DANCE OF THE VAMPIRES PÅ DET NY TEATER

 

★★★★

 

VAMPYRER PÅ STEROIDER

 

Der er fuld hammer på Det ny Teaters drabeligt underholdende vampyrshow, der muligvis snubler lidt i genrerne, men brillerer overlegent på execution.

Dance of the Vampires er en knap 20 år ung musical baseret på den omdiskuterede filmskaber Roman Polanski’s vampyr-comedy the Fearless Vampire Killers.

Siden musicaludgavens premiere i 1997 – som Polanski selv instruerede – har DV været opført næsten 10.000 gange over hele verden og solgt næsten 10 mio. billetter.

Det er altså ikke hvilken som helst vampyr, der huserer i alarmerende afstand af de trendy cafegæster på Instagram-venlige Værnedamsvej i disse måneder.

Vampyrfiktion har altid haft bid i et stort publikum, bl.a. med en aktuel revival i den nye Netflix serie med vor egen Claes Bang som en slet ikke ueffen udgave af Dracula-figuren, der faktisk er nationalhelt i Rumænien.

Komponisten bag DV er Jim Steinman, som kaldes opfinderen af power-balladen og grundlæggeren af episk rock. Og hvis du undrer dig over, hvad dét betyder, skal du bare google lidt på den amerikanske kunster Meat Loaf og hans Bat Out of Hell albums, med musik af Jim Steinman og begravet i platinum-plader og vilde salgsrekorder.

Jeg nåede aldrig af blive fan af Meat Loaf så jeg har snydt lidt og kigget ham ud på You Tube – og det er jo et helt fantastisk gensyn med en epoke i rockmusikken, hvor den bare får så meget FULD ÆDE – at klapsæderne på de kæmpestadions hvor Meat Loaf har optrådt, stadig må stå og dirre lidt…

Og uanset hvad et par småvrisne, bedrevidende anmeldere mener om DV på det ny Teater kan jeg godt love dig, at Jim griner hele vejen hen til banken.

Ups, sagde jeg småvrisne anmeldere? Ja, nogle har åbenbart haft lidt svært ved at kapere det take, som DV tager på vampyrlegenden. Og det er sandt, at man skal som udgangspunkt skal slutte fred med musicallens genreblanding, og acceptere den som en præmis for underholdningen.

DV blander det store melodrama om dødbringende længsel, farligt begær og det evige livs forbandelse i en transsylvansk gryderet af kærlighed, komik og blodige vampyr-løjer.

Her er glamrock, happy-go-lucky-landsby-folklore med spegepølse-daskende kromutter, ti-hi-uartige smugkig til husets afklædte datter i badet, indfølt power-ballade (Bonnie Tyler megahittet Total Eclipse of the Heart er fra denne musical og her oversat til ’endeløst hav uden strand’ (okaayy).

Og her er slapstick af typen, hvor en Einstein-lignende vampyrjæger-professor med hvidt strithår sidder fastklemt med rumpetten i et gelændergitter, så hans nørdede assistent må gå alene på opdagelse i vampyrslottets ligkistemagasin.

Showets virkelige stjerne er helt klart selve udførelsen af det hele, som er på et sjældent topniveau, iscenesat af Daniel Bohr, om hvem man vist roligt kan sige, at han spiller for fuld volumen på alle tangenter og har mere end almindeligt styr på det. Senest har Daniel Bohr iscenesat den topanmeldte Spillemand på En Tagryg, også på Det Ny.

Som publikum er du vidne til en stadion-rockende musical med en fuldkommen overvældende flot scenografi i gnidningsløse skift – befolket af et 120% veloplagt vampyr-cast i pompøse goth-inspirerede kostumer og naturligvis det klassiske vampyrtandsæt som den ikoniske reminder på, at tandplejen længe har fejlet grumt i Rumænien.

Hertil naturligvis masser af blod, såvel dryppende fra hugtænderne og sensuelt drivende ned ad blottede hvide kvindehalse…. Djævelsk dragende!

Fastbrændt på min nethinde og stadigt vibrerende i øregangene står en af sekvenserne i forestillingens sidste halvdel hvor forestillingen virkelig tager fat, og hvor en kodyl chorusline af 15 vilde vampyrer i fantastisk dress blæser publikum omkuld i et klippefast stadionrock-powerboost, hvor det vildt velspillende orkester trykker den så heftigt af, at man taber både næse og mund.

Så bliver jeg faktisk helt træt når jeg et par steder har læst at forestillingen ikke har bid. Hallåå er der nogen hjemme?

Den altdominerende hovedrolle indtages af Peter Jorde, der ud over en fantastisk stemme har det helt rigtige mix af ondskab og melankoli i vampyrblikket. Kvindesiden anføres i stor stil af de velspillende og velsyngende Monica Isa Andersen og Julie Steinke.

Fed underholdning for alle pengene – de ka’ bare det dér på det ny Teater. Også denne gang.

 

INSTA-LÆKKERT PÅ VÆRNEDAMSVEJ

Næsten om hjørnet fra Det Ny Teater lokker Værnedamsvej med en perlerække af instagram-lækre cafeer og spisesteder.

Jeg valgte at indtage en let pre-teater matiné lunch på Trois Chochons og det kan jeg absolut anbefale.

Frokostkortet på denne klassiske Cofoco restaurant er fransk bistro/café stil i en tidstypisk udgave, hvor jeg blandt mange fristende, lette retter udså mig en smuk tallerken blinis med stenbiderrogn, der sammen med et glas rigtig god, kølig, flintestens-skarp Chablis vækkede kroppen på en opkvikkende, moralsk anløben måde denne søndag hvor klokken kun lige akkurat havde passeret 12.

Nu kommer man jo ikke i vampyr-mode af blødt brød og fiskeæg, så jeg fulgte hurtigt op med en rørt tatar med slanke, sprøde fritter, forbudt mayo, bidende, syrlige salater og et glas af husets glimrende Pinot Noir, som var en glimrende opvarmning til mødet med vampyrerne længere nede ad gaden.

Velbekomme.