Select Page

MADAME BUTTERFLY • BREGENZ

★★★★★☆

Foto: Anja Koehler

ANMELDELSE MADAME BUTTERFLY BREGENZ: OPERASHOW I MESTERKLASSE

En gigantisk flagstang med det amerikanske Stars and Stripes på toppen erigererer gennem et stykke krøllet papir på omkring 300 tons.

Således voldtager man en mastodontisk papirskulptur med referencer til japansk origami, der etablerer sig som scenen for en storstilet outdoor-udgave af et af Puccinis mest gribende melodramaer.

Pointen er leveret og dramaet kan begynde.

Solens sidste stråler farver himmelen orange og 7000 forventningsfulde tilskuere i det udsolgte amfiteater har nydt de sidste dråber boblende sekt ved barerne omkring det store teaterstadion, som du måske husker fra en flot shootout scene i James Bond filmen Quantum Of Solace.

Nu blæser ouverturen ud over publikum i en magtdemonstration af lydkvalitet, der forbløffer fra første tone.

Puccinis unisone, hvirvlende strygere, pisker som oprørte bølgetoppe i kølvandet bag det amerikanske krigsskib med søofficer Pinkerton, der snart lægger til i Nagasaki og spreder død og fortvivlelse, længe inden nogen havde tænkt på atombomben.

Kulissen, en bølgende, papirlignende megaskulptur på ca 30 x 30 meter og 1.400 kvadratmeter, er monteret på 119 pæle, som er banket 6 meter ned i bunden af Bodensee.

En vanvittig, teknisk præstation der har involveret 33 højteknologiske leverandører, og er selve omdrejningspunktet for årets forestilling  på den berømte Seebühne (søscene) i Bregenz.

En storskala opsætning af instruktør Andreas Homoki, der var Barrie Kosky’s forgænger på Komische Oper, nu kunstnerisk chef på Zürich operaen og aktuel med sin udgave af Ringen, hvor Rhinguldet imponerede og Valkyrien står foran premiere.

Puccini’s klassiker er gået i land som et storstilet operashow for et bredt publikum, der både får en spektakulær og musikalsk oplevelse med hjem.

Konservativt indstillede opera aficionados vil måske rynke på næsen og kalde Bregenz operaens svar på Holiday On Ice.

Sådan var det i høj grad sidste år, hvor den tyske instruktør Philipp Stölz gav Rigoletto max. gas i en uhørt opvisning af sceneshow, regulære stunts og kulisseteknik, så man bare sad dér med åben mund og polypper og iagttog cirkusset.

Handlingen var netop ekstemporeret derhen, at den nederdrægtige hertug var blevet cirkusdirektør og resten af plottet rettet ind i en ubrudt serie af vilde stunts, der toppede, da sopranen afleverede sin ikoniske arie, hængende fra en kran i noget jeg husker som 50 meters højde.

Absolute stage power lød min poppede overskrift til den 5-stjernede anmeldelse. Det var en fantastisk oplevelse, der viste, hvad opera også kan, når man giver pokker i konventionerne og ekstemporerer Puccini ud i en Las Vegas fantasi, der heldigvis landede mere smagfuldt end noget, jeg har set over there.

Homokis Madame Butterfly er knap så turbolent og taler mere til hjertet i en, eksotisk, japansk inspireret superæstetik i smukke, massekoreografier. pragtfulde, flagrende kostumer (Antony McDonald) og roterende rispapirs-paraplyer i pangfarver.

Et sublimt lys- og video design (Frank Evin/Luke Halls) levendegør den gigantiske, statiske scenografi (Michael Levine), med overvældende lyssætninger og animationer, der både kan lave forår med flyvende blade fra japanske kirsebærtræer – og blive til en kæmpemæssig, spøgelsesagtig dødsmaske af onkel Gonzo, der forudsiger alle ulykkerne. 

Wiens Symfoniorkester er i topklasse lige som sangerne, der roterer i flere bemandinger gennem spilleperioden. Man er ganske enkelt ualmindelig godt underholdt i 2,5 time.

Butterfly er ikke nær det cirkus som Rigoletto var i 2021 – Homoki har valgt at holde mere fokus på selve operaen, i et poetisk, dygtigt implementeret billedsprog.

Med en finale, der lukker festen med en virkelig effektfuld blanding af video, røg og live pyroteknik.

En rig oplevelse, som jeg finder lidt undervurderet i international presse og gerne retter op på med fem stjerner fra Det Sku’ Du Se.

Opsætningerne i Bregenz er så store,  og både de tekniske og kunstneriske investeringer så massive, at de gerne spiller 2 sæsoner ad gangen. Butterfly kan opleves igen hen over sommeren 2023. Anbefales absolut.