Vælg en side

MUTTER COURAGE OG HENDES BØRN I SKUESPILHUSET

 

★★★★

MUTTER COURAGE OG HENDES BØRN
ANTIKRIGS-DRAMA MED VÅDT KRUDT

 

Karen Lise Mynster yder en super præstation i Det Kgl. Teaters flotte, ambitiøse opsætning af Bertolt Brechts antikrigs-skuespil, der trods en stribe spektakulære greb dufter lidt af vådt krudt.

 

Dén fred bliver min død, siger den forhutlede handelskvinde Mutter Courage, ved udsigten til afslutningen på den endeløse krig, hvor hun med sin marketenderi-vogn (Trediveårskrigens svar på en mobil 7-Eleven) – har fulgt historiens troppehære fra slagmark til slagmark og således været en del af den økonomiske struktur, der er enhver krigs rygrad.

Hvem lever for krigen og hvem lever af den, spørger stykket. Well, it’s complicated, som man siger…

Karen Lise Mynster har den altdominerende hovedrolle som Mutter Courage i Bertolt Brechts antikrigs-stykke fra 1939, der også byder på stærkt skuespil fra især Jens Jørn Spottag som kok og Anders Hove som feltpræst.

Norske Sigrid Strøm Reibo – Det Kongelige Teaters nye husinstruktør – har sammen med den velrenommerede tyske scenograf Katrin Nottrodt – iscenesat og opdateret forestillingen som en slags kalejdoskopisk krigsskue, der blander plateauer af 1. Verdenskrigs gasmaskeklædte skyttegravssoldater med tempelriddere i ringbrynjer, amerikanske koreakrigs-soldater i regnslag, engelske Barry Lyndon-agtige, kolonitropper fra 1700-tallet i pragtuniformer og nazistiske soldater i en chorus line a la Mel Brooks gakkede comedy Forår for Hitler.

Alt sammen som en slags dramaturgiske breakers der fungerer som spredte indspil i en endeløs vandring i krigens grimme sjæl.

For nok er krige oftest født af politiske eller religiøse mål. Men de fodres og holdes i gang af en indre, kapitalistisk motorik, hvor det såvel for storkapitalen som for ’den lille mand’ handler om at overleve og få det bedste ud af det. Hvad andet kan man gøre?

Inden vi får set os om, er vi alle skyldige, kunne en morale være. Krigen æder os alle. Også Mutter Courage og hendes børn.

Budskabet er lige så aktuelt i dag som ved stykkets tilblivelse i starten af 2. Verdenskrig. Vi VIL ikke lære af historien.

Dødens købmænd – i dette tilfælde legemliggjort af Mutter Courage og hendes 7-Eleven trækvogn fuld af kitchet habengut på stadig jagt efter profit som del af egen overlevelse – hører med til billedet af enhver krig.

Og som betryggende bonusinfo for alle dages gullaschbaroner hedder det et andet sted i forestillingen: Bare rolig, krigen lever i bedste velgående og vil altid gøre det!

Brecht var som bekendt kommunist og skrev stykket i Sverige på flugt fra nazisterne. Det er tungt stof vi har med at gøre, og på trods af mange sceniske anstrengelser lugter resultatet lidt af vådt krudt. Over 3 timer med klezmer musik fra det spøjst instrumenterede orkester på Mutter Courages trækvogn vil i sig selv være streng kost for mange.

Brecht opfandt og dyrkede begrebet verfremdung, som er et scenisk greb der går ud på at skabe en ’mærkværdiggørelse”, der hindrer, at du som publikummer tager en scene for pålydende.

Eksempelvis: Nej, Du ser ikke tre syngende kunstnerbohemer i en loftlejlighed – du lytter til et budskab om social uretfærdighed forklædt som scenekunst.

Alt sammen for at få dig til at se gennem klicheerne og fange meningen på en dybere måde. I reklamebranchen kalder man det at gøre det velkendte anderledes, for at få trænge gennem med budskabet.

De mange indsparkede plateauer og disruptions gennem Mutter Courage er sammen med en energisk brug af scenegulvets imponerende hydraulik, med til at skabe verfremdung, – men det gør også helhedsindtrykket lidt ufokuseret, så man aldrig gribes rigtigt i mellemgulvet af nærvær og intensitet. Formen forstyrrer hensigten.

På en eller anden måde virker stykket gammeldags, selv om det er væsentligt yngre end mange af de andre fortællinger man ellers oplever på Det Kgl.

Måske er det fordi genren, altså det politiske (venstreorienterede) agit-skuespil, i sig selv virker bedaget. Jeg kan ikke lade være med at tænke lidt på Røde Mor og Betonhjertet og den slags socialistisk propagandateater fra 70’erne, hvor det var kapitalismens skyld alt sammen. Sjovt men også lidt gaab.

NEW YORK I HOLBERGSGADE

Italienske Trattoria l’Alba i Holbergsgade tæt ved Nyhavnsbroen er et nyt, spændende bekendtskab i teaterdistriktet, nogen lunde midt i krydsfeltet mellem Gl. Scene, Skuespilhuset og operaen.

Stedet emmer af New Yorker style italiano med rå murstensvægge, sort/hvide retro-fotos på væggene, flotte vinskabe og en genial tilføjelse, som mange flere gode spisesteder burde benytte sig af: Små lampetter på bordene så man rent faktisk kan se hvad man spiser! Wow!

Og der er virkelig noget for øjnene her på l’Alba med køkkenchef Leonardo Battain ved roret og med en fortid på bl.a. Era Ora og l’Altro.

Konceptet er en fast menu med diverse småretter at plukke fra. 4 retter for 425,- er bestemt ikke noget dårligt bud en lørdag aften i Indre By.

En net, lille fiske croquette med karamelliserede løg, satte måltidet i gang og blev snart fulgt op af en lækker lille tallerken kalvetatar i frækt selskab med en skefuld peberrodssorbet, lige for at markere ambitionsniveauet.

En elegant øjenåbner var næste servering, en smuk, smuk fisketatar med king fish, lakserogn og citrusfrugt.

Her er det så jeg indskyder, at jeg kort efter ankomst øjnede rækker af min yndlingsvin på l’Alba’s vinhylder. Ja tak!

Minsandten om l’Alba ikke viste sig at være fuldt leveringsdygtige i Pinot Grigio fra Livio Felluga, som i årevis har været min favorithvidvin, men som sjældent ses i København og derfor er endnu en af mange gode grunde til at rejse regelmæssigt til Norditalien.
Da det næppe kan blive igen lige foreløbig, er det godt, at l’Alba kan afbøde problemet.

Med Pinot Grigio’en i glasset steg humøret endnu en tak sammen med
aftenens bedste servering – hjemmelavede, fyldte pastapuder med oksekød på en kartoffelcreme, reduceret løg og hakkede hasselnødder. Fanme godt!

Velbekomme.