaliteter – og ikke mindst til den sceniske fremførelse.

Dét ved stjerneinstruktører som Barrie Kosky og Stefan Herheim, der med spektakulære udgaver af henholdsvis Agrippina i München/Hamborg og Xerxes i Berlin, er lykkedes stort med at sætte liv i 300 år gamle Händel-operaer.

En mission, der på ingen måde lykkes i dette tilfælde.

Scenografien udgøres af en ramponeret rokokko-suite i det, der plejer at være den forførende dronning Alcinas storslåede palads.

Ud over en bunke blandet bric-a-brac ragelse i det ene hjørne – gamle sko – et valdhorn, en smadret stol med mere – består interiøret af en gigantisk guldramme, der åbner hul ind til bagscenen, hvor ting kan udspille sig, som var de et spejlbillede af det, der foregår fortil.

Effekten er ikke helt tosset og afføder seværdige optrin, men vi bliver bare dér, og til tre timer er det for lidt. Hvorfor ringer de ikke bare til Karin Betz!

Alcina er opera seria, et klassisk epos, der er lavet om til romantisk komedie. Egoismen råder, men besejres i sidste ende af kærligheden.

Jeg har læst synopsen tre gange på forskellige net-leksika og kan stadig ikke gengive handlingen kort og klart. Denne ’opdaterede’ fortolkning har tilmed kappet så mange af båndene til originalen, at uigenkendelighed er indtrådt.

I grove træk handler det om denne nederdrægtige dronning Alcina, der lokker mænd til sin fortryllede ø, krænker dem og tryller dem om til klipper eller vilde dyr, når hun er blevet træt af dem.

En gruppe nyankomne sætter gang i en komplet uoverskuelig forvekslings- og forklædningskomedie, der bølger frem og tilbage i ikke mindre end 44 arier, et mylder af korstykker samt et stort antal recitativer.  

Forvirringen bliver ikke mindre af, at mange af de normale herre-roller her spilles af kvinder, hvilket gør Alcina’s erotiske storforbrug til en vanvittig, galopperende #Me Too, hvor hun begramser alt på scenen, der har en puls. Kærlighedens vibrationer, som er forestillingens omdrejningspunkt, dirrer overalt og i alle retninger.

Efter ret kort tid fatter man nada. Forceret action og skyderier i tide og utide gør sit bedste for at forhindre marginalt interesserede sæsonkortholdere i at falde i søvn undervejs.

Sangerne er til gengæld fremragende. Den eftertragtede, lyriske koloratursopran Elena Tsallagova imponerer i titelrollen ligesom den kroatiske mezzo Diana Haller stråler i rollen som Ruggiero.

Helt sublim er den italienske sopran Claudia Muschio, som jeg håber at opleve snart igen.

I operaens livlige hit-aire ’Tornami a vagheggiar’ trækker hun voldsom applaus med sin, letløbende, men alligevel stærkt klingende koloraturvokal, der sammen med hendes levende gestik bringer det bedste frem i Händel.

Orkesteret minder fuldkommen om Concerto Copenhagen og spiller lige så godt. En slank, spids klang, drevet energisk frem af den engagerede dirigent Christopher Moulds, der også selv trakterer cembaloet i recitativerne. To stjerner til Alcina. Og så skal vi videre.

★★★★☆☆ NORMA

Foto: Martin Sigmund

Bellini’s operamesterværk Norma er inkarnationen af bel canto (skønsang).

Fra denne opera stammer Maria Callas’ signatur-arie Casta Diva (Kyske Gudinde), som den gudesmukke amerikansk/græske stjernesopran har udødeliggjort. Hun døde selv i 1977 af et hjerteanfald i Paris.

Callas havde en tungt mediedækket romance med skibsrederen og jetset-milliardæren Onassis. Han dumpede hende senere til fordel for Jackie Kennedy efter mordet på John F. Fantastisk historie – tjek Callas doku’en på Netflix/HBO. 

Norma spiller netop nu i Stuttgart i en opsætning af netop Jossi Wieler og Sergio Morabitos, som også har Alcina på samvittigheden.

Stilen er lidt den samme, og jeg er ikke sikker på at jeg kan lide det.

Duoen synes at have en forkærlighed for trashede stagedesigns, der er med til at afmontere noget af plottets højtidelighed.

Spørgsmålet er imidlertid, om grebet styrker historien eller svækker den.

Både Alcina og Norma er i udgangspunktet højstemte skildringer af kærlighed og opofrelse.

Når man fratager plottet sin patosfyldte indpakning og lader det hele foregå i noget, der i Normas’ tilfælde ligner baggården til den lokale Føtex, er det som om stykket ikke helt ved, hvad det vil være. Moderniseringen overmaler så at sige den oprindelige ægthed og idé.

Igen får vi sangerpræstationer og orkesterspil i særklasse. Allerede i opspillet til Casta Diva-arien, fornemmes hitmaterialet.

I en overskudsagtig, rolig orkestrering med lange strygerharmonier og bløde horn, tilsat Bellinis hang til arpeggio, modulerer sanglinjen ubesværet i de nærliggende mol og dur tonearter med selvfølgelige kadencer, spændte septimer og magelige opløsninger.

Det er rent ud sagt fremragende musik og viser operagenren, når den er allerbedst.

Pånær den dygtige, spanske sopran Yolanda Auyanets, der synger titelrollen som den galliske druide Norma, holder hele salen vejret til det sekund arien slutter, og bifaldet regner ned over solisten og orkesteret. Sådan.

Fremhæves bør tenoren Martin Muehle , der synger den romerske skurk Pollione med tandsmør-tenorens fede klang.

Mezzoen Diana Haller tager kegler i rollen som Normas sidekick og benspænder Adalgisa – og dominerer sammen med Norma lydbilledet i flere fortryllende duetter, der får taget til at lette.

Forestilingen er høj klasse men iscenesættelsen forekommer momentvis problematisk med flere scener, hvor det store kor optræder ufrivillig komisk i fjogede kostumer  og nok burde have været sparet for et virkelig bøvet og dumt koreograferet slagsmål mod slutningen. 

Fire stjerner til Norma.

★★★★★☆ PLATÉE

Foto: Martin Sigmund

Kærligheden er grusom. Specielt når man tror på den.

En sørgelig kendsgerning, som er omdrejningspunkt for et forrygende, fabulerende festfyrværkeri af sexet skæg og ballade i Calixto Beitos udgave af rokoko-operaen Plattée, der afrunder denne opera-trippel  i Stuttgart 

Platée er en gakket omgang opera-buffa skrevet 1750’erne af franske Rameau til en festforestilling ved det franske hof i forbindelse med Louis IV’s bryllup.

Det er historien om Jupiter, der er dødtræt af hustruen Juno’s evige jalousi, og beslutter sig for at lave et trick med hende, for at bevise sin troskab.

Det uheldige offer for Jupiters flirt, fingerede forelskelse og pompøst iscenesatte lige-ved-og-næsten-bryllup er vandnymfen Platée, som er tudegrim, og for længst har vænnet sig til tanken om, at Amor har vendt hende ryggen.

Så meget mere bitter bliver finalens afsløring, da det viser sig, at Jupiter har holdt hende for nar, og aldrig tænkt sig at tage hende til ægte.

Vi taler grov voksenmobning, og det er faktisk virkelig tarveligt, hvis det ikke var så morsomt

Operahistorikere anfører, at komponisten var heldig at overleve premieren, da bruden Marie Therese heller ikke var for køn, og nogle påstod et sammenfald, der kunne have vist sig skæbnesvangert for ophavsmanden til denne grovkornede operakomedie.

Hoffet viste sig imidlertid at have humoristisk sans den dag, og Rameau blev efterfølgende belønnet med stillingen som hofkomponist.

Forestillingen er en hylende skæg bagatel i en komplet over-powered iscenesættelse af den altid provokerende, spanske stjerneinstruktør Calixto Beito, der bl.a. blev kendt, da han satte Don Giovanni op i Berlin med flere indforskrevne pornoskuespillere, som gav den max. gas på scenen.

Også denne forestilling, der er queer fra inderst til yderst, oser af sex på kryds og tværs af køn og enhver tænkelig, seksuel genre.

Udfoldelserne svinger fra den nuttede, kokette antydning til det monumentalt offensive, herunder kostumeringen af Jupiter selv, der i store dele af operaen optræder med den største, sorte, svingende strap-on penis jeg i mit liv har set.

Når vandnymfen Plateé, der (selvfølgelig) spilles af en mand i herligt grønt paillet-dress – tager fast greb om Jupiters svært livagtige, enøjede slange og synger sine rokoko-koloraturer ind i kalorius, sker der altså noget med éns normale definition af operabegrebet.

Forestillingens højdepunkt nås, da en Goth-sminket ’Follie’ gestaltet af den helt uforglemmelige, østrigske sopran Beate Ritter vælter bryllupsfesten med buldrende, tunge heavyrock stabs fra sin hvide elguitar, efter at have indtaget scenen med et  Bonjouuuur Stuutgarrrt, der får hele det pæne operapublikum på benene med knyttede næver og djævletegn i luften.

Og nu skal du altså lige huske, det er en rokoko-opera vi er til, med skønne 1700-tals koloraturarier og velspillet barokmusik, der perler lige så skønt som champagne under ledelse af dirigent Stefano Montanari.

Forestillingen er et højenergisk og vidunderligt iscenesat oprerashow med et konstant mylder af kor og skarpe solister i outrerede kostumer og fantasifulde settings. En frisat, skamløs fortolkning, der er kommet for at rive bukserne af publikum og lykkes med det.

I al hurlumhejet formår opsætningen tilmed at levere et lille stykke varm poesi om kærlighedens bittersøde væsen.

Jeg var musikalsk forkælet og kongeligt underholdt – og giver fem store, blinkende paillet-stjerner til Platée.

MINE STUTTGART TIPS

Du behøver ikke  være bil-freak for at blive  betaget af Mercedes Benz Museet, som er et must i Stuttgart.

Ud over et imponerende opbud af topgejlede Mercedes’er fortælles historien om Daimler Benz på en frisk og let tilgængelig måde, mens man bevæger sig ned af en sneglehus-agtig ’kørebane’ i den futuristiske, Guggenheim New York-inspirerede museumsbygning.

En fiks sidestilling af bildesigns og socio-kulturel udvikling fra industri-eventyrets start i 1860 til nu gør besøget den lille udflugt værd.

Lyn quiz: Omkring 1900 havde Daimler Benz en forhandler i Nice, der insisterede på udviklingen af en ny og særlig kraftig motor, der kunne vinde racerløb. Motoren kom, så og sejrede. Forhandleren opkaldte den efter sin datter, og navnet endte med at omfavne hele brandet. Hvad hed datteren? Det starter med M….

De allieredes bombninger af Mercedes fabrikkerne, som nazisterne tvangsomstillede til krigsproduktion, var ikke nådig ved Stuttgart, der som mange andre tyske byer i dag domineres af nyere byggeri. Alligevel er Stuttgart et rart sted at være, omgivet af bløde bakker og vinmarker. Gågaden i City har præcis de samme butikker, som du finder alle andre steder, så tjek hellere om vinmuseet har åbent. Sprød  Riesling hen på formiddagen har aldrig skadet nogen. Husk, man må godt fra kl. 11.00.

Gemytlig atmosfære og herlig, skummende øl fås på Carls Hof centralt beliggende lige ved slottet. Et evt. crush på weissbier og weisswurst kan få frit spil her. Du kan også vælge at få bekræftet, hvor kedsommelig en spise Wienerschnitzel kan være.

Tæt på ligger det strålende museum for moderne kunst i en gigantisk glaskube. Særlig interessant er samlingen af Otto Dix malerier.

Dix deltog i flere af første verdenskrigs mest uhyrlige slag, men overlevede.

Galskaben lurer i hans billeder af krigsbrutalitet og fordærvede skæbner i Weimar-tidens Tyskland. Bør ses.

På toppen af museumsbygningen finder du den glimrende restaurant CUBE med labert interiørdesign og prægtig udsigt.

Et godt valg til din pre-opera frokost, hvis du ikke vælger at gå hen om hjørnet på den lidt mere hypede restaurant 5, der har en michelindstjerne,  et moderne køkken og et trendy publikum.