MADAME BUTTERFLY • TEATRO REAL MADRID

★★★★★☆

ANMELDELSE MADAME BUTTERFLY: KLÆDT AF TIL SKINDET I MADRID

Røvhullet Pinkerton bliver klædt af til skindet og udstillet nådesløst i den italienske stjerneinstruktør Damiano Michielettos fabelagtige produktion af Madame Butterfly i en djævelsk fascinerende, moderne setting af japansk storbymanga, neonreklamer og teenageporno.

Michieletto åbner festen med et stort glasbur midt på scenen, hvor en håndfuld 80’er agtige, japanske prostituerede i høje hæle, lårkort og luder-glimmer spadserer ind og ud ad skydedøre, da en hvid Lincoln Continental stretch-limo triller ind med søofficer Pinkerton og hans følge.

Et raffineret valg af bilmodel, da du selvfølgelig ved, at Pinkerton normalt damper ind i Nagasakis havn på kanonbåden med det præsidentielle, amerikanske navn Lincoln. Rutinerede, italienske Paolo Fantin (43) står for det overbevisende setdesign.

Det er dén slags subtile referencer, der får én til at føle sig lidt operalækker i denne 2024 sæson, som markerer 100 året for Puccinis død, og har budt på et hav af Butterfly-opførelser over hele verden, hvoraf jeg har set nogle stykker.

Madame Butterfly er normalt udstyret med en masse japansk folklore af mere klassisk snit, som er med til at tilføre det ultra tragiske plot en smuk fernis af poesi og noget, der ligner ædel opofrelse.

Al skønheden er flået op i Michieletto’s bragende flotte iscenesættelse med gigantiske reklameskilte af utilsløret seksuelt content. Butterfly er flyttet fra de blomstrende kirsebærtræer til rendestenen i et orientalsk red light district.

Venedig-fødte Michieletto (48) tager helt enkelt historien om den alt for unge Cio-Cio San, der sælges til ægteskab af sin vanærerede, ruinerede familie, for pålydende.  

Det handler fra A til Z om sexturisme. Butterfly er ikke i nærheden af at elske Pinkerton, men må sprede ben i et desperat forsøg på at sikre familiens overlevelse. Den amerikanske søofficer Pinkerton fastslår fra starten, at han er kommet for at nyde et eksotisk eventyr, inden han agter at tage en ordentlig hustru hjemme i USA.   

Allerede inden sit ’autentisk’ iscenesatte, japanske souvenir-bryllup, der skal forestille ægte, transkontinental kærlighed, er han godt i gang med at pille på flere af de andre frække damer fra glasburet.  

Plottet udvikler sig stort set, som man kender det, men det gennemførte porn-take insisterer på kulden og bedraget i den ikoniske tåreperser. 

Butterfly’s Onkel Gozo bryder ind i bryllupsfesten for at forhindre ægteskabet, Pinkerton slår ham i gulvet, US konsul Sharpless advarer mod arrangementets konsekvenser, men får aldrig sat sig igennem. 

Måske er han selv tændt på ideen om lidt geisha-gymnastik far from home? Mænd tænker som bekendt kun med pikken!

Foto: Javier del Real

Pinkerton skrider efter bryllupsnatten og efterlader en Butterfly, der nu er blevet isoleret fra sin familie, og må leve ensomt på budgetklasse med tjenestepigen Suzuki.  

I tre år spejder hun hver dag forgæves efter den hvide Lincolns tilbagekomst, før konsul Sharpless bliver bekendt med resultatet af bryllupsnatten, og får adviseret den uvidende fader.

I et grumt, nytænkt flashforward, som er et af forestillingens mest effektfulde træk, ser vi hendes søn Sorrow blive jagtet og få gruppetæv af klassekammeraterne efter skoletid, fordi han er anderledes med sine blå øjne og kaukasiske gener.

Krænkelserne går i arv. Udstødelsen er total. Knugende er et ord, der ikke helt dækker.

Selv med 35 grader udenfor løber det koldt ned ad ryggen i det smukke Teatro Real i Madrid.

Foto: Javier del Real

Den gribende slutscene, hvor Pinkerton dukker op sammen med sin amerikanske hustru for at hente drengen, er normalt framet af en slags ærefuld samurai-style selvforståelse, da Butterfly tager sit liv ved at begå harakiri. Hvis man ikke kan leve med ære, kan man i det mindste dø med ære.

Også dette tilløb til noget højtideligt bliver pillet fra hinanden, da Butterfly vælger en sølle løsning og skyder sig med en udsmidt bejlers efterladte pistol. Efter skuddet triller The Pinkertons relativt uanfægtede ud fra scenen og hjem til Staterne i deres hvide limo. Bare ærgerligt, Butterfly!

Orkesterspillet stod med en noget skarp klang, og er hørt mere overbevisende. I lange perioder var jeg knap så imponeret af dirigent Nicola Luisottis læsning af Puccinis partitur.

Hans tempi forekom ofte forhastede, og lod ikke Puccinis score udfolde sig i alt det storladne melodrama, der har fået tårerne til at trille siden Butterfly’s premiere på La Scala i Milano 1904.

Nøglearien un Bel Vendremo. (En skønne dag) blev sunget til stående applaus af den amerikanske sopran Ailyn Pérez, der gjorde flot figur i titelrollen med nærvær og intensitet.

Iført småtarvelige paillet-jeans og pink Miss Kitty T-shirt leverede hun rollen med scenisk power og vokalt overskud i duetterne med en glimrende Pinkerton (Matthew Polenzani) og en måske lidt mindre iørefaldende Suzuki (Silvia Beltrami).

Michieletto’s Butterfly scorer fem stjerner hos Det Sku’ Du Se for sin skarpe, konceptuelle idé, spektakulære scenografi og vellykkede opdatering af historien, der løfter forestillingen ind i nuet og lidt hen i nærheden af Miss Saigon, du kender som en slags musical-edition af grundfortællingen.

Foto: Javier del Real

Forestillingen er originalt produceret til Teatro Regio i Torino, som jeg besøger til efteråret for at anmelde Menon Lescault, der i anledning af Puccini 2024-fejringerne opføres i tre forskellige operaudgaver over samme weekend (Puccini, Massenet og Daniel Auber). Stay tuned.