HØSTSONATEN PÅ MALMØ OPERA

★★★★★

TO VALIUM, TO MOGADON OG TO SMÅKAGER

Du vil overveje samme natmad efter to timers Bergman’ske prygl af skyld og skam

To Valium, to Mogadon og to småkager. Som succesfuld koncertpianist med lig i lasten har Charlotte Andergast brug for en solid godnatsnack efter konfrontationen med datteren Eva i Bergman-dramaet Høstsonaten på Malmø Opera.

Du vil overveje samme natmad efter to timers Bergman’ske prygl af skyld og skam tilsat horrormovie-soundtrack i isnende crescendo’er.

Har du nogen sinde tilsidesat dine kære for din egen karrieres skyld, vil du nikke alt for genkendende til de ætsende temaer om svigt og uigengældt kærlighed, der raserer på scenen I en forrygende lydkulisse af dystre klangfader.

Bergman’s filmklassiker fra 70’erne med Liv Ullmann og Ingrid Bergman i hovedrollerne lægger ikke fingrene imellem når det gælder om at revse den egocentrerede  koncertpianist for hendes mangel på moderskab.

Filmen er omsat til opera af en finsk kunstnerduo, og har fundet vej til Malmø som et led i 75 års jubilæet  for Malmø Opera, hvor Bergman himself var kunstnerisk leder i 50’erne. Så er historien taget i ed – og alibiet på plads for en smal forestilling , som der også er plads til i operachef Michael Bojesens  flot afvekslende sæsonrepetoire, der ikke er for fint til det folkelige og ikke for socialdemokratisk til også at turde det elitære.

At had er kærlighed, der har mistet sit hjem, blev man så eftertrykkeligt mindet om på denne premiereaften blandt det altid velklædte Malmø-publikum, hvor pyntekluden i jakkebrystet hurtigt kom på overarbejde.

Stykket er en hårdtpresset Maggiterning af omsorgssvigt og uigengældte følelser. En hjerteskærende eksponering af  hvor meget man kan tale forbi hinanden, som når moderen stolt besynger  sig selv for aldrig at have aflyst en koncert – hvor datteren omvendt klandrer sin mor  for aldrig  at have været der for hende. Hvem tænker i grunden mest på sig selv af de to – og hvor ligger den moralske balance, spørger man sig selv, før vi når i havn med masser af selvkritik og en nærmest religiøs antydning af muligheden for tilgivelse.

Sangerkræfterne er stærke, Charlotte Hellekant som moderen Charlotte, Erika Sunnegårdh som datteren Eva og  Helena Juntunen som den handikappede søster Helena   – alle fylder flot i deres partier, som de giver krop og nærvær. Stærk og dyster er også Fredrik Zetterström som præsten med vigende tro. Orkesteret sætter turboen på i et filmisk flow af et soundtrack  som i fravær af genkendelige, melodiske figurer dygtigt accentuerer slagets gang, der nok mere foregår på de indre linier, end på scenen. Det store operakor fylder kraftfuldt og medvirker fikst som et diffust billede af det publikum, Charlotte har ofret så meget  for at blive elsket af.
For at blive elsket, mistede hun kærligheden. Så kan man lige tygge lidt på dén, mens en stærk, dramatisk musikoplevelse sætter sig i baghovedet.

Overvejer du at spise inden forestillingen, kan operaens restaurant varmt anbefales.

Menuen stod på krabbesalat med soyamarineret vagtelæg, krydret skarpt op til et virkelig vellykket resultat og tilmed lige så  køn som velsmagende, hvad mere kan man ønske sig? Hovedretten var et flot stykke lyssej på pastinakpuré med svampebouillon og syltede rødløg hvorefter sukkerbalancen blev holdt på plads af en herlig frisk dessert med hvid chokolade og hindbær.

I glasset kunne man glædes ved en aldeles dejlig, klassisk australsk Chardonnay med god næse og flot krop uden at overspille rollen.  En helt igennem veltillavet og velserveret middag hvor man tænker sådan skal dét bare gøres. Velbekomme.