ANASTASIA • DET NY TEATER

★★★★★☆

ANMELDELSE ANASTASIA: HOLD DA FEST EN SUCCES

Emilie Groth er et rent scoop som Anastasia i Det Ny Teaters drevne opsætning af Broadway musicalen om den forsvundne zar-datter. Flotte scenebilleder imponerer i Lee Prouds tempofyldte iscenesættelse, som er drønsikkert musical håndværk med tydeligt internationalt snit.

I spidsen for et velspillende cast står det unge kæmpetalent Emilie Groth, der leverer titelrollen med smittende nærvær, dramatisk nerve og et imponerende vokalt overskud. Applausen ved fremkaldelserne på denne premiereaften talte sit eget,tydelige sprog. Hold da fest, en succes!

Baggrunden for historien er grum, og timingen for opsætningen af dette romantiske zar-melodrama er måske på kanten af upassende i en tid, hvor sympatien for enevældige, russiske magthavere er svær at få øje på.

I et 1917-Rusland på sammenbruddets rand, pryglet af krig, sult og fattigdom, fester zaren og adelen uanfægtet igennem på deres store paladser, klædt i aristokratiske manerer, velpressede uniformer og overdådige balkjoler.

Efter et halvhjertet, fejlslagent forsøg på en spredning af den politiske magt, munder elendigheden ud i den russiske revolution, hvor zar-familien Romanov først tilbageholdes og senere brutalt myrdes på direkte ordre fra Kammerat Lenin.

Det er imidlertid måske/måske ikke lykkedes den 17-årige datter Anastasia at flygte. En efterfølgende undersøgelse af knogleresterne i massegraven antyder, at der mangler to lig – og myter begynder at florere…

I dette vakuum klipper vi til Sankt Petersborg/Leningrad, hvor Anya, en køn pige med hukommelsestab og ben i næsen, render ind i to småsvindlere, som viser sig at være gode nok på bunden.

Dmitri og Vlad er i færd med at caste piger, der kan give sig ud for at være den forsvundne Anastasia, og sikre de entreprenante gavtyve en gigantisk dusør. Som Dmitri og Vlad gør Mathias Hartmann Niclasen og Kim Hammelsvang glimrende figur i de komiske roller med god timing og veloplagt action.

Snart er trioen på vej til Paris, hvor enkekejserinden (Anastasia’s farmor) i skikkelse af Marianne Mortensen skal be- eller afkræfte familieforholdet.

Undervejs er den bryske, russiske kommissær Gleb, dejlig ondt gestaltet af Mikkel Hoé Knudsen flere gange ved at stikke en kæp i hjulet for det hele. Men lur mig, om det ikke ender godt alligevel.

En spilledåse fra fortiden afgør sagen, og konstituerer Anastasia’s sande identitet. Da den nu forelskede svindler Dmitri efterfølgende afslår at modtage dusøren, men kun vil have prinsessen, er der lagt op til happy end.

Stærkest står sekvenserne fra Paris med prægtige, stort opsatte dansescener, der vil fryde enhver musicalelsker.

Helt pragtfuld er også scenen hvor den eksilerede, russiske adel giver den fuld gas i de fine, parisiske saloner i et orgie af diamantsmykker, fjerhatte og champagne. Julie Steincke er overdådigt skøn og i topform som Grevinde Lily Malevsky-Malevitc. Nyd det!

Anastasia er dybest set en ret traditionel musical på højt niveau, turneret med masser af godt teaterhåndværk og god musik.

Ind imellem har sangerne en tendens til at forveksle volumen med passion, og så er der noget ved den stædige besyngning af royal overlegenhed, som er helt ude af trit – og næsten lidt ulækker. Godt, musical-fans er vant til at se gennem fingre med lidt af hvert.

Emilie Groth løfter forestillingen et ekstra nøk, så Anastasia lander på 5 stjerner fra Det Sku’ Du Se.

Bonus info: Efter Sovjetunionens sammenbrud lykkedes det omsider at lave troværdige DNA analyser, der bekræftede, at Anastasia rent faktisk blev myrdet med geværskud og bajonetter sammen med sin far zar Nikolaj, sin mor og fire andre søskende i en kælder i Jekaterinburg natten mellem 16. og 17 juli 1918. 

Historien er grusom men fylder ikke meget blandt de anslåede 1,3 millioner mennesker, som Lenin fik dræbt under sin Røde Terror. Det blev i øvrigt meget værre under Stalin.